Hjemmegående husfar
Min kone, Signe, går hjemme. Hun er hjemmegående husmor. Det er noget, vi har valgt, dels fordi det er rart, at nogen er hjemme hos børnene, mens de vokser op. Dels fordi hun vist ikke gider arbejde, hvis hun ikke absolut behøver det.
Faktaboks
Thure Kjær, journalist og far til Kasper på 2½ år og Jeppe på 2 mdr.
Mads Barner-Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på 7 år, Hannibal på 4 år og Giulia på 2 år.
Brian Mørk, komiker og far til Alicia på 6 år, Darwin på 2 år og en baby på vej.
Jeg har nok altid følt, hun havde det nemt. Det eneste, hun skulle, mens jeg knoklede land og rige rundt og fik dårligt hjerte af stress, var at lege og hygge. Hvordan kunne jeg komme helt smadret hjem fra en 14 timers arbejdsdag, og så var hun helt udmattet?! Hvor vovede hun!
Jeg kunne kun drømme om at have et liv som hende. Bage boller, gå ture, se tegnefilm, male og lege med heste og biler på gulvet i timevis hver dag. Det lød som en ferie.
Kvalitetstid – sgu!
Men så havde jeg en række dage hjemme for nylig, hvor Signe ikke kunne hjælpe med børnene (hun kunne knap bevæge sig på grund af bækkenløsning og andre graviditetsskavanker – eller noget), og der fik jeg en overraskelse: En dreng på to er udmattende. Lige meget hvor glad og sød han konstant er, så er han et virkelig hårdt bekendtskab.
Den dårlige samvittighed hvisker én i øret, at nu er man for en gangs skyld hjemme, så skal man også underholde drengen 120 procent; nu skal han eddermame opleve kvalitetstid med sin far, så han ikke glemmer, hvem han er, foreløbig; nu skal man køre ham så træt i sjov og ballade, at han gladeligt går i seng og sover med et udmattet og tilfreds smil om munden.
Men sandheden er, at man altid bliver træt, før han gør. Meget før.
Så hellere male gavl …
Så oplever man sig selv komme i tanke om, at man da vist også hellere må ordne alt vasketøjet eller slå græs eller handle eller male gavlen – bare for lige at få en puster fra al legen. For leg er benhårdt.
Hvad i alverden leger man med en dreng på to? Det er lidt som at skulle underholde en retarderet mand fra Island. Man forstår mange af ordene, men der er simpelthen for meget, man skal gætte sig til, eller som er sort snak. Og når man så opdager, hvad det er, han vil, er det meget sjældent noget, man selv synes er fantastisk sjovt.
For Darwin er det meget morsomt at gemme sig under et tæppe og så blive fundet. Igen og igen. Eller blive jaget af en farlig bjørnefar rundt om spisebordet. Igen og igen. Selv om det er rørende at høre hans rene, uskyldige latter igen og igen, så fanger man sig selv i at tænke, om han ikke snart skal i seng. Og klokken er endnu ikke 16.
Far og søn i fjeldet
Så tænder man fjernsynet og finder en tegnefilm – eller to eller tre. Og så bliver man igen ramt af dårlig samvittighed: Hvordan kan man spilde sin sparsomme tid med sin søn på at se tegnefilm!? Man er verdens dårligste far. Man skulle gå til fodbold eller kite surfing eller jagt eller trekking i Norges vildmark. Den slags, som en søn kan tænke tilbage på, når han bliver voksen. Ikke dovne foran et tv i timevis.
Men knap har man fået aftensmaden i ham og badevandet tørret af, før man fortæller godnathistorie, slukker lyset og ånder lettet op, for NU skal der slappes grundigt af.
(Og så går der ikke mere end en time, før man får lyst til at gå op og vække ham igen, fordi man savner ham. Man er jo idiot.)