SPONSORERET indhold

Er det muligt for mig at føde hjemme?

Af:: Redaktionen
20. jan. 2009 | Børn | Vores Børn

Spørgsmål:

Jeg vil gerne føde hjemme næste gang, men er rhesusnegativ. Kan jordemoderen tage blodprøver hjemme hos os selv umiddelbart efter fødslen, eller skal vi begge to køres på sygehuset bagefter?

Cecilia

Læs jordemoderens svar på næste side.

Svar:

Hej Cecilia

Din rhesusnegative blodtype er ingen hindring for at føde hjemme. Jordemoderen tager en blodprøve fra barnets navlestreng, når det er født. Blodprøven tager hun med tilbage på hospitalet, som så undersøger, hvilken blodtype barnet har. Er barnet rhesusnegativt, gøres ikke noget. Er barnet derimod rhesuspositivt, skal du have en såkaldt anti-D-indsprøjtning inden 48 timer.

Årsagen er, at hvis du som rhesusnegativ har båret et rhesuspositivt barn i maven, er der en lille risiko for, at du vil danne antistoffer mod rhesuspositivt blod. Det foregår på følgende måde:

Lidt af barnets blod er kommet over i din blodbane, for eksempel under fødslen. Når rhesuspositivt blod kommer ind i blodbanen med rhesusnegativt blod, vil du reagere med at danne antistoffer mod det fremmede blod. Næste gang du bliver gravid, har du så antistoffer i blodet mod rhesuspositivt blod. Hvis dit næste foster også er rhesuspositivt, vil dine antistoffer begynde at nedbryde dit fosters blodlegemer. Og det er ikke godt.

Hvis det barn, du snart skal føde, således er rhesuspositivt, bliver du bedt om at komme ind på fødeafdelingen for at få en indsprøjtning med anti-D inden 48 timer. Får du den, danner du ikke antistoffer. Dog ses det i sjældne tilfælde, at man danner antistoffer alligevel. Derfor er det vigtigt, at der i næste graviditet bliver taget blodprøver i begyndelsen og i uge 34, så man kan være sikker på, at der ikke er dannet antistoffer mod rhesuspositivt blod.

Venlig hilsen
Gitte Dencker