Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

kræsne børn
Foto: Franne Voigt "Det kan du vist ikke lide!", lyder mit svar. Prompte. Før drengen hverken når at sige buh eller bæ.

Ingen ingefærlemonade til mit barn, tak

Der stod jeg så. Midt i Brønshøj. Overrulet af en cafemand. Ikke bare over for ham og et par bedstemødre – nej, gudhjælpemig også over for min egen søn. Sådan. Slam.

"Jeg er da helt sikker på, at du godt kan lide det - i hvert fald, når din mor så skråsikkert siger, at du ikke kan!"

Cafemanden smiler til min søn på seks, mens han hælder ingefærlemonade op i et glas. Han blinker til mig. Cafemanden. Jeg smiler anstrængt tilbage, mens jeg krymper tæerne til en størrelse syv-numre-mindre. Jeg siger ingenting. Min søn tager imod glasset med lemonade, sætter læberne til, smager og udbryder:

"Det smager da godt – det vil jeg gerne have".

Igen et blink fra cafemanden til mig – og et sigende blik fra et par damer, der har lyttet med til det lille optrin, som i virkeligheden begyndte minuttet før, da min søn og jeg trådte ind af døren til den hyggelige cafe med forventning om en halv times mor-søn-alenetid. Kaffe til mor, saftevand til sønnike og kage til os begge. Og mig, moren, der sammen med sønnike kigger på udvalget af saftevand på flaske, der sirligt er stillet op på baren og skråsikkert affærdiger cafemanden, da han fortæller, at de også har hjemmelavet lemonade. Ingefær og mynte.

"Det kan du vist ikke lide!", lyder mit svar. Prompte. Før drengen hverken når at sige buh eller bæ. Det kunne han jo så godt alligevel.

Hvornår blev jeg sådan en mor? Jeg plejer selv at sukke lidt indvendigt, når jeg ser forældre pille kernerne ud af brødet for deres børn, eller altid svarer på deres vegne. Så lad dog barnet gøre sig sine egne erfaringer, kan jeg tænke. Jeg priser mig lykkelig for, at mine børn ofte har lyst til at smage nye ting. Og jeg blærer mig af og til med, at mine drenge så absolut ikke skal have de særlige børnemenuer med hvinende søde eller ufatteligt flade smagsoplevelser (altså bortset fra en omgang Happy Meal af og til). Næ nej, mine børn spiser både sild og friske figener og lidt chili i ny og næ. Selvfølgelig gør de det. Og for Guds skyld da aldrig sodavand. Hvad regner du med?

Men der stod jeg så. Midt i Brønshøj, overrulet af en cafemand. Ikke bare over for ham og et par bedstemødre – nej, gudhjælpemig også over for min egen søn. Sådan. Slam. Vent, jeg samler lige mit ego op igen... Det ligger og roder sammen med en virkelighedsopfattelse, som vist også har set bedre dage.

Tak for det, kære cafemand (og dette er ikke ment sarkastisk), for hvor meget jeg end følte mig ramt på forældreidealet, havde jeg brug for det smæk. Tak, fordi du bremsede mig på en vej, jeg slet ikke havde opdaget, jeg var på vej ud ad. Med de sikre "jeg ved, hvad der er bedst for mit barn"-automatsvar. Tak fordi du hentede mig tilbage på det spor, jeg tror på, med "vi prøver det lige af, så ser vi...".

At lemonadeglasset så stod nærmest uberørt, mens tallerkenen med chokoladecroissanten var som støvsuget, da vi senere forlod cafeen, er en anden sag. Han havde i det mindste forsøgt.

Om skribenten

Mette Hovmand-Stilling er chefredaktør på Vores Børn og mor til Otto, 6, og Viggo, 3.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mor, Kræsen og Børneopdragelse