10 nemme råd: Mindre hverdags-stress og mere nærvær i familien
SPONSORERET indhold

10 nemme råd: Mindre hverdags-stress og mere nærvær i familien

Ferien er for længst slut, og vuggestue, børnehave og skole er startet op igen. Synes du også, det er hårdt at få hverdagen med job, fritidsaktiviteter og lektier til at køre igen? Og tæller du allerede ned til efterårsferien? Her får du 10 gode råd til en blødere start på hverdagen.

Af:: Gitte Winter Graugaard, forfatter og Life Coach Foto: Getty Images
27. sep. 2018 | Børn | Vores Børn

Hvert efterår, når sommerferien og sensommeren går på hæld, føles det for mange som om, de stiger på et (hverdags)tog, som kører hurtigere og hurtigere, mens vi halser efter for at følge med. For os forældre kan det være stressende – men for vores børn kan det også være en stor mundfuld. De kan være trætte, blive kede af det eller vrede, få ondt i hovedet eller maven – alt sammen tegn på, at de ikke er i balance. Så når toget buldrer allerstærkest, og dampen vælter op fra førerhuset, kan du tænke på disse ti gode grundregler, som kan skabe bedre balance i børnefamiliens hverdag:

1. Faste sengetider

I sommerferien og weekender får mange børn vendt rundt på deres sengetider, så de sover senere og står senere op. Men forskning viser, at børn har allerbedst af stabile sengetider, så prøv om du kan skabe nogle nye vaner, hvor hyggen flytter til morgen eller eftermiddag, hvor børnene har mest energi. Dit barn kan endda have brug for endnu mere søvn i denne tid, hvor der er rigtig mange nye indtryk og meget at forholde sig til. Som tommelfingerregel skal børn sove så meget, at de selv vågner om morgenen.

PSST! Din egen sengetid er også vigtig at holde, så du har mest mulig energi til at hjælpe dit barn.

2. God tid om morgenen

Børn elsker at have god tid. Sørg derfor for, at der er god tid til alt det, I skal om morgenen. Gør så meget som muligt klar aftenen inden. Involver børnene i at pakke tasker, smøre madpakker, finde tøj frem. Gør morgenen hyggelig, og sørg for at have tid til knus og kram, og at børnene kan sidde lidt hos jer, inden I skal af sted, hvis de har lyst. Det er også vigtigt at have god tid til aflevering, hvis dit barn ikke er så vild med at sige farvel, så du kan gøre afleveringen så blid som mulig.

LÆS MERE: Numerologi: Det betyder dit barns navn

3. Skab overblik

Når vi starter op efter en lang ferie, sker der meget nyt for de fleste børn, særligt dem der går i skole. Tal med dit barn om, hvad der skal ske, og hvilke lærere og fag barnet skal have. Læs ugeplanen søndag og vær på forkant. Husk idrætstøjet mandag, en gave til Annas fødselsdag fredag, at binde skolebøgerne ind inden næste uge... For nogle børn kan det være svært at modtage en masse information, og de bruger mange kræfter på at prøve at danne overblik. Så hjælp dem ved at tale programmet igennem. 

4. Hent tidligt

Mange af de børn, der reagerer på skole- eller institutionsstart, kan have brug for, at du her i starten henter så tidligt som muligt. Måske kan du flexe lidt på din arbejdsplads, eller hvis I er to voksne, finde ud af, at én af jer kører tidligere om morgenen og dermed også kan hente tidligere. Det drejer sig måske kun om nogle uger. Er dit barn helt most, kan en omsorgsdag hjemme gøre underværker. 

LÆS MERE: 8 råd: Sådan lærer du dit barn empati

5. Rolige eftermiddage

At se vennerne igen efter en lang ferie er så dejligt, og det betyder mange legeaftaler. Men der ryger også en masse ekstra energi på det, så tænk over, hvad du her i starten siger ja til. Sørg for at prioritere ro højt. De lange dage i børnehave eller skole og måske også SFO er rigelig stimulering efter en lang ferie. Tag hellere hjem og hav tid sammen, hvor der er ro. Vær kreative sammen, spil spil eller bag boller til madpakken.

6. Kom ud i naturen

Mange familier bruger naturen i ferien, men glemmer det, når hverdagstoget kommer op i fart igen. De fleste børn elsker at komme ud, og man kan stadig lege ude i efteråret med blade, kastanjer og en bold. Gå en tur i skoven, lav et bål i haven. Forskning viser, at det er afstressende for os at være i naturen. Kombiner gerne ture i naturen med at læse højt af børnemeditationer som fx Hjerternes Dal, der lærer børnene naturen i os at kende, og hvordan vi kan finde balance.

7.  Mindre skærmtid

Har du styr på, hvor meget skærm dit barn ser? Der er så mange indtryk fra skolen og børnehaven, som skaber reaktioner hos dit barn. Skærmene skaber endnu mere uro. Hvis dit barn slapper af med skærm, så tillad kort tid med skærm og sørg så for at slukke igen. Skærmfrie dage er også gode. Og har dit barn svært ved at sove, er det vigtigt, at der ikke er skærme tændt to timer før sengetid. 

8. Hyg med kæledyr

Kæledyr er altid nærværende og holder barnets opmærksomhed på nuet. Mange børns tanker falder til ro sammen med kæledyr, som får dem til at glemme at tænke på fortid og fremtid, men bare være nærværende i nuet. Det elsker vores hjerner og giver ro i hovedet.

9. Vær sammen som familie

Hjælper dine børn til derhjemme? Eller fiser du rundt og klarer det hele? I får mere tid sammen ved, at flere hjælper til, og I får også mulighed for at skrue op for nærværet og være mere sammen. Børnene vil gerne involveres og elsker, når de kan gøre en forskel for andre. Og de kan sagtens være med, hvis du sætter ekstra tid af til at de kan øve sig.  

10. Dejlig puttestund

Sørg for at spise i god tid, så der er tid til at læse og hygge ved sengetid. Måske er der endda plads til et varmt bad. Med børnemeditation ved sengetid kan du hjælpe dit barn med at rense ud i tanker, får bearbejdet de mange indtryk og bedre kan falde i søvn. Mange børn har svært ved selv at falde i søvn, og der er meget, vi kan gøre for at hjælpe dem ind i søvnen og lære dem at rense deres sind med gode børnemeditationer.

LÆS MERE: Imran Rashid om sociale medier og ensomme børn

Anbefalet til dig