Sammenbragte børn
Foto: iStock | - Det var en stor forløsning, da jeg gav slip på min rolle som stedmor og i stedet trådte i karakter som mig selv.
Hjemmet

Sammenbragte børn

Jeg orkede ikke længere at være den perfekte stedmor

Du kan have nok så mange forventninger til dig selv som stedmor. Men livet med sammenbragte børn er sjældent helt uden konflikt og problemer.

Af 09.nov.2017 Børn

Da jeg blev skilt, oplevede jeg det som det største nederlag i mit liv. For jeg havde altid haft en drøm om, at når jeg fik børn, så skulle de vokse op i en rigtig kernefamilie og aldrig opleve en skilsmisse. Så ramte virkeligheden. Mine børns far mødte en anden og ville skilles. Jeg blev boende i vores parcelhus, så vores piger på dengang fem og syv år kunne blive i deres vante omgivelser. Det var en hård tid, men efterhånden vænnede vi os til den nye hverdag som skilsmissefamilie.

Pigerne så ikke deres far fast, men kun når det lod sig gøre, og det var desværre ikke så tit. For han og hans nye kone, der i forvejen havde to børn, ventede nu et fælles barn, og når mine piger var på besøg, følte de sig ikke særlig velkomne. De følte, at deres ”papmor” i virkeligheden helst var fri for dem, og at deres far kun forsøgte at behage hende.

I løbet af få år gled kontakten helt ud mellem mine døtre og deres far, og jeg var rystet over, at han ikke kæmpede mere for at beholde dem i sit liv.

Nogle år senere, da mine døtre var 10 og 12, mødte jeg så Jeppe. Han var far til et par tvillingedrenge på 11 år og en teenagedatter på 14. Jeppe og hans kone, der var blevet skilt i fred og fordragelighed et par år forinden, skiftedes til at have børnene boende ho s sig hver anden uge. Mens moren var blevet boende i huset, havde Jeppe lejet et rækkehus i nærheden af børnenes skole og kammerater, og var der noget, der hed en lykkelig skilsmisse, så lod det til at være tilfældet her. I takt med at vi lærte hinanden at kende, tilbragte Jeppe efterhånden kun de uger, hvor han havde børnene, hjemme hos sig selv. I de andre uger var han hos mig. For vi boede med en afstand på over 60 kilometer, så det var bare nemmere, at han ikke skulle ligge og køre frem og tilbage.

LÆS OGSÅ: Bliv lykkelig med dine, mine og vores børn

Efter et år blev vi enige om at flytte sammen på fuld tid. Imellemtiden havde Jeppe jo lært mine piger at kende, og selvom jeg ikke havde tilbragt ligeså meget tid med hans børn, så kom vi allerede rigtigt godt ud af det med hinanden alle sammen. Nu, hvor Jeppes tre børn også skulle til at bo hos os hver anden uge, ville jeg gøre alt for, at de ikke skulle få den samme dårlige oplevelse, som mine piger havde haft med deres far og nye stedmor. Derfor satte jeg alle sejl til for, at de skulle føle sig velkomne og hjemme hos os. Selvom mine piger ikke var helt vildt begejstrede for tanken, stod jeg fast på, at de fremover skulle flytte sammen og dele et værelse, så Jeppes teenagedatter kunne få sit eget værelse her hos os. Tvillingerne måtte så dele mit gamle soveværelse, mens Jeppe og jeg klemte os sammen i husets lille kammer.

I starten gik vores familiesammenføring over alt forventning. Selvom Jeppes børn måtte stå det tidligere op, for at han kunne nå at køre dem i skole til tiden om morgenen, og at de derfor var det mere trætte om aftenen, så kom alle godt ud af det med hinanden.

Der var dog langt mere rod og larm i de uger, vi var syv mennesker i stedet for ”blot” fire i huset. Jeppes livlige tvillinger havde også tit overnattende venner i weekenderne, og så lå der ellers en hel bunke drenge og sloges i sofaen, mens Jeppes teenagedatters vasketøj lå og flød allevegne - på nær foran vaskemaskinen.

Ind imellem havde jeg lyst til at hæve stemmen og bede dem dæmpe sig lidt og hjælpe til med det praktiske, men jeg var bange for, at det ville udløse en konflikt – ikke mindst mellem Jeppe og mig. Modsat mine pigers far, var Jeppe nemlig ”på” hele den uge, han havde sin børn, og bare han følte den mindste kritik af sine børn, rejste han børster. Det havde jeg faktiske respekt for, men samtidig fik det mig også til at føle mig som den onde stedmor, hvilket jeg for enhver pris aldrig ville være. Så i stedet for stille krav til Jeppes børn, gik jeg i rette med mig selv. Det var for pokker børnene, der betalte den største pris for, at vi nu kunne bo sammen. Hvad betød det så, at de ikke gik ud med skraldet eller hjalp til med at tage opvasken? Der gik dog ikke så længe, inden mine piger begyndte at brokke sig over, at jeg stadig krævede, at de skulle hjælpe til med det praktiske, mens Jeppes børn slap. For at undgå konflikter mellem børnene, begyndte jeg derfor at slække på kravene til mine egne piger. Så når jeg havde handlet ind efter arbejde, kørte jeg hjem og ryddede selv op efter børnene og satte vasketøjet over. Jeppe kom først hjem med sine børn, når jeg havde stillet aftensmaden på bordet. Når jeg så senere havde ryddet af efter os og kom ind for at slappe af i sofaen, var der som regel ikke plads til mig. Jeg begyndte stille og roligt at tage mig selv i at tælle dagene til, at Jeppes børn skulle hjem til deres mor. Men når de kom det, arbejdede Jeppe til gengæld dét længere på kontoret, så han kunne nå indhente det forsømte, inden han skulle have børnene igen.

Selvom det gav mig mere tid til at være alene sammen med mine piger derhjemme, var det nu heller ikke længere særligt afslappende. For min ældste datter, der tog sig mere sammen, når Jeppe og hans børn var her, smed masken, når vi blev alene. Nu fik hun luft for al sin undertrykte harme - bl.a. over at være tvunget til at dele værelse med sin lillesøster. Hun forstod ikke, hvorfor Jeppes datter, der havde sit eget værelse hjemme hos sin mor, også skulle have sit eget værelse hos os på bekostning af hende. Hun følte i det hele taget, at Jeppes børn efterhånden betød mere for mig end hun og hendes søster gjorde det. Min yngste datter havde ”bare” morsyge og ville pludselig sidde på skøddet og putte med mig konstant, som var hun igen et lille barn. Når Jeppe så endelig kom hjem fra arbejde, savnede han også alenetid sammen med mig.

I det hele taget følte jeg ikke, at jeg kunne slå til som mor, bonusmor – eller kæreste længere. Jeg gik bare rundt og blev mere og mere træt. Når Jeppe spurgte, hvad der var galt, turde jeg ikke svare ærligt. For hvis jeg fortalte, at jeg ikke magtede at være papmor for hans børn, vidste jeg jo nok, hvad klokken var slået.

LÆS OGSÅ: Sammenbragt familie: Sådan gør I det bedst for børnene

Jeg opsøgte derfor vores kommunes familerådgivning for at få et råd til, hvad jeg skulle gøre, og det var et godt valg. For allerede efter et par samtaler med rådgiveren kunne jeg se, at det slet ikke var mine papbørn, der var problemet, men derimod de høje forventninger, jeg havde til mig selv om at være den perfekte papmor. Ikke et sekund havde jeg overvejet, at Jeppes børn slet ikke havde noget behov eller ønske om, at jeg skulle være andet end dét, jeg nu engang var, nemlig mig selv. Det var også først nu, at jeg turde gå hjem og tage en mere ærlig snak med Jeppe om, hvilke forventninger vi egentlig havde haft, da vi valgte at flytte sammen. Vi måtte begge erkende, at vi jo nok havde drømt om, at vi kunne blive den kernefamilie, vi hver især var mislykkedes med i første omgang. Det var ikke lykkes, så nu blev vi i stedet enige om at forholde os til virkeligheden. Vi var to voksne mennesker, der havde valgt at bo sammen med alle vores børn, og hvis det skulle komme til at fungere, blev vi nødt til at blive enige om nogle husregler, som også vi kunne leve med.

Det var en stor forløsning, da jeg gav slip på min rolle som papmor og i stedet trådte i karakter som mig selv. Nu kunne jeg ikke bare sætte grænser og stille krav til Jeppes børn, jeg blev også meget bedre til at sige fra over for Jeppe. Selvfølgelig hjalp jeg ham stadig gerne med det praktiske, når han havde sine børn, men jeg ville ikke længere tages for givet, og jeg ville frem for alt ikke længere gå på kompromis i forhold til mine egne børns behov for mig. Når de havde brug for mig, var jeg der for dem og smed ikke længere alt, hvad jeg havde i hænderne for at stå klar med middagsmaden til Jeppe og hans børn. Faktisk syntes hans børn også, at det var rigtigt hyggeligt at lave aftensmad sammen med deres far, mens jeg måske var gået på pizzeria med mine piger.

Det, at vi havde fået talt med børnene om, hvordan vores sammenbragte familie skulle fungere, gjorde, at vi alle faldt mere til ro. Selvfølgelig var og er der stadig masser af udfordringer, men siden vi har kastet alle vores foreventinger om, hvordan tingene burde være over bord, så er alt begyndt at glide meget bedre i vores kaotiske, men også ret så hyggelige sammenbragte familie.


Henter...