Hjemmefødsel
SPONSORERET indhold

Hjemmefødsel - Bliv mor hjemme i stuen

Hvem siger, at en fødsel skal foregå på hospitalet? Du kunne jo også vælge en hjemmefødsel og lade din baby komme til verden hjemme hos jer selv i trygge, rolige omgivelser og dæmpet belysning.

Af:: Eline Holm Foto: Colourbox
28. apr. 2010 | Børn | Vores Børn

Langt de fleste danske børn tager deres første åndedrag på en fødestue. Men din baby behøver ikke slå øjnene op til hospitalsseng og hvide kitler; du kunne også vælge en hjemmefødsel og nyde den første stund i de omgivelser, babyen skal vokse op i.

Jordemor Anna Wingårdh fra Hvidovre Hospital er en del af hjemmefødselsordningen i hovedstadsområdet og har været ude til utallige hjemmefødsler. Fælles for dem er, at den fødende er glad for den intime og private oplevelse. Anna Wingårdh vil dog hverken anbefale eller fraråde dig en hjemmefødsel, for det vigtigste er, at du gør, hvad der er rigtigt for dig.

“Det afgørende er, at du kan slappe af, så din krop arbejder med veerne, og livmorhalsen får optimale vilkår for at åbne sig,” forklarer Anna Wingårdh, som råder dig til at snakke mulighederne grundigt igennem med din kæreste.

Hvis en af jer er usikker ved udsigten til at bringe arvingen til verden i dobbeltsengen, er den traditionelle løsning måske bedre. Er I derimod begge lune på idéen, er der en række fordele: Først og fremmest kan det have en god effekt, at du ved en hjemmefødsel ikke behøver at flytte dig midt i fødslen.

“Nogle får et lille dyk i veerne, når de flytter sig fra et sted til et andet. Den forstyrrelse undgår du. Samtidig er det en fordel, at du ikke skal tænke på at komme hjem fra hospitalet med din nyfødte. Det skaber ro omkring barnet, at I har tid til at lære hinanden at kende i trygge omgivelser.”

Desuden har du hjemme i stuen din jordemor for dig selv. Mens hun på hospitalet kan have gang i flere fødsler samtidig, er hun i dit hjem hundrede procent helliget dig og din fødsel. Ligesom på et hospital kan du dog komme ud for, at der er vagtskifte.

LÆS OGSÅ: Blog: Selvfølgelig skal jeg føde hjemme

Sørg for en praktisk gris ved hjemmefødsel

Vælger du at føde hjemme, går du til almindelige jordemorkonsultationer, og derudover får du besøg af en jordemor en måned før termin. Der er ikke tale om en inspektion af din bolig, for om du bor i et palads eller en toværelses er ligegyldigt, men du og din kæreste skal være indstillede på at sørge for en række praktiske foranstaltninger.

Måske skal I have fat i et fødekar. Det er populært, fordi det lune vand kan tage toppen af smerterne – derhjemme har du nemlig ikke mange andre muligheder for smertelindring (bortset fra akupunktur). Vil du føde i dobbeltsengen eller på sofaen, skal I overveje, hvordan I beskytter møblerne – en stor plastikdug er en mulighed. Mad og drikke og masser af rene lagner og håndklæder skal også være på lager.

“Under selve fødslen skal din kæreste være klar til at ordne det praktiske, så du kan koncentrere dig om at føde. Mange vælger at have en fødselshjælper med – en god ven eller et familiemedlem, som vil agere praktisk gris. På den måde kan din kæreste fokusere på at støtte dig,” siger Anna Wingårdh.

Har I større børn, er en tredje person uundværlig. Du ved ikke, hvordan dit barn reagerer på situationen, og hvis der opstår noget akut, skal du og din kæreste kunne tage af sted til hospitalet i sikker forvisning om, at storesøster eller -bror bliver passet godt på.

Sikker hjemmefødsel

Nu kommer dagen, hvor veerne melder sig, og hvad så? Proceduren er ikke meget anderledes end ved en hospitalsfødsel: Du venter på, at veerne kommer med fem minutters interval og varer et minut, og så trykker du nummeret til fødegangen. I samråd med en jordemor vurderer du, om det er tid til professionel assistance – er det tilfældet, går der ikke lang tid, før hun ringer på døren.

Er du ikke i aktiv fødsel, det vil sige tre centimeter åben, kan du risikere, at jordemoren tager af sted igen – præcis ligesom du kan blive sendt hjem fra hospitalet. Men når det først går løs, er jordemoren din helt alene.

At du selv har ansvaret for en masse ting, er ikke ensbetydende med, at jordemoren ankommer tomhændet. Med sig har hun sin jordemortaske og en kuffert med det mest basale førstehjælpsgrej. Udstyret sikrer blandt andet, at hun kan holde øje med babys hjertelyd, give ilt til både dig og baby samt suge din nyfødte for slim.

Netop sikkerheden er typisk det, der bekymrer, hvis du overvejer en hjemmefødsel. Anna Wingårdh understreger dog, at du er i ligeså gode hænder som på hospitalet:

“Når der opstår komplikationer, er der i langt de fleste tilfælde forvarsler. Jordemoren holder øje med uregelmæssigheder, og er hun bekymret, siger hun det. Så snart du føler dig utryg, har du mulighed for at blive overflyttet til et hospital,” lover hun og understreger, at jordemoren selvfølgelig ikke overlader beslutningen til dig, hvis hun observerer noget alvorligt: Er det på tide at pakke sammen og tage på hospitalet, tager hun initiativ til det.

Klar, parat, baby!

Når guldklumpen ligger trygt i dine arme, siger jordemoren ikke adieu og styrter ud af døren. Du og baby får de rutinemæssige tjek, ligesom hun sikrer sig, at den lille får godt fat i dit bryst. Dagen efter ringer de fra fødegangen for at høre, om alt forsat kører på skinner, og du har mulighed for at få din læge til at lave en helbredsundersøgelse på dit barn. Efter to dage får du igen besøg af jordemoren. Hun tjekker, at amningen fungerer, at junior trives, og at din blødning er normal. På den måde får du og dit barn de bedste vilkår for at begynde tilværelsen sammen – i hyggelige og rolige omgivelser.

Hjemmefødsler generelt: Hjemmefoedsel.net

Hjemmefødselsordningen i Region Sjælland: Hjemmefoedsler.dk

Bogen om hjemmefødsel, Kim Andrea Brofeldt m.fl., Lindhardt og Ringhof

LÆS OGSÅ: Er det muligt for mig at føde hjemme?