Skuespiller og tv-vært Janus Nabil Bakrawi: "En dag begyndte jeg simpelthen at ryste og græde ufrivilligt"
SPONSORERET indhold

Skuespiller og tv-vært Janus Nabil Bakrawi: "En dag begyndte jeg simpelthen at ryste og græde ufrivilligt"

Det kan være hårdt at blive forælder - især hvis der ikke er én, men to babyer, OG de er født for tidligt. Det kan Janus Nabil Bakrawi og hans kæreste, Anne Sofie Trangeled Larsen, skrive under på.

Af:: Redaktionen Foto: Peer Klercke
28. jul. 2016 | Børn | Vores Børn

Skuespiller og tv-vært Janus Nabil Bakrawi blev sidste år far til tvillingerne Isak og Barbara sammen med sin kæreste, Anne Sofie Trangeled Larsen. Men Anne Sofie havde fået svangerskabsforgiftning, og da tvillingerne blev født i uge 31 plus 5 dage, vejede Barbara 1.050 gram og Isak 1.435 gram. 

LÆS OGSÅ: 7 typiske bekymringer, når du venter tvillinger

Det var en hård tid på hospitalet med en konstant usikkerhed om tvillinger ville klare sig. Samtidig havde Janus arbejde ved siden af.

– Jeg gik ned på deltid, men så blev jeg alligevel ramt af stress. En dag begyndte jeg simpelthen at sidde og ryste, mens jeg skulle lave et interview. Og jeg fik sådan noget ufrivilligt gråd. Jeg brød simpelthen sammen. Det var hårdt både at skulle være klippen for Anne Sofie, være bekymret for hende og for børnene og samtidig skulle gå på arbejde.

Anne Sofie blev også vanvittigt stresset og havde ikke haft tid til at komme sig oven på svangerskabsforgiftningen, før al fokus blev flyttet over på de for tidligt fødte børn. Det satte parforholdet på prøve, og prøvelsen fortsatte efter, at den lille familie blev udskrevet fra hospitalet.

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

Janus glemte at koordinere med Anne Sofie, når han planlagde møder, træning og kaffeaftaler med vennerne. Og når Anne Sofie fortalte ham, at den livsstil ikke stemte overens med at være far til for tidligt fødte tvillinger, blev han fornærmet og syntes, hun var begyndt at kontrollere hans liv for meget.

En dag sagde Anne Sofie ‘hvis du ikke kommer ud af det der, så er jeg nødt til at flytte op til mine forældre og få hjælp’.

– Der fik jeg et chok. Var det så grelt? Jeg syntes jo selv, jeg var så meget til stede, og at jeg var jordens sødeste kæreste og far.

– Jeg ryddede min kalender for alt, og så gjorde jeg bare, hvad Anne Sofie sagde. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor mænd siger ting som ‘det er alligevel kvinder, der bestemmer det hele i en familie’. Det har jeg altid syntes var lidt vatpikagtigt. Men det er dét, jeg gør nu. Og det hele er blevet så meget lettere. For hun kan mærke, hvad børnenes behov er. Hun kan mærke deres nervesystem. Og det, at jeg har valgt at koble mig på hendes vogn, har gjort det nemmere for børnene, for hende og for mig. Nu er jeg røget med i mor-og-børnrytmen. Nu ved jeg, hvornår de skal spise og sove, hvilket tøj der skal lægges frem, og jeg har kogt sutteflaskerne på forhånd. Alle de bittesmå ting, som gør det så meget nemmere. Jeg er ikke praktiker, men det er Anne Sofie, og nu har hun lært mig at være det. Det er en kæmpestor gave, fordi jeg synes, jeg udfylder farrollen meget bedre.

Læs hele interviewet med Janus Nabil Bakrawi i magasinet Vores Børn, som er på gaden torsdag den 28. juli 2016.

LÆS OGSÅ: Tal med dit ufødte barn

LÆS OGSÅ: Tvillinger: 10 genveje til en lettere hverdag

LÆS OGSÅ: Er det forkert af klæde sine tvillinger i ens tøj?