Klapvogn
SPONSORERET indhold

Guide: Find den rigtige klapvogn fra start

Du vil tilbagelægge mange kilometer med den, og for dit barn er den mere end et polstret sæde på hjul. Vær bevidst om jeres behov, og find den rigtige klapvogn fra start.

Af:: Anne-Helene Merkelsen Foto: Nima Stock
13. maj. 2016 | Børn | Vores Børn

Din klapvogn kan hurtigt ende som et dyrt fejlkøb, hvis du vælger en model, der ikke passer ind i din hverdag. Alt efter om du bor på landet eller i byen, og om den skal ind og ud af busser og biler, er det ikke lige meget, hvad din kommende klapvogn vejer, og hvor let den er at manøvrere med. Samtidig skal komfort og sikkerhed være i top, så dit barn kan sidde trygt og godt på jeres traveture.

Butikkerne bugner af gode bud på din kommende babytransport, og hvis du ikke skal fare vild undervejs, bør du tænke dine behov igennem, før du hiver dankortet op af lommen. Dit valg af klapvogn skal afspejle din hverdag og dine interesser så godt som muligt.

LÆS OGSÅ: Det skal du gå efter, når du vælger klapvogn

– Der er en klar tendens til, at vognene bliver mindre og mindre. Det kan være praktisk for forældre, der primært opholder sig i byen, hvor en lille vogn med små, svingbare hjul gør det let at vende på et frimærke. Men hvis man ofte går i blødt eller ujævnt terræn, bør man gå efter en model med store hjul, der lettere kommer gennem mudder og andre forhindringer, fortæller projektleder hos Forbrugerrådet Tænk, Stine Müller.

For at en klapvogn må sælges i Danmark, skal den leve op til en række europæiske krav om sikkerhed. Forbrugerrådet Tænks seneste test fra foråret 2015 viser imidlertid, at selv om vognene er sikre, er de ikke nødvendigvis sunde at sidde i.

– Vi fandt ingen alvorlige problemer med den fysiske sikkerhed i vores seneste test. Til gengæld fandt vi sundhedsskadelig kemi i håndtag og betræk på flere af vognene, og selv om den enkelte klapvogn ikke i sig selv er farlig, er det uønskede stoffer, som ikke hører hjemme i produkter til børn, fortæller Stine Müller.

Som forbruger er det umuligt selv at vurdere, om et betræk indeholder problematiske stoffer, og Stine Müller anbefaler, at man spørger forhandleren. Hvis man spørger, om et produkt indeholder stoffer fra EU’s kandidatliste, skal forhandleren undersøge det hos sine leverandører og vende tilbage til forbrugeren inden for 60 dage. Kandidatlisten er EU’s liste over særligt skadelige, men tilladte, stoffer, som for eksempel kan være kræftfremkaldende eller forringe vores evne til at få børn.

Korte ture eller lange lure

I takt med at klapvognene bliver mindre og mindre, bliver der længere og længere imellem de modeller, der reelt egner sig til dit barns middagslur. Netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der står bag hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk, er ikke i tvivl om, at man bør prioritere en ordentlig soveplads, hvis ens barn skal snuppe sin middagslur i vognen.

LÆS OGSÅ: Til Berlin med baby og barnevogn – kan man det?

– Jo bedre barnet ligger i klapvognen, desto bedre vil han naturligvis sove, og søvnen er vigtig for hans udvikling, fortæller hun.

Derfor er det vigtigt, at ryglænet kan lægges helt ned, og at fodstøtten kan komme op i højde med sædet. Derudover skal de indvendige mål være store nok til, at barnet kan ligge ordentligt.

– Generelt kan man sige, at jo mere barnet skal være i vognen, desto vigtigere er det, at den har en god bredde, længde, rygstøtte og affjedring. De helt skrabede paraplyklapvogne er ikke egnet til meget andet end et museumsbesøg, siger Helen Lyng Hansen.

Du kan ikke pille, trille og spørge for meget, når du står i forretningen og skal vælge din vogn. Ifølge Stine Müller bør man bede om at få vognen med ud på en prøvetur i stedet for kun at køre rundt inde i forretningen.

– Det er svært at få et ordentligt indtryk, før man har kørt på et hullet fortov og været oppe og nede af et par kantsten. Hvis man har bil, bør man også se, om den passer i bagagerummet, uden at man skal skille den ad og pille hjulene af, siger hun.

Vogn med vokseværk

Undersøg også, om vognen har skarpe kanter eller samlinger, hvor barnet kan få fingrene i klemme, og om bremserne virker pålidelige.

Der findes glimrende klapvogne i alle prisklasser, men der er ofte flere praktiske detaljer på de dyrere vogne. De billigste modeller har sjældent lommer til nøgler og andre småting, ligesom kurven under vognen kan være lille eller placeret på en måde, så den er svær at komme til med indkøbsposer og pusletaske. Størrelsen på kalechen varierer også meget fra vogn til vogn, og summen af alle disse ting kan ende med at få betydning for din køreglæde. Gør op med dig selv, hvilke af disse detaljer der betyder noget, og hvad du vil betale for dem.

Dit barns behov ændrer sig med tiden, og nogle funktioner kan forlænge den glæde, I har af vognen. Det er sidderetningen et godt eksempel på.

– De mindste børn vil ofte føle stor tryghed ved at vende, så de kan se deres forældre, og samtidig kan forældrene bedre holde øje med barnet. Jo yngre barnet er, desto vigtigere er det, at man kan se hinanden. Jo ældre barnet er, desto bedre vil han kunne sidde og kigge ud mod verden – og samtidig gøre opmærksom på sig selv, hvis han har brug for de voksnes kontakt og hjælp, siger Helen Lyng Hansen.

En vogn, der gør det muligt at skifte sidderetning, er et godt bud på et langsigtet køb.
De indvendige mål har også stor betydning, hvis vognen skal bruges i flere år. Selv en lille vogn kan synes stor, når du står med din lille pode på armen, men tumlingen vokser overraskende hurtigt, og hvis vognen skal fungere som soveplads i mere end det første år, bør liggemålet være mindst 90 cm.

Sund fornuft på køreturen

Når du endelig har sikret dig en stabil og fornuftig klapvogn, der passer til dig og din baby, er I klar til at møde verden fra hver jeres side af styret. Fra seks-måneders-alderen skal du huske at spænde barnet fast med en godkendt sele. Hvis klapvognen er forsynet med frontbøjle, skal selen have en skridtstrop, så barnet ikke kan glide ned og sidde fast i bøjlen med hovedet.

Man kan hurtigt falde for fristelsen til at stable sin skønne pode op med et par puder i ryggen, så det er lettere at pludre, når man traver af sted. Ifølge Helen Lyng Hansen er der imidlertid god grund til at væbne sig med tålmodighed og vente, til guldklumpen har rundet sin seks-måneders-fødselsdag. På den måde passer man bedst på den lille ryg.

– Når barnet begynder at sidde op, er det vigtigt, at man holder øje med hans signaler og sørger for at lægge ham ned, så snart han bliver træt i ryggen og har brug for at sove. Når barnet begynder at falde forover eller til siden, har han brug for at blive lagt ned, fortæller hun.
I starten bør barnet kun sidde op ganske kortvarigt. Først når han selv kan sætte sig op, er ryggen stærk nok til at sidde i længere intervaller. 

LÆS OGSÅ: Sådan handler du babyudstyr på nettet

LÆS OGSÅ: Få et barn der strutter af selvværd

LÆS OGSÅ: Vi tester: Rejseseng til dit barn