Iris Gold: ”Min søn skal ikke have for løse rammer og for meget ansvar i en tidlig alder”

På sangerinden Iris Golds Instagram-profil ligger der et backstage-billede taget kort tid inden, hun gik på scenen i Berlin – en februaraften i år, under sin seneste Europa-tour. Pailletkjolen er lårkort, de sorte støvler lårlange. Læbestiften skinner postkasserødt. Det kunne meget vel have været et snapshot fra en af de mange hundrede koncerter, den unge sangstjerne har givet de sidste par år.

Havde det ikke været for den melonrunde mave, der strutter under kjolen – og vidner om babyen, der på sjette måned ligger og skvulper rundt, klar til at gå på scenen og fyre den af med sin power mama. 17 koncerter i 17 europæiske byer nåede hendes i dag tre måneder gamle søn at være en del af, inden Iris Gold satte scenelivet på pause for at hellige sig sin helt nye rolle som mor.

"Det var virkelig fedt at spille med ham i maven. Det gav mig enormt meget selvtillid og gjorde mig meget mindre nervøs. Måske fordi der pludselig var noget, der var større end mig selv. Noget, der var vigtigere. Og så følte jeg mig virkelig smuk og sexet, da jeg var gravid. På en helt anden måde, end jeg nogensinde havde troet, jeg kunne. Efter jeg har født og er blevet mor, føler jeg mig frugtbar og virkelig som en powerwoman. Jeg har givet liv til min søn – tænk, at man kan det. At kroppen kan det!"

Iris Gold smiler. Fra et sofahjørne i sit og kærestens københavnerhjem. Det store, krøllede hår er samlet i en knold, show-makeuppen er pakket langt væk, og scenegarderoben er skiftet ud med ammevenligt sommertøj. Den lille, nye guldklump, August Cosmos, ligger og sover inde ved siden af.

En disciplin, han havde svært ved natten inden, forklarer hun og giver los for et dybtfølt gab. – Det er kommet bag på mig, hvor vildt det er, at der pludselig er et lille menneske, der er så afhængig af mig. Det er både rigtig smukt og skræmmende, konstaterer hun med tanke på, hvordan nervøsiteten kom buldrende, allerede inden hendes søn overhovedet var kommet til verden.

"Jeg havde haft så travlt med min tour under min graviditet, og han var blevet en så integreret del af min krop, at jeg slet ikke havde tænkt over, at han rent faktisk ville komme til verden snart. En uge op til fødslen blev jeg ramt af et: “Fuck, nu kommer han. Hvad er forventningerne til mig? Kommer jeg til at gøre det godt nok?” Mange af mine veninder havde sagt til mig, at det var kærlighed ved første blik, når barnet kom, og jeg var pludselig bekymret for, om jeg ville have det sådan", siger hun.

Få dage senere gik hendes krop i gang med det, der skulle udvikle sig til et mindre ve-maraton. Da lægerne på det tredje døgn registrerede en dalende hjerterymte hos August og forslog et kejsersnit, takkede Iris og hendes kæreste ja. Med det samme. Hun var nået til et punkt, hvor hun var både udmattet og bange for, hvad der kunne ske. Så der var ingen tvivl; han skulle bare ud.

"Han kom op på maven med det samme, og mine tårer rullede. Fordi jeg var så overvældet af glæde – og lettelse over, at han havde det godt. Jeg bliver stadig helt rørt, når jeg tænker på det i dag", siger hun.

"Jeg var bare lykkelig." 

LÆS OGSÅ: Fallulah: "Det bliver stormfuldt - men vi kommer totalt meget igennem det sammen"

Planlægningshippie

Det var ellers ikke just en kejsersnitfødsel, Iris Gold havde drømt om. Meget langt fra faktisk. I stedet havde hun forestillet sig et setup med badekar, musik og levende aromaterapilys i fin forening – og ikke et gram af den morfin, bedøvelse og lattergas, som hun i kampens hede nåede at stifte bekendtskab med.

Pop-soul-hiphop-sangerinden, der har levet en stor del af sin barndom i et kollektiv, og som altid optræder i bare fødder og med blomster på scenen, havde sat næsen op efter en hippiefødsel, som hun selv kalder det. Da det ikke gik sådan, prikkede det til et følsomt punkt.

"Jeg er sådan én, der godt kan lide at lægge planer. Jeg har for eksempel haft masser af planer om, hvilken sanger jeg gerne vil være, hvilken musik jeg gerne vil lave, hvilket tøj jeg gerne vil have på og så videre. Men moderskabet kan jeg ikke planlægge på samme måde. Det fandt jeg ud af allerede ved hans fødsel. Jeg har ret hurtigt erkendt, at jeg kan have alle mulige ideer om, hvilken slags mor jeg gerne vil være – men i sidste ende er det op til August og hans behov", fortæller hun og reflekterer over, hvor kimen til det velnærede planlægningsgen mon ligger.

Et sted i hendes tidlige barndom, lyder buddet. Da hendes mor og stedfar besluttede sig for at flytte i bofællesskab, i første omgang ikke langt fra Christiania. Med et hav af andre voksne, Iris som det eneste barn – og måske mest afgørende af alt; ganske lidt struktur i hverdagen.

"Sådan som jeg voksede op, kunne det indimellem godt føles lidt utrygt. De voksne opførte sig tit som børn, og det handlede meget om, hvad de havde brug for. Med mange fester og gang i den. Også på hverdage, hvor jeg skulle op og i skole. Jeg skulle selv finde ud af mange ting, fra jeg var helt lille. Jeg kan for eksempel huske, hvordan jeg selv besluttede, at jeg ville gå i seng klokken otte, for så kunne jeg være frisk til den morgengymnastik, jeg også selv havde fundet på, og til at gå i skole. De flippede voksne i kollektivet syntes, det var vildt underligt", smiler hun.

"Jeg lavede også min egen madpakke, og ofte var der ikke rigtig noget at lave den af. Jeg kan huske en virkelig stinky ost, som jeg blev megadrillet med i skolen. Imens de andre sad med deres fine små ostehapsere. Jeg har altid syntes, det var helt vildt fedt, når ting kom i små pakker. Måske derfor, siger hun med et grin. I mangel af bedre fandt og opfandt Iris Gold sine egne faste holdepunkter i dagligdagen – og planlægningen blev en god ven. Så god, at den i dag kan fylde på måder, som andre måske ikke altid helt begriber."

"Når vi er ude at spille, bor jeg på hotelværelser rundt omkring, og selvom det bare er en enkelt overnatning, lægger jeg altid mine ting på en bestemt måde. Det skal virke, som om det er mit værelse, så mine ting er over det hele. Det kan godt se rodet ud, og folk kan undre sig over, hvorfor jeg overhovedet har pakket ud, men så ‘er jeg der’ ligesom", forklarer hun og tænker over, hvordan den side af hende mon vil præge hendes måde at være mor på.

"Jeg tror, det er vigtigt, at jeg lærer August rigtig godt at kende og undgår at lægge mine egne forventninger og dårlige oplevelser ned over ham. Samtidig vil jeg gerne være voksen – hvad det så end er helt nøjagtigt – over for ham, og det kan godt være, at jeg kommer til at give ham en masse struktur, som han ikke nødvendigvis kommer til at kunne lide. Men han skal i hvert fald ikke have for løse rammer og for meget ansvar fra en tidlig alder, sådan som jeg selv havde det. Der skal være plads til, at han bare kan være barn." 

De mange mødre

Netop det der med bare at kunne være barn, helt tryg og ubekymret, er noget af det, Iris Gold og hendes kæreste er enige om, at August skal opleve. Og allerede nu mærker hun, hvordan den nybagte far er god til at kombinere en vis form for håndfasthed med masser af leg, fortæller hun.

Også leg af den vildere type, som hun ikke selv vover sig ud i. Det er lige præcis den slags, Iris Gold har savnet i sin egen opvækst, forklarer hun, hvor hun ofte spenderede en masse tid alene, og hvor hun i sit eget forsøg på at finde et frirum, et helle, søgte ind i ordenes magiske landskab.

"Jeg begyndte at skrive tekster fra en tidlig alder – som jeg sidenhen har brugt i min musik. Min første udgivelse, “Goldmine”, er et digt, jeg har skrevet, da jeg var helt lille, og som handler om en pirat. Vi havde ingen penge til at tage på ferier til udlandet, da jeg var barn, og jeg forstillede mig tit, at jeg var en pirat, som kunne rejse alle mulige steder hen, og som ledte efter guld", forklarer hun og lægger ikke skjul på, at hun er pavestolt af teksten den dag i dag.

Måske fordi den minder hende om en tid, der på godt og ondt har gjort hende til den, hun er. En tid, der gav hende nogle rifter på sjælen, men samtidig drev hende til at tænke selvstændigt, modigt og kreativt. Ikke mindst takket være nogle af de mange stærke kvindefigurer, hun havde omkring sig.

"Jeg har haft rigtig mange ‘mødre’, imens jeg voksede op, og jeg har taget bidder af hver person, som jeg har ladet mig inspirere af. Der har aldrig bare været én, der var den perfekte mor, men flere. Der var for eksempel en, der var superambitiøs, en, der var kærlig og altid nussede mine tæer, og en, der var god til at give mig en følelse af tryghed."

Hun nævner også den gruppe kvinder, der arbejdede på cafeen Kates Joint på Nørrebro, og som nåede at blive en slags tanter. De var veninder til hendes biologiske mor, passede hende tit, og så var de superseje og driftige i forhold til at sparke alverdens projekter i gang.

"Dem så jeg meget op til. Og på den måde har jeg været rigtig heldig – at have så mange stærke kvinder og forbilleder rundt omkring mig, som har fået mig til at føle, at jeg også kunne opnå en masse. De gav mig lyst til at skabe noget selv og viste mig, at man kunne, hvad man ville. Uanset hvor man kom fra, og hvordan man så ud", siger hun.

"Jeg håber, at de mange både unge og ældre fine kvinder, jeg har omkring mig lige nu, kommer til at fortsætte med at være i Augusts liv og kan give ham en masse viden og erfaring, som jeg ikke selv kan give ham."

Hun pauser sin talestrøm et øjeblik.

"I mit liv har det ikke handlet så meget om blodets bånd, men mere om, hvem jeg kunne regne med. Lige netop det vil jeg gerne give videre til August. Han skal vide, at han altid kan regne med mig. Lige meget hvad."

Læs også: Geggo: ”Jeg tror faktisk, det er vildere for min mor end for mig, at jeg er endt i en klassisk kernefamilie”

Plads til alle

Vi bliver lidt ved Iris Golds mange ‘mødre’. For det var også nogle af dem, der lærte hende, at det er vigtigt at kunne stå op for sig selv, når verden indimellem er grum og nederdrægtig. At man for eksempel gerne må sige fra – både fysisk og verbalt – når en dreng i ens klasse har råbt ‘negerbolle’ eller ‘negersvin’ tilstrækkelig mange gange efter en. Eller være ekstra varsom, når de lyse, danske drenge pludselig synes, man er interessant – udelukkende fordi man er en mørk pige.

"Det betød meget, at jeg havde folk omkring mig, der sagde den slags til mig og bakkede mig op på den måde", siger Iris Gold, som kan huske, hvordan hun hele sin barndom tænkte, det nok bare var sådan, sorte mennesker blev behandlet; anderledes og nedsættende.

Desto vigtigere har det også været for hende at vise sine omgivelser og ikke mindst sit publikum, at hun i dag – som voksen – tager afstand fra netop den form for forskelsbehandling.

"Det første, jeg siger til alle mine koncerter, er: “Er I klar til en verden uden racisme og med mere diversitet?” Så ved folk ligesom, hvor de er, og så kan de gå, hvis de ikke er på den frekvens. For nogen bliver nødt til at sige den slags. Vi kan ikke alle sammen gå rundt på æggeskaller og lade som om, det ikke er et tema, slår hun fast. Med alt det, der er sket for nylig – hvor racedebatten har slået gnister verden over – tænker den nybagte mor kun endnu mere over, hvordan det er at være sort. Især sort mand."

"Selvom min kæreste er lys, bliver August jo sort. Og efter han er kommet til verden, er det blevet endnu vigtigere for mig at kæmpe for frisind og plads til alle", lyder det beslutsomt fra sangerinden.

Hun giver en række eksempler på, hvordan hun stadig jævnligt, som voksen kvinde, møder den strid, det er; når hun bliver råbt ad, spyttet på eller udnyttet af andre mennesker. Udelukkende fordi hendes hudtone er mørkere end så mange andre danskeres.

"Jeg er HELT sikkert nødt til at lære August, at der ikke er noget galt med ham, og at han skal være stolt af, hvem han er. Og jeg skal klæde ham på til, at der måske er nogen, der vil råbe efter ham på gaden eller kalde ham ubehagelige ting i skolen. Det burde være sådan, at alle børn blev født lige og havde en barndom, hvor det bare handlede om at være barn og lege. Men på det punkt skal August lige have noget ekstra med – i forhold til andre børn."

Efter Iris Gold er blevet mor, har én tanke dog trængt sig særligt på. – Jeg synes egentlig, det burde være alle menneskers ansvar at lære deres børn om racisme – uanset hudfarve. Så det ikke kun er sorte, der skal forberede deres børn på ubehagelige ting, men også hvide, der kan fortælle deres børn, at de kommer til at møde mange forskellige mennesker, og at det er en fed ting. Det andet synes jeg er alt for meget at lægge på et lille sort barn.

Tourbusbarn

Følelsen af at skille sig ud har ikke kun forfulgt Iris Gold som privatperson. Den er også dukket op i løbet af hendes karriere.

"Jeg tror, jeg har fået en masse opmærksomhed, fordi jeg er anderledes – og ser anderledes ud. Men jeg vil i virkeligheden helst have opmærksomhed, fordi folk synes, jeg er dygtig", forklarer hun og skynder sig at understrege sin taknemmelighed over at kunne leve af den musik, hun brænder så inderligt for.

"Jeg håber, August vil vokse op og synes, at jeg er megasej, og at han kan se, at jeg har fulgt mine drømme og realiseret dem. Så han ikke selv føler, at han skal tage et arbejde, han ikke har lyst til, men i stedet følger sit hjerte. På den anden side vil jeg også blive lidt urolig, hvis han siger, han vil lave musik. For man skal være tough og kunne tåle at få nej mange gange, før man får et ja, konstaterer hun. Ja’er har hun heldigvis selv fået masser af på det seneste. Blandt andet til at udgive nyt materiale i 2021 med efterfølgende koncerter. En af sangene handler om August", afslører Iris Gold.

"Jeg glæder mig til at udgive det nye, men jeg er samtidig blevet mere nærig med min tid, efter jeg er blevet mor, kan jeg mærke. Jeg kommer til at være mere selektiv og fokuseret med de koncerter, jeg laver, og jeg vil ikke bare spille for at spille og sige ja til alt. Som jeg før har gjort", forklarer hun.

Turene på landevejen får højst sandsynligt også en anden karakter, hvis det står til den planlæggende hippiemor.

"Tanken er, at August skal med. Hvis han altså trives med det. Savage Rose-agtigt, i den blomstrede varevogn, siger hun og glæder sig tydeligvis over, at hun har et helt hold familiemedlemmer, der står klar til at passe, vugge og holde den lille fyr undervejs."

En fætter, for eksempel, der er tourmanager. Og en onkel, der gerne vil tage med som chauffør. Foran hende ligger dog stadig mange måneders barsel, hvor de musikalske indslag primært bliver af den børnevenlige slags. Hvilket passer hende fint. For lige nu har hun ikke lyst til, at August skal ligge alt for længe i andres arme.

"Forleden var vi til en familiefest, og der var rigtig mange, der gerne ville holde ham. Jeg har altid tænkt, at jeg ikke vil være en pylret mor, så jeg lod en anden holde ham, imens jeg gik ind i rummet ved siden af for at få noget mad. Det føltes, som om jeg mistede en arm. Jeg stod der i to minutter, så var jeg nødt til at gå tilbage. Det er så underligt, smiler hun og ligner én, der ikke ville bytte det for noget i verden."