Klumme: "Det seneste forældremøde i fodboldklubben endte i skænderier, tårer og efterfølgende fællesmails med undskyldninger"

Der bliver født omkring 60.000 børn i Danmark om året. Hvis vi går ud fra, at halvdelen er drenge, og at halvdelen af de drenge gerne vil spille fodbold, er der 15.000 fodboldspillende drenge på en årgang.

Af dem besidder cirka 2.000 den grad af medfødt talent og drive, der skal til for at få dem til at prioritere fodbold over både Fortnite og almindeligt drenge- sløvsind, som ellers kan tage livet af enhver gejst og gnist.

Og så er vi ikke engang nået til teenageårene, hvor hele hormon-korthuset igen ramler sammen, frontallapperne blafrer om ørerne på dem, og det hele bare bliver megaherrefuckingåndsvagt. Dem, der måtte nå gennem dette nåleøje, som i øvrigt ikke just bliver større af, at pigerne fra klassen nu også begynder at dukke op til fodboldkampene, skal så gerne opdages af en af de store fodboldklubber med egentlige talentudviklingsprogrammer.

Og så er de ikke engang halvvejs mod landsholdet endnu. Sagt lige ud: Sandsynligheden for, at din lille guldklump en dag opfylder sin drøm om at blive professionel fodboldspiller, er sgu ikke ret stor. Vi fædre har i årtier vidst, at netop dét er en ubarmhjertig erkendelse at gøre sig, ikke mindst fordi vi ofte ser vores sønners talent som en slags guddommelig kompensation for det dybt uforståelige i, at vi selv blev overset, da landsholdet skulle udtages i 98.

Læs også: Klumme: Her er småbørnsfamiliens fjende nummer 1

Til gengæld har I mødre altid været gode til at mane til ro, for herregud, det er jo bare fodbold, som I sagde til hinanden ude i campingstolene under laget af vatterede tæpper. Hvis nogen kunne tage det hele oppefra og ned, så var det jer.

Men i takt med, at vores børns fritidsbeskæftigelser i stigende grad kræver en helvedes masse forældredeltagelse i form af frivillige trænere, holdledere, kagebagere og ansvarlige for klubbens salg af pølsehorn og paristertoasts, er især I mødre blevet mere involverede i sønnens vej gennem den spæde fodboldkarriere, end godt er.

Som far til børn i forskellige fodboldklubber har jeg de seneste år været vidne til et skred, hvor det pludselig er jer, der skændes og skælder ud til forældremøderne i klubben. For hvorfor i alverden kan der ikke være plads til lille Milton på A-holdet, når han nu ikke har det så godt med at spille med alle boldidioterne nede på B-holdet?

Har træneren først bedt jer om at bage 230 pizzasnegle til fodboldstævnet, kan I vel også bede om en plads til junior på førsteholdet, ikke? Det seneste forældremøde i min yngste søns klub endte således i skænderier, tårer og efterfølgende fællesmails med undskyldninger.

Læs også: Klumme: Altid fokus på andres behov men hvad med mig

Hvis du troede, at sukker- og gavepolitik-diskussionen i 0. klasse var hård, så bare vent, til din øjesten bliver vraget til kampen, og træneren ikke udviser den store forståelse for barnets behov. En krudttønde tilsat forældrefølelser og lunken cafeteriakaffe. Men det er svært at være involveret i sit barn uden at være ALT for involveret.

Svært at få ambitioner, følelser og omsorg til at gå op med realisme og erkendelsen af, at der altid vil være børn, der er bedre på banen end dit. Så måske skulle I atter minde hinanden om, at det trods alt bare er fodbold, og at knægten alligevel snart vil blive bølletacklet af hormoner og søde piger. Vi skal nok samle ham op weekend efter weekend, indtil det sker. Vi har trods alt selv levet med følelsen siden 98.