Sko og foto: Ecco Kids

Hokus pokus - fusserne i fokus

De løber, leger, kravler og går. De rette sko er afgørende for udviklingen af dit barns fødder. Men hvilke sko passer til hvilken alder? En fysioterapeut og en sundhedsplejerske giver os svaret.

DET LILLE SPÆDBARN

Lige nu tager du dig selv i at beundre dit lille vidunder 117 gange om dagen. Du ammer, skifter ble og bærer rundt på din baby nonstop, for han er endnu lillebitte og ret så hjælpeløs. Hans fusser er flade som en pandekage, og knoglerne bløde som smør, men de næste mange år vil foden vokse sig stor og stærk. Der er dog en række ting, du som forælder skal være op-mærksom på, allerede fra dit barn er helt spæd, råder Susanne Christensen, der er børnefysioterapeut hos Dinbørnekiropraktor.dk.

Foden skal have en masse plads til at udvikle sig naturligt i spædbarnsstadiet. Derfor skal man helst undgå påvirkning fra eksempelvis for lille sparkedragt eller for små strømpebukser, der trækker i musklerne og maser tæerne sammen, siger fysioterapeuten. Det er endnu alt for tidligt at pakke poterne ind i fodtøj. Babyer bruger også fødderne til at sanse med. De får impulser gennem fødderne, og det er med til at modne nervesystemet. De stimuli nedsætter vi, når vi giver børnene sko på, forklarer sundhedsplejerske Anette Straadt.

DEN KRAVLENDE KRUDTUGLE

Nu er der fart på din lille guldklump. Se bare! Han møffer sig rundt på gulvet, åbner skabslåger og afsøger hver en afkrog af hjemmet. Det starter med små ormende bevægelser på gulvet, men langsomt vil han begynde at gå på alle fire. I krybestadiet er det vigtigt, at foden kommer i gulvet, så barnet sætter af med hæl og tå, forklarer Susanne Christensen. Det kræver en skridsikker sok eller blød fut med dutter under, så han kan skubbe sig fremad, uden at foden glider. Bare tæer kan det samme. Når barnet går fra krybe- til kravlefasen er en fleksibel, blød sko ideel.
– Sålen skal være så bøjelig, at vristen kan ligges helt ned, så barnet kan få benet med sig rundt, siger fysioterapeuten.

DEN TOBENEDE ROLLING

Alt fra bordkanter til reoler bliver taget i brug, når lillefisen lægger an til lift off. Og før du får set dig om, står hun oprejst på sine små, buttede ben.
– I den her periode er børn meget afhængige af at kunne mærke underlaget. Skridsikre strømper eller en begyndersko med helt tynd sål, der sidder til om hælen, men har god plads ude ved fødderne, er god, vurderer Anette Straadt, der står bag Æblebørn.dk.
Den nyfundne evne til at stå på to ben giver pludselig lodret vægtbæring, og det er med til at styrke knoglerne, fortæller fysioterapeut Susanne Christensen. Så for hver dag, der går med trisseture i køkkenalrummet, bliver mindsteministerens knogler stærkere og stærkere. Men skoen skal fortsat være helt flad.
– Børn i den her alder får rigtig mange input nede fra fødderne. De er i gang med at lære at balancere og bruge hele foden, så deres fodtøj skal være let og stabilt. Det mindsker sandsynligheden for, at de snubler, siger Susanne Christensen. Det kan være svært at få en utålmodig miniput til at sidde at stille alt for længe ad gangen, så gå efter en sko med en nem lukning, som f.eks. velcro, råder Anette Straadt.

Ecco_tekst-1.jpg

Sko og foto: Ecco Kids

DET LEGESYGE BØRNEHAVEBARN

Der bliver hoppet i vandpytter og leget vildt i puderummet. Dit barn er nu mellem tre og fem år gammel og bruger mange af dagens vågne timer med kammeraterne i børnehaven. Ude såvel som inde.
– De bliver mere og mere modige i den her alder, både i forhold til at hoppe, springe og løbe op og ned ad skrænter. Derfor skal fodtøjet sidde godt fast om foden, forklarer sund-hedsplejerske Anette Straadt.
I vinterkulden er et par forede, vandtætte støvler en sikker vinder, mens sneakers egner sig godt til forår og efterår, sandaler i sommervarmen. Uanset årstiden er det vigtigt med en fast hælkappe og en simpel lukke-mekanisme, som et børnehavebarn kan administrere.
– I børnehaven forventer man, at børnene selv kan tage sko af og på. Det nytter ikke noget, at lille Storm sidder og fumler med at komme i skoene, for pædagogerne har ganske enkelt ikke tid til at assistere alle stuens børn, siger sundhedsplejersken.

Ecco_tekst-2.jpg

Sko og foto: Ecco Kids

DET LILLE SKOLEBARN

Der bliver øvet saksespark i frikvarteret, men dit store skolebarn bruger også mange timer på sin mås i et klasselokale. Ifølge sundhedsplejersken bør skole-børn have to par sko at veksle imellem i løbet af dagen – et par til indendørs og udendørs brug.
Skoene skal støtte op om foden, være åndbare, og sålen skal være stødabsor-berende. Og så er der også en anden vigtig huskeregel, fortæller fysioterapeut Susanne Christensen.
– Det er en rigtig god ide at have flere sko, barnet kan skifte imellem, så det ikke har de samme sneakers på dag ud og dag ind. Det stimulerer fødderne med forskellige typer fodtøj, og så bliver de også mindre udtrådte.
Det forkerte fodtøj kan give fodpro-blemer senere i livet. Som forælder skal du derfor holde fast i de gode skovaner - også når dit barn er på tværs.
– Muskulaturen i fødderne udvikler sig langt ind i teenageårene, så vi skal blive ved med at insistere på godt og prak-tisk fodtøj, selvom den lyserøde – men ergonomisk forkerte – prinsessesko med blinklys i sålen formentlig tiltaler dit barn mest. De er kun egnede til et hurtig show off til familiefødselsdagen, fastslår Anette Straadt fra Æblebørn.dk.

Ecco_tekst-3.jpg

Sko og foto: Ecco Kids