Klumme: Hvorfor må vores børn nu ikke komme med på restaurant?

Min første indskydelse var ”Det giver da god mening”. Jeg havde netop læst, at flere restauranter, herunder min egen lokale Café Sokkelund på Frederiksberg, havde valgt at køre en ny og mere restriktiv linje. Og nej, det gjaldt hverken kød, corona eller udskænkning af cocktails. Det gjaldt børn.

Det frederiksbergske etablissement har ganske enkelt lavet en børnepolitik: ”Sokkelund er for voksne mennesker. Vi ønsker en afdæmpet og diskret stemning, hvor voksne gæster uforstyrret kan nyde hinandens selskab. Børn er også velkomne, men de er her på de voksnes præmisser – ikke omvendt. Det betyder, at hvis et barn græder, larmer, osv., så skal barnet, af hensyn til de andre gæster, ikke være på Sokkelund.” Videre forklarer de, at der heller ikke er børnestole eller puslefaciliteter, ingen børnemenu og ingen særlige hensyn.

LÆS OGSÅ: Dét har jeg lært af min femårige

Umiddelbart er det jo helt sympatisk, at børn hverken skal græde, råbe eller skrige, når de er ude blandt ældre, betalende besøgende – men hvorfor må de ikke sidde ordentligt eller få skiftet den ble, der netop kan give anledning til tårer og mislyde?

Hvad hvis samme devise gjaldt, når vi rejste ud i verden for at lære vores børn om andre kulturer, og hver gang vi ville introducere dem til landets måske mest kulturbærende element næstefter sproget, nemlig maden, fik at vide, at vores børn måtte finde den nærmeste KFC eller Burger King, for de var ikke velkomne på det lokale gasthaus, bistro eller trattoria?

Tænk hvis de fældede en tåre eller slog en prut! Min mand og jeg har gjort en dyd ud af at rejse med vores tre børn, fra de var ganske små, og vi har taget dem med på restauranter, længe før de havde sprog endsige en veludviklet sans for dekorum. Vi har taget ansvar for, at de ikke var til gene for andre spisende i hverken Paris eller Melbourne. Ikke ved at overlade dem til en fastfood-frokost og en lur i barnevognen eller ved at deponere dem i et legeland med egen madpakke, men ved at vise dem, hvordan man opfører sig, når man er ude at spise. At man venter på sin mad, smager på det (ukendte), man får serveret, taler i et moderat toneleje og undlader at bruge møblementet som klatrestativ.

LÆS OGSÅ: Skab madglæde hos dit barn: Sådan gør I måltiderne hyggelige

Præcis som vi har lært dem at gå stille ind i en katolsk kirke, holde afstand til skulpturerne på Rodin-museet og ikke røre ved samtlige kopper hos den lokale keramiker, vi besøger i Toscana. Vi har aldrig mødt andet end velvilje og omsorg fra såvel tjenere som naboborde, når vi har rejst syd for den danske grænse – hvorfor indskrænker vi så vores egen lokalkultur?

Som borger i et land, hvor vi bryster os af vores frisind, tolerance og hyggekultur, ærgrer det mig, hvis det bliver en ny normal, at vi afskærer vores yngste borgere fra netop det, der skal gøre dem til både rare gæster og hele mennesker. Og det vil være det, der sker, hvis flere steder frabeder sig de mindste menneskers besøg. For hvis de kun er velkomne, når menuen hedder nuggets og fritter, tjeneren er i klovnekostume, og musik tapetet er greatest MGP, hvordan opdager de så, hvordan man udviser hensyn overfor alle dem, der ikke ligner én selv, og oplever nysgerrighed overfor retter, der ikke er umiddelbart genkendelige.

LÆS OGSÅ: Klumme: Her er mit bedste råd til alle jer, der først nu har fået små børn

Er det ikke netop kulturbærernes opgave – uanset om de er fanget i kroppen på en forælder, en museumsdirektør eller en restauratør – at give den kommende generation mulighed for at lære at begå sig ved at se, hvordan den ældre generation gør?