Helen Lyng: “Jeg følte mig presset af min omverden, da jeg blev mor”

Styrke

Jeg var fuldstændig forberedt på rollen som mor, da jeg fik mit første barn. Jeg har vidst, at jeg ville være sundhedsplejerske siden 8. klasse, hvor jeg var i erhvervspraktik i sundhedsplejen.

Da jeg blev gravid med Celine som 24-årig, var jeg sygeplejerske og havde arbejdet på barselsgangen og forskellige børneafdelinger. Jeg havde haft rigtig mange børn i hænderne og vidste meget om amning og bleskift.

Min mand har tit sagt ‘hvor er det godt, at jeg er gift med dig, for du ved alting’. Jeg synes, det er modsat – at jeg er heldig at være gift med ham. Jeg ved måske en masse om børn, men han ved alt mulig andet.

Kærlighed

Det, der kom allermest bag på mig, da jeg fik Celine, var, hvor stor en kærlighed man har til sådan et lille barn. Den var der lige med det samme.

Desuden var det en ny oplevelse for mig at mærke, hvordan kærligheden til min mand foldede sig ud. Det var så smukt og rørende at se kærligheden mellem far og barn.

Da jeg blev gravid med Regitze fire år senere, tænkte jeg på, om vi ville kunne holde lige så meget af barn nummer to som nummer et. Men så kom hun. Hun var bare så lækker, og min kærlighed var der lige med det samme.

Jeg var egentlig overrasket over, hvor nemt det var at elske hende lige så højt som det barn, jeg allerede havde og kendte så godt.

Pres

Jeg mærkede et hårdt pres fra min omverden, da jeg blev mor. Alle vidste bedst, hvordan jeg skulle gøre det hele. Som nybagt mor bliver man mødt af et hav af kommentarer i stil med ‘skal det store barn stadig ammes?’ eller ‘hun er godt nok lidt af en hystade!’.

Det er forkert, at man ikke får ro til at være mor, og at ens barn ikke får lov til at være, som det er. Jeg var sikker på, at det, jeg gjorde, var rigtigt, men alligevel var det et hårdt pres at blive mødt af – det ville jeg gerne have været forberedt på.

Jeg begyndte at læse en masse artikler og bøger, så hver gang jeg fik kommentarer om amning eller andet, hentede jeg artiklen frem og smed den på bordet. Til sidst fik jeg jo ry for at have styr på det, og så stoppede kommentarerne.

Bekymringer

Jeg ved rigtig meget om børn, sygdomme og diagnoser. Det har nogle gange fået mig til at tænke meget over, om mine døtres reaktioner på det ene eller andet var noget, vi skulle reagere på.

I sådanne situationer har det været godt for mig at have min mand, for han er god til at sige ‘rolig nu’. Sådan har det også været i situationer, hvor vi skulle træffe store beslutninger på børnenes vegne.

Begge piger har for eksempel skiftet skole, endda til to forskellige skoler, fordi de havde brug for noget forskelligt. Når man står i situationen, kan man ikke vide, om det er det rigtige, man gør – så gælder det om at handle ud fra det, der føles rigtigt.

Handlekraft

Min faglige viden har ikke kun givet mig bekymringer, den har også været en kæmpe fordel. Det oplevede vi for eksempel, da Celine var 10 måneder.

Pludselig kunne hun ikke få luft. Sygeplejersken i mig tog fuldstændig over – jeg gav hende kunstigt åndedræt og instruerede min mand i, hvad han skulle gøre: ringe til Alarmcentralen og sige sådan og sådan.

Vi blev indlagt med hende, og det var faktisk først, da vi kom hjem igen halvandet døgn senere, at jeg brød sammen.

Der fik moren plads, og angsten og forskrækkelsen kom væltende ind over mig. Lægerne mente, at det var et slemt anfald af feberkrampe, der havde ramt hende.

LÆS OGSÅ: Lola Jensen: “Jeg ville gerne have vidst, at det ikke var vigtigt, at alt er perfekt"

LÆS OGSÅ: “Hjælp, jeg har fortrudt – jeg vil ikke være mor”

LÆS OGSÅ: Farvel til den perfekte mor