Klumme om danske børneformidlere
SPONSORERET indhold

Klumme: Dansk børne-tv giver vores børn viden og kritisk sans – tak for jer

Det gør mig så taknemmelig og stolt, at vi lever i et land, hvor børn – og alle deres spørgsmål om alt fra corona til klima – bliver taget alvorligt. Hatten af for alle børneformidlere, der hjælper med at gøre vores børn lidt klogere på livet.

Af:: Mette Hovmand-Stilling Foto: Franne Voigt
31. jul. 2020 | Børn | Vores Børn

Jeg har fået et nyt idol. Hun optræder gerne på tv med dobbelt knold, neonfarver og eyeliner med glimmer.

Hun hedder Anna Lin og er vært på Ultra Nyt – børnenes svar på tv-avisen. Og så alligevel ikke, for Ultras nyhedsformidling til børn er alt andet end alvorlige mænd og kvinder i jakkesæt. Det er leg, læring og fascination på højeste niveau med spot on udgangspunkt i ungernes hverdag.

Når Anna og medværten Jonas stiller skarpt på fænomener som TikTok, skolelukning og corona, men også emner som fake news, klimaforandringer og konkurser. Udfordringer og begreber, som nok hører hjemme i en voksenverden, men bliver formidlet i et sprog, så børn forstår, for det vedrører også dem.

Hatten af for det.

LÆS OGSÅ: Ramasjang-værter: ”Vi har gode forældre i det her land, der bekymrer sig om deres børn”

De kloge børn

Jeg er både stolt over og taknemmelig for, at vi lever i et land, som tager børn seriøst. Som gør en dyd ud af at inddrage dem i samfundet, klæde dem på med viden, oplysning og kritisk sans og lader dem komme til orde.

Tag ikke fejl. Børn er kloge, de stiller spørgsmål, som kræver svar. Og som hurtigt kan vokse sig store i små børnehjerner, hvis vi ikke giver dem svar.

Forleden spurgte min søn: “Mor, bliver du og far fyret nu?” Han havde hørt om et utal af fyringsrunder i kølvandet på corona, og det havde sat gang i en lang tankerække om at skulle sælge vores hjem, flytte væk fra vennerne og måske ikke have råd til fredagsslik. Også bekymringer omkring klimaforandringer og symdom, kan fylde for de små. Når Tvebak i Brødrene Løvehjerte kan dø, kan vi vel også? Hvad svarer man lige til det? For det kan jo ske … at jeg bliver fyret, at nogen, vi holder af, dør, og at vores jord bliver påvirket ...

Jeg er tilhænger af ærlighed. Men ved også, at for mange detaljer kan gøre ondt værre. Derfor er jeg taknemmelig for alle de dygtige mennesker, som hjælper med at formidle viden til vores børn – som for eksempel Anna Lin. Eller Sandra Meinich Juhl aka Bamselægen. Som – udover at være vaskeægte læge på Herlev Hospital – også kurerer alt fra brækkede poter til hoste hos børnenes bedste bløde venner på tv.

Nogen vil måske ryste på hovedet over at sende en bamse på operationsbordet som underholdning for en tre-fireårig, men ikke mig. Jeg synes, det er genial formidling til de mindste, for programmer som det, er med til at afmystificere de hvide kitler og blanke lægeredskaber, som ellers kan skabe både frygt og ængstelse hos de små.

Akkurat som Radionauterne, der på lyd blandt andet formidler klimaudfordringer uden løftede pegefingre, men med et stærkt incitament til at passe på vores insekter, smide affald i skraldespanden og tage cyklen i stedet for bilen.

Jeg skal vænne mig til at blive højlydt irettesat af mine drenge, hvis jeg en sjælden gang kommer til at smide et stykke tyggegummi på vejen i stedet for i skraldespanden, og at de både ved, hvem Donald Trump, Greta Thunberg og Mette Frederiksen er. Men jeg elsker det, og jeg takker i mit stille sind alle de seje børneformidlere for at hjælpe mig med at opdrage mine børn til demokratiske, frittænkende, ansvarlige små samfundsborgere.

Anbefalet til dig