Gør cykelturen sikker for dine børn i de mørke måneder
Efteråret er landet, og med det følger de mørke morgener og eftermiddage. Men har du helt styr på sikkerheden, når du lader dit barn hoppe op på cyklen og køre ud i trafikken? Hvis ikke, får du her tre enkle måder til, hvordan du kan gøre efterårets cykelture mere sikre.
Trafiksikkerhed er nemlig noget, man skal tage alvorligt – ikke mindst som forælder. Fra 2008 til 2015 er der i gennemsnit sket 4.534 cykelulykker om året i aldersgruppen 0-14 år, og særligt børn i alderen 10-14 år har risiko for at komme til skade, når de ræser af sted på cyklen. Det viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen.
Sikkerhed og synlighed på cyklen er vigtigt året rundt, men især i de måneder, hvor solen ikke lyser cykelstierne op, er det vigtigt, at du sikrer dig, at bilisterne kan få øje på dit barn på ruten til og fra skole.
Og faktisk skal der ikke ret meget til for at øge både sikkerhed og synlighed. Ved at følge et par enkle råd, kan du nemt sørge for, at dit barn kan cykle trygt ud i efteråret.
1. Tænd lygterne
Først og fremmest skal du finde cykellygterne frem. Det gør det lettere for de andre trafikanter at få øje på dit barn, når det er mørkt eller tåget. Faktisk er det lovpligtigt at bruge cykellygter, fra solen går ned, til den står op. Alle cykler skal have monteret mindst to lygter – en hvid eller gul forlygte og en rød baglygte – og både for- og baglygte skal kunne ses fra minimum 300 meters afstand.
2. På med reflekserne
Ud over cykellygterne er det vigtigt, at dit barns cykel er udstyret med reflekser. De er næsten lige så vigtige som lygterne, for ofte er det faktisk lettere for bilister at få øje på reflekserne, end på cykellygterne.
Ligesom det er lovpligtigt at have lygter på sin cykel, er det lovpligtigt at have reflekser på. Der skal være minimum en hvid refleks foran, en rød refleks bagpå, en gul refleks på hver pedal samt en gul refleks i hvert hjul eller en hvid refleksstribe på siden af dækket.
Som supplement til de lovpligtige reflekser på cyklen er det en god idé også at bære reflekser på overtøjet. Det øger nemlig dit barns synlighed og nedsætter risikoen for at blive påkørt med 85% – både på cykelturen, men også på gåturen. Hvis der er reflekser på overtøjet, er det dog vigtigt ikke at vaske tøjet alt for ofte, da det kan ødelægge reflekserne.
3. Spænd hjelmen
Uanset hvor synligt dit barn er i trafikken, er der altid en risiko ved at sætte sig op på cyklen. Derfor anbefaler Børneulykkesfonden alle at investere i en cykelhjelm. Hjelmen kan nemlig have afgørende betydning, hvis du eller dit barn bliver involveret i en trafikulykke.
Men en hjelm er ikke bare en hjelm. For at den skal beskytte optimalt, er det vigtigt, at man tjekker hjelmen med jævne mellemrum og sikrer sig, at den sidder ordentligt på hovedet.
En god hjelm sidder næsten vandret på hovedet og dækker pande, baghoved og tindinger. Den sidder stramt, så den ikke glider rundt på hovedet, men selvfølgelig ikke så stramt, at det gør ondt. Især i de kolde måneder hvor de små poder ofte har hue på, er det vigtigt at være opmærksom på at hjelmen stadig kommer ned og slutter til omkring hovedet.
Vil du læse mere om trafiksikkerhed og sikkerhed i det hele taget? Så klik ind på Sikkerhverdag.dk eller download den tilhørende app ”Sikker Hverdag” i App Store eller Google Play. Her finder du gode råd, tips og tricks til en mere sikker hverdag for dig og dine børn.