Kolik: Mit barn har ondt
Foto: Privat Kolik-gråd vender du dig hurtigt til. Men de andre forfærdelige ting, der følger med, er en anden snak, fortæller Anne-Mette, hvis søn fik kolik.

Kolik: Mit barn har ondt

Kolik: ”Det værste var faktisk ikke, at han skreg. Det var visheden om, at det gjorde så ondt på ham”

31-årige Anne-Mette fik et kolikbarn, da hun i forvejen havde en lille pige på to år. Det var en mareridtsagtig periode i hendes liv.

Faktaboks

Anne-Mette Jessen Jakobsen er 31 år og toldassistent. Hun bor uden for Esbjerg med sin mand og to børn på 3,5 år og 1,5 år.

– Min datter var den nemmeste baby, siger 31-årige Anne-Mette Jessen Jakobsen og husker tilbage på den lykkelig tid i hendes liv, da hun var på barsel med sit ønskebarn nummer ét: En fin lille pige.

Da Anne-Mette efter to år blev gravid igen med en dreng, glædede hun og hendes mand sig enormt til familieforøgelse og endnu en barsel, hvor der skulle nusses om datteren, og alt skulle være rosenrødt, ligesom det havde været under barsel nummer et.

LÆS OGSÅ: Velkommen på barsel – dit nye fuldtidsjob

Men det skulle vise sig at være en naiv forestilling, som skulle forblive en drøm.

– Min søn var meget urolig i dagene efter fødslen, og da der var gået en uge, kunne min mand og jeg godt fornemme, at det ikke var helt normalt, siger Anne-Mette.

Fortrængt hvor slemt det virkelig var

Anne-Mette og hendes mand havde ikke skænket kolik en tanke, for det var ikke noget, de tidligere havde oplevet i nogen af deres familier. De tog deres nyfødte søn med til lægen, som hurtigt konkluderede, at det var forstoppelse. Så i en rum periode derefter, gik parret ud fra, at det ”bare var forstoppelse”. Men i så fald var det en meget slem forstoppelse, for sønnen græd og græd og græd.Når Anne-Mette fortæller, hvordan hendes søn ”kun” græd i tre timer om natten, fornemmes det hurtigt, at tre timer i hendes optik ikke er slemt, selvom det vil få de fleste nybagte mødre til at blegne. Tanken om en grædende baby i tre timer hver nat? Pyha.LÆS OGSÅ: Forstoppelse: Det skal din baby (ikke) spiseMen for Anne-Mettes lille familie var det kun begyndelsen. Sønnens gråd blev gradvist værre og værre.– I virkeligheden har jeg nok fortrængt, hvor slemt det virkelig var, for ellers ville jeg aldrig være i nærheden af at skulle have flere børn. Men jeg kan huske, at når jeg hentede min datter, så var vi død og pine nødt til at være hjemme kl. 16, for dér startede gråden, siger Anne-Mette.Gråden startede på minuttet. Hver dag. Så Anne-Mette var stort set ikke uden for en dør efter klokken fire. Og det var den toårige datter heller ikke, for Anne-Mettes mand kom først hjem fra arbejde kl. 17:30.  – Det var et mareridt. I halvanden time gik jeg rundt med min datter på to år i den ene hånd og en skrigende baby på underarmen, siger Anne-Mette.

Alene med skrigende baby og toårig

Det var ikke kun lillebror, der græd meget i den periode. Det gjorde storesøster og Anne-Mette også. Anne-Mette i afmagt over ikke at kunne gøre noget, og storesøster fordi, hun syntes, det var så synd for lillebror. Selvom hun kun var to år, oplevede hun det hele med Anne-Mette og hendes mand, for gråden startede først, når hun var kommet hjem fra dagplejen.– Det værste var faktisk ikke, at han skreg. Det var visheden om, at det gjorde så ondt på ham. Det var skrig af smerte, siger Anne-Mette, der havde en fast iboende følelse af afmagt, for hun kunne se på sin søn, at han havde sindssygt ondt, men uanset hvad hun gjorde, ville smerten ikke gå væk.LÆS OGSÅ: Test om din baby har kolikAnne-Mette var heller ikke i stand til at trøste sin ulykkelige datter, da hun ikke kunne lægge sin grædende baby fra sig. Det var først, når hendes mand kom hjem, at hun kunne kaste lillebror i armene på ham og slippe ud i den friske luft i haven med datteren for en stund.– Og så skulle jeg have en cigaret. Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har røget så meget, som jeg gjorde i den periode. Og jeg var ellers stoppet, siger Anne-Mette.I dén periode udviklede aftenerne og nætterne sig til at være sande mareridt.I mange uger græd sønnen fra det faste tidspunkt om eftermiddagen klokken fire til to-tre om natten. Uafbrudt. Det var utænkeligt at få ham puttet, så i de måneder sov Anne-Mette i stuen med ham, så datteren og manden kunne få deres nattesøvn. Og plejen og omsorgen for datteren stod Anne-Mettes mand for. Han lavede maden, puttede hende, gav hende bad og fik hende op om morgenen.LÆS OGSÅ: Kolik: Albert græd ti timer i døgnetSå når Anne-Mettes mand gik i seng ved halv ti-tiden om aftenen, gik Anne-Mette rundt mutters alene med en skrigende baby på armen i mange timer. I mange uger sov Anne-Mette kun fire timer i døgnet, for når sønnen sov om dagen, var der oprydning, planlægning og resten af familien at tage sig af.

Jordens dårligste mor

Hun husker tilbage på tiden med stort vemod. Det var en tid i hendes liv, hvor hun følte sig utilstrækkelig på alle måder og på alle planer.– Jeg følte mig som den største falliterklæring og som jordens dårligste mor. Det var en grim følelse ikke at kunne hjælpe den lille, men samtidig se, hvor meget den store savnede min kontakt – savnede sin mor. Og hun var jo kun to år, så det var svært for hende at forstå, hvad der foregik, siger hun.Det var en fuldkommen vanvittig periode i den lille families liv.LÆS OGSÅ: Hjælp, har mit barn kolik?Når ens baby tydeligvis har frygteligt ondt, forsøger man som forældre at gøre alt, hvad man kan, for at finde noget, der kan hjælpe. Men når intet hjælper, og gråden er non stop, må man næsten nå et punkt, hvor man opgiver at forsøge at finde et hjælpemiddel og må indse, at alt er nyttesløst. Sådan var det i hvert fald for Anne-Mette.– Vi prøvede alle lægemidler til at starte med, fordi det var jo forstoppelse og det ene og det andet. Vi prøvede alle afføringsmidler, remedier mod luft i maven og hundrede forskellige typer modermælkserstatning. Vi havde ham også til zoneterapi, kiropraktor og læge konstant, siger Anne-Mette.De endte med at få en indlæggelse, fordi deres læge ville være sikker på, at det nu også bare var kolik. Efter, de havde været indlagt i tre døgn, kom konklusionen så: Sønnen skulle have afføringsmiddel, og det var “bare” kolik.– Det hjalp ingenting at give ham noget for tarmene, selvom lægerne havde sagt, at kolik var lig med, at der var noget galt med tarmene. Så til sidst tog vi selv beslutningen om, at han ikke skulle have mere afføringsmiddel, fordi det var for hårdt ved ham, siger Anne-Mette.LÆS OGSÅ: Lær at rumme babys grådIntet ved denne barsel var, som Anne-Mette havde forventet. Hun var glad for sin baby, men samtidig var hun dybt ulykkelig og stod midt i en krise, hun ikke i sin vildeste fantasi kunne have forudset. Hun kunne ikke føle nogen glæde ved at have fået et barn.– Det var så hårdt mentalt. Jeg tænkte mange gange, at det ikke kunne passe, at mit barn skulle være sådant. Det er sådan noget, der sker for naboen. Vi havde jo et sundt og rask barn i forvejen, så hvorfor skulle vi lige pludselig have det her? Det var jo ikke det, jeg havde bestilt. Når han endelig faldt i søvn om natten, og jeg kiggede på ham, tænkte jeg: “Dét her er mit barn: sødeligt sovende. Skrigemonstret, der var der for en time siden, kan ikke have været mit barn”. Kærligheden til min søn kom først for alvor senere, siger Anne-Mette.

Menneskelige behov sat på pause

Anne-Mette måtte lægge sig selv på hylden i de måneder. De helt basale menneskelige behov blev sat på pause. Men det hårdeste var ikke kolikken i sig selv, for den fandt Anne-Mette hurtigt ud af, hun ikke kunne gøre noget ved. Det hårdeste var noget andet.

– Jeg kunne ikke være der for min datter. Min datter havde intet nærvær med mig i de måneder, og det var en udfordring at opbygge forholdet til hende efterfølgende. Hun reagerede ved, at jeg ikke måtte gå nogen steder hen – jeg kunne ikke en gang gå på toilettet. Hun havde et ekstremt behov for at vide, at jeg var der for hende.

Anne-Mette og hendes mands parforhold blev sat fuldstændigt på pause. De boede under samme tag, og det var det. Der var intet nærvær. Ikke engang kys.

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I det første år med barn

– Vi tænkte slet ikke på det, for alt var ren overlevelse, hvor det handlede om at have alt klar, så der ikke var så meget, der skulle ordnes, når han begyndte at skrige. Dét og så at vise vores datter, at vi stadig elskede hende. Mentalt var vi på overarbejde. Som par skulle vi lære at være mand og kone igen bagefter. Det var rigtig svært, husker Anne-Mette.

I dag er Anne-Mettes søn halvandet år, og hendes datter er tre et halvt. Kolikken forsvandt som dug for solen, da sønnen var tre måneder og seks dage gammel. Anne-Mette husker det tydeligt:

– Jeg kan huske, at jeg tænkte: hvorfor skriger han ikke? Der er noget galt. Vores vanvittige liv med kolikken var blevet normalen.

Anne-Mette vil råde andre kolikbarnsforældre til at støtte hinanden, så meget de overhovedet kan.

– For det vil være den hårdeste periode, I overhovedet kan forestille jer. Hvis I har behov for at græde, så gør det. Det er en stor lettelse at få lov til at komme ud med sin frustration. Det er også vigtigt at lytte til sit eget instinkt som forælder – for det er bedre end lægernes.

LÆS OGSÅ: 8 gode råd mod kolik

LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys gråd

LÆS OGSÅ: Gråd: Derfor vil baby bæres i dine arme

Se, hvad vi ellers skriver om: Kolik, Baby og Børnepsykologi