Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Privat

Godnat og sov godt... i mors og fars seng

Børn skal sove i deres egen seng. På eget værelse. Og de skal selv kunne falde i søvn. Sådan foregår det bare ikke hjemme hos journalist Sofie Winther Askgaard, og gennem årene har hun måtte lægge øre til rigtig mange bekymrede, bedrevidende og bedømmende kommentarer om børn i dobbeltsengen.

Klokken cirka syv hver aften bliver min mindste søn på fire år træt. Efter nattøj, tandbørste, lidt fis og ballade går jeg op for at putte ham. I vores seng. Vi ligger lidt og læser, og hans lille hånd aer altid min kind. Efter fem minutter eller en halv time lister jeg ned i stuen igen.

Nu skal du passe på med ikke at give ham dårlige vaner.
Pas nu på med at vænne ham til altid at skulle sove hos mor og far.

Både mine egne usikre tanker, men også andre 'velmenende' mødres. Pas på mig her og pas på mig der. Jeg har ikke lavet andet end at passe på, siden jeg blev mor. Men alle passer vel på på deres egen måde, og måske skulle vi også blive bedre til at passe os selv?

Vi har nemlig fundet en fantastisk løsning. Min mand har bygget en ekstra stor seng, hvor der er plads til både voksne, børn og tøjdyr. Så når jeg får at vide, at jeg skal passe på, at børn i dobbeltsengen ikke går ud over min søvn, kan jeg bare sige: jo tak, men jeg sover altså fantastisk.

Sov kun i slyngevuggen
Så nemt har det ikke altid været for mig at tale højt om samsovningen herhjemme. Når debatten endnu en gang har raset mellem samsovere og solosovere, og man blev kaldt en øko-spelt-hippie-flipper-mor, hvis man lod sine børn sove i smørhullet, har jeg da ikke været stolt af sovesituationen. Den har også altid været lidt anderledes herhjemme.

Sofus, min ældste søn, havde nemlig galopperende kolik det første år, og han kunne kun finde ro i en slyngevugge. Ikke så usædvanligt. Men da han blev to år, måtte vi købe den i juniorstørrelsen. Da han blev tre år, måtte vi leve med, at arme og ben stak ud. Med usikkerheden. Og med kommentarerne.

Er han ikke alt for stor til den vugge?
Pas nu på, at du ikke ødelægger hans ryg.

For ALLE andres børn sov pænt hele natten i deres egne senge. Mens min dreng skulle vugges i søvn hver aften i en babyhængekøje. Hvad havde jeg gjort galt? Ødelagde jeg virkelig hans ryg, fordi jeg var for svag til at tage sovekampen med ham?

Men vi tog kampen med ham, selvfølgelig gjorde vi det. Vi købte ny seng, nye bamser, nyt sengetøj. Jeg lå på en madras ved siden af hans seng, mens han prøvede at falde i søvn. Hver dag forsøgte jeg at liste madrassen længere ud af værelset. Og hver dag blev hans gråd højere, mere intens og længere. Efter en måned tog det syv timer at få ham til at falde til ro. Eller græde sig selv i søvn af udmattelse.

Den dag gik det op for mig, at jeg ikke var for svag til at tage kampen med ham. Men jeg var for svag til at lukke ørerne for andres kritik af min måde at være mor på. Det var den sidste dag, han lå og græd 'jeg vil ha' min gyng-gang' i timevis, og da jeg puttede ham i den igen, faldt han i søvn på to minutter. Et halvt år senere kom han selv og sagde, at nu var han klar til at sige farvel til slyngevuggen. Og så gik vi op i BR og byttede den til et stykke legetøj.  

Det er skidehyggeligt
Nu handler kommentarerne om, at min yngste dreng sover i smørhullet. Hver eneste aften. I starten forsvarede jeg det med, at jeg puttede ham i egen seng, og så kom han ind senere. Men helt ærligt – jeg putter ham i vores seng nu. Og den store lister da også ind og putter med os engang imellem. Tør man hviske: det er skidehyggeligt.

Men det er simpelthen så betændt et emne blandt mødre, det med børn og søvn. Tænk bare på 'Godnat og sov godt'-bogen, der lærer os at lade vores børn græde sig selv i søvn. Den kan virkelig skille vandet mellem mødrene. Og det kan det åbenbart også det her med, hvilken seng ens børn sover i. For et par år siden mødte jeg en familie med fire børn, som kun havde én stor seng i hele huset. Her sov de så alle sammen hver nat, også familiens teenagere. 'Hvad er der dog galt med dem?', tænkte jeg. Ligesom der nu sikkert er andre mødre, der tænker det samme om mig.

Jeg har dog flere gange trøstet mig lidt med studier, som viser, at babyers hjerter bliver stressede og slår hurtigere, hvis de ikke sover sammen med mor i hendes seng. Og at man har sværere ved at knytte sig til sin baby, hvis man ikke sover sammen. Nu er mine drenge så 4 og 8 år, så den undskyldning kan jeg vist ikke bruge mere. Men har jeg overhovedet brug for en undskyldning? Det har jeg vel egentlig ikke – i givet fald måtte den være, at jeg synes, det er hyggeligt og, ikke mindst, nemt. Så længe alle er glade – og sover! – lever jeg fint efter mottoet 'whatever works'.

Det bliver selvfølgelig nok lidt sværere at gå op i BR og bytte dobbeltsengen til legetøj, når min mindste en dag er klar til at sove i sin egen seng. Men jeg er nu ret sikker på, at han på et tidspunkt vil sætte pris på ikke at ligge og svede mellem mor og far om natten. Det er jo lige før, jeg frygter det – for det sker sikkert hurtigere, end jeg er klar til. Og til alle kommentarerne fra familie, bekendte og bekymrede? Lad mig nu bare være mor på min egen måde. Herhjemme sover vi om natten. Vi sover endda rigtigt godt. 


Sofie Winther Askgaard, freelancejournalist og mor til to drenge på 4 og 8 år

NIPSkanalen

Følg med i miniserien om NIPSkanalen hvor Laura Kristensen, Julie Ølgaard og Neel Rønholt forbereder sig til den helt store 1-års børnefødselsdag.

Afsnit 1: Kan man servere sukker til en børnefødselsdag?
Afsnit 2: Børnefødselsdag størrelse small, medium eller large?
Afsnit 3: Skal børn have lige store gaver?

Se, hvad vi ellers skriver om: dårligsamvittighednejtak, Mor, Forældre, Børns søvn og Søvn