Dårlig samvittighed hos mor
Foto: Franne Voigt Kender du følelsen, som Mette Hovmand-Stilling beskriver her i sin klumme?

Klumme: Dét rammer mig stadig som en knytnæve

Den kan komme snigende. Den kan ramme dig som en knytnæve. Eller den kan være en konstant følgesvend i dit moderskab. Den dårlige samvittighed rammer hele 87 % af mødre på dagligt eller ugentlig basis, viser en ny undersøgelse. Den dårlige samvittighed ramte også mig. Indtil jeg stillede et forsigtigt spørgsmål.

Hjemme hos os er det min mand, der smører madpakker. Det er også ham, der henter ni ud af ti dage, ham, der står for aftensmaden og oftest kører ungerne til karate.

Men sådan har det ikke altid været.

For et års tid siden befandt jeg mig i konstant dårlig samvittighed, for jeg ville det hele til perfektion: Være den perfekte mor, den kærlige kæreste med masser af overskud og den pligtopfyldende medarbejder. Jeg halsede afsted for at hente før klokken 16 (hvor børnehaven og fritten næsten stod tomme), madpakkerne indeholdt gnavegrønt og hjemmebagte boller, og jeg missede ikke én aftale, der havde med ungerne at gøre.

Alligevel havde jeg konstant dårlig samvittighed: Over for min arbejdsplads for ikke at give lige så meget som før, jeg fik børn; over for børnene over ikke at kunne hente tidligere, være mere nærværende eller liiige skulle tage en telefon i ulvetimen; og over for min mand over at måtte åbne den bærbare hver aften for at indhente det, jeg ikke havde nået – hvis jeg da ikke faldt i søvn af udmattelse, når jeg puttede ungerne.

Nye tal afslører den dårlige samvittighed

En ny undersøgelse, vi har lavet her på Vores Børn, vidner om en generation af mødre med kronisk dårlig samvittighed.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Mødre har kronisk dårlig samvittighed - har du?

87 procent føler den ofte: Over at hente for sent, arbejde for meget, være fraværende, tillade for meget skærmtid. Statistisk set deler vi de praktiske opgaver mere og mere i hjemmet, alligevel buldrer mor-hjernen hele tiden derudaf med ting, der skal huskes og koordineres: Legeaftaler, fødselsdagsgaver, skiftetøj ... Usynlige opgaver, der i langt, langt de fleste tilfælde varetages af moren, og som en knude i maven rammer os med dårlig samvittighed, hvis vi misser en enkel.

Som da min kollega i sommer havde glemt at give sin datter badetøj med i tasken til dagens vandkamp. Hun kunne ikke slippe det ‘åh nej, nu kan hun ikke være med’. Jeg forstod hende. Til fulde. Følelsen af at have svigtet barnet og ikke slå til som mor.

At bede om hjælp

Da jeg for et års tid siden – temmelig udkørt – spurgte min mand, hvorfor det egentlig var blevet sådan, at det var mig, der stod for det meste, svarede han: ‘Fordi jeg troede, at du gerne ville. Du har jo aldrig sagt andet’.

Point taken.

Han havde jo ret. Jeg havde som det naturligste i verden påtaget mig rollen som den primære omsorgskoordinator, både når det gjaldt pølsehorn og gaven til bedstevennen,
for det var ligesom det, mødre gjorde, ikke?

Da jeg tog tilløb og spurgte, om han ville smøre madpakker, sagde han bare: ‘Selvfølgelig!’ og han ville også gerne være den, der hentede mest.

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg ikke bare har sagt det højt tidligere. Men jeg tror, at jeg havde brug for at mærke efter, hvor det føltes ok at sænke barren for det perfekte moderskab, hvad jeg kunne slippe, så læsset ikke væltede.

For mens min mand er helt ok med at smøre madpakker, vil jeg gerne læse godnathistorie, og holde styr på, hvad de skal have med til emneugen. Også selv om det stadig kan give mig dårlig samvittighed, hvis jeg glemmer 20’eren til de stores kagebod. Den tror jeg aldrig, jeg slipper for. Den rammer mig som en knytnæve, når jeg et par gange om måneden arbejder til over børnenes sengetid, og de kvitterer med et: ’Skal du nu arbejde IGEN?’

Ja, min skat. Men i morgen er det mig, der læser godnathistorie igen.

Om skribenten

Mette Hovmand-Stilling er chefredaktør på magasinet Vores Børn. Hun er gift med Simon og mor til Otto på seks år og Viggo på 10 år. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Mor og Familieliv