Hvis der er en eneste regel, jeg har kunnet lure mig frem til, er det, at det hele ændrer sig konstant
Mit barns vaner ændrer sig hele tiden, så jeg har opgivet at følge de gode råd.
KLUMME: Forleden gik jeg en tur i sensommeren med en af mine venner. Han gik og essayerede omkring det store og væsentlige spørgsmål: Hvorfor valgte han at blive på en arbejdsplads, der gav ham stress? Når han nu udmærket kunne mærke, at det var sådan, det hang sammen? Hans foreløbige konklusion lyder således: Han spurgte for mange mennesker om råd.
Den konklusion gav mening for mig. Nogle gange kan andres mening og gode råd gøre det meget sværere at lytte til sin egen intuition.
For det første er ”andre” sjældent enige med hinanden. Man kan risikere at få så mange forskellige gode råd, at man ikke aner i hvilken retning man bør gå.
LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter
For det andet er gode råd bare teori. For at forstå dem og tro på dem, er man nødt til at gøre sine egne erfaringer.
Det gælder også, når det kommer til livet med børn. For det er nu engang sådan, at der findes så afsindigt mange regler, myter, råd og vejledninger om, hvordan man lever med sit barn.
Når jeg tænker tilbage på alle de gode råd, jeg har modtaget ,bliver jeg helt forpustet. Jeg nævner lige et par af dem her, og i diskret parentes forklarer jeg, hvordan situationen endte. Det kunne jo være, der sad andre forældre derude og fortvivlede over lignende situationer:
”Barnet skal kunne falde i søvn alene.” (Jeg har hele tiden tænkt, at vi skulle træne det lige om lidt. Men nu har jeg udskudt planen på ubestemt tid. Jeg overvejede en gang for alle, hvorfor jeg ikke var kommet i gang med ”træningen” og fandt ud af følgende: Jeg kender ikke til noget bedre end at ligge og kigge på mit barn, der langsomt glider ud af dagen og ind i roen og drømmene. Hvorfor er det så vigtigt, at han kan ligge helt alene i et rum? Det er ikke mit barn, der er afhængig af, at jeg er i rummet, når han falder til ro. Det er mig. Så hvorfor skal jeg ændre på dette ritual?)
LÆS OGSÅ: Må børn sove i dobbeltsengen?
– ”Barnet har efter 6 måneder ikke længere brug for mad om natten. Til gengæld kan han godt få brug for en tår vand.” (Nå, okay. Men er det ikke ligegyldigt, om han drikker mælk eller vand?)
– ”Du må ikke amme barnet i søvn, han vænner sig til det, og han bruger dig bare som sut.” (Men jeg kan ikke overskue, hvad jeg ellers skal gøre, eftersom mit barn ikke bruger sut. Hvordan i alverden skal jeg kunne genetablere en tryghed for barnet, som endnu ikke har sprog? Jeg bekymrede mig en del om dette, men få uger senere gad han ikke ammes længere og falder nu i søvn, når man klør ham på maven).
”Praktiserer I samsovning? Det skal I bare vide er et valg. Barnet bliver sværere at flytte over i egen seng, jo længere tid der går.” (Da han lærte at kravle, syntes vi, det var for risikabelt at lade ham ligge i en seng, hvor han kunne trille ud. Vi lagde ham over i egen seng, da vi selv var klar til det, og der var ingen problemer.)
Børn har intet mønster
Og så de sagnomspundne ”dårlige vaner”. Der eksisterer inden for ”børneopdragelse” et mantra omkring vaner. At den måde, man kører tingene på, skal man være meget bevidst om, for, uha-uha, hvis man først har etableret en vane, kan den aldrig ændres. Jeg forstår det ikke. Hvis der er noget som helst, der kan siges at være et mønster, når det kommer til børns udvikling, er det, at der intet mønster er.
LÆS OGSÅ: 'Børns største udfordring i dag er deres mødre'
Det, der er gældende en bestemt måned, er helt omvendt den næste. Hvad tid falder barnet i søvn? Vågner han/hun ofte i løbet af natten? Spiser barnet lidt eller meget? Bliver barnet ofte sygt? Det ændrer sig konstant. Hvis der er en eneste regel, jeg har kunnet lure mig frem til, er det, at det hele ændrer sig konstant.
Mine Guder, når jeg tænker på, hvor mange nætter jeg har ligget med google og søgt på ”putteritualer” og lagt planer for, hvordan og hvorledes vi skulle indføre dit og dat. Og hvornår sover baby igennem og bla bla bla. For derefter at erfare, at natten efter er alt anderledes igen.
LÆS OGSÅ: Forstå dit barns søvn
Er du gal hvor fylder snak om disse emner meget i hovederne på nybagte forældre. Men nu er jeg stået af. Gider ikke beskæftige mig med det, medmindre der skulle opstå et meget konkret problem, der ikke ændrer sig over lang tid. Og i så fald vil jeg virkelig nøje udvælge, hvem jeg spørger til råds.
Jeg bebrejder ikke diverse rådgivere, sundhedsplejerske, velmenende familiemedlemmer og veninder, for jeg søgte jo selv råd og vejledning. Men jeg har bare lært lektien. Jeg lukker ørerne for de velmenende råd og kommentarer, og mærker efter hvad jeg selv tror på. Så drukner det ene gode råd ikke i det andet. Og for at det ikke skal være løgn, vender jeg dermed paradoksalt nok tilbage til det første råd, jeg fik, da vi fik barn: Det er jer, der kender jeres barn bedst, og I ved selv, hvad der er bedst for barnet.
LÆS OGSÅ: Sofia Manning: “Vi mødre glemmer at være os selv”
LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor!