Lær dit barn at håndtere legeaftaler

“Mor, må Emma komme med hjem i dag? Må hun ikke nok?”.

Når spørgsmålet er blevet stillet cirka 800 gange, er det nok på tide at tage Emma med hjem. Så du tager tidligt fri for at hente FØR frugt, så pigerne har rigtig god tid sammen.

Emmas mor bliver naturligvis lykkelig, – hun kan både nå indkøbene og frisøren, og du nyder rollen som Supermor og hører måske pludselig dig selv slå ud med armene og sige, at Emma da også kan spise med, for det bliver så smadderhyggeligt.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dit barn med at lege

Men få sekunder efter I er landet derhjemme, bryder det første uvejr løs. Din datter vil have sin dukke for sig selv. Emma græder. Og du ser pludselig dig selv, stå og forklare en 4-årig, at hun selvfølgelig må dele sin dukke med sin gæst og ‘Du har selv inviteret hende! Leg så!’.

Ups, hvor blev Supermor lige af? Og kan Supermor tillade sig at ringe efter Emmas mor klokken halv fire, når aftalen først var afhentning klokken syv?

Barnets egne behov er vigtigst

Ja, det kan hun godt, ifølge psykolog Camilla Holst, som selv er mor til tre. For det handler i sidste ende om, hvorvidt du vil have selvstændige børn, eller du vil have kollektive børn. Selvstændige børn kan mærke, hvad der er bedst for dem selv og tager hensyn til det først. Besværligt for dig, men godt for dit barns selvfølelse.Kollektive børn er dem, der sætter fællesskabet først, og som måske kan komme til at overhøre deres egne behov, hvis de bliver tvunget til at gøre noget for andres skyld. Umiddelbart nemmere for dig, men ikke særlig sundt for selvværdet. Så hvis du vil styrke dit barns selvværd, så giv barnet lov til at bestemme, også når det er besværligt eller pinligt, siger Camilla Holst.LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege“Jeg giver selv mine børn meget frie rammer til at vælge deres kammerater. Så længe de har et bredt udsnit af forskellige sociale relationer, så er jeg glad. At vælge en kammerat er ikke det samme som at fravælge en anden, og min pointe er, at børn ikke skal tvinges til at indgå legeaftaler, fordi det passer forældrene. Venskab er meget dyrebart og vigtigt for alle børn, derfor skal de også selv have lov at vælge,” siger Camilla Holst og fortsætter:“Mine børn siger ind imellem, at ‘det ville være så hyggeligt, hvis I var venner med Amalies forældre.’ Men man svinger jo ikke lige godt med alle mennesker, og det samme gælder børn. Derfor er det så vigtigt ikke at presse noget ned over hovedet på dem. Hvis du gør det alligevel, fortæller du indirekte barnet, at det ikke skal lytte efter sin egen intuition om, hvad der er godt for dem selv.”

Bestem for børnehavebarnet

“Børn i børnehavealderen kan ikke selv overskue, om de er klar til legeaftaler. Det er vores job som forældre at mærke efter og varetage barnets interesser, også når barnet ikke selv ved, hvad der er bedst – og bestemt også, når de andre forældre ikke synes, det er praktisk at skulle hente deres barn før planlagt tid eller mener, det kunne være hyggeligt, hvis dit barn gad lege med deres. Det gælder om at kende sit barn, og hvis hun for eksempel er for udmattet til at lege efter en dag i børnehaven, så er svaret altså nej,” siger Camilla Holst.

Tag udgangspunkt i dig selv

Lise Andersen er psykolog og selv mor til to. Hun fortæller, at børnehavebørn ser meget sort/hvidt på verden. Kammeraten er enten åndssvag eller sød. Det er sjovt at lege, eller det er ikke sjovt. Så der skal mor ind og hjælpe med at få nuancer på,” siger hun. Hun mener, at vi skal lære vores børn, hvordan man kan være ærlig og lytte til sig selv, uden at såre andre unødigt. Den letteste måde at gøre det på er at bruge dig selv:LÆS OGSÅ: Udvikling: 7 lege der gør dit barn klog“Sæt dig selv i dit barns sted. Fortæl, hvordan du selv ville gøre i en tilsvarende situation. Og lær dit barn, hvad der er ret og rimeligt ifølge dine normer,” forklarer Lise Andersen.Først hen mod teenagealderen lærer børn langsomt at være mindre selvcentrerede og mere selvreflekterende.

Når empatien udvikler sig

I seksårsalderen er barnet klar til selv at bestemme lidt mere. I den alder udvikler barnet så småt forståelsen for andres følelser, så du kan godt begynde at fortælle dit barn, hvordan du tror, det føles for kammeraten, som får et nej til en legeaftale. Men det er stadig sådan, at hvis Anton gerne vil lege med din søn, og din søn hellere vil lege med en anden, ja, så er og bliver det din søn, der bestemmer. Det gælder også, selv om Antons mor er venindepotentiale for dig, og både hun og du synes, det ville være meget sjovere, hvis Anton og din søn i stedet blev bedste venner.Forskel på pasning og legeaftaleMen hvad gør du så, hvis du allerede er veninde med Antons mor, og hun spørger, om du vil passe ham en aften, hvor forældrene skal i byen?“Det kan man sagtens, så er det bare ikke en legeaftale mellem børnene længere,” siger psykolog Lise Andersen,“Så er det dig, der siger ja til at være barnepige for din venindes barn. Det kan jo godt være, børnene finder hinanden og leger alligevel, men du kan ikke tillade dig at forvente det.”Med andre ord: hvis dit barn vælger at bruge hele aftenen alene foran computeren eller fjernsynet, så er der ikke noget at gøre, så er det dig, der må trække i arbejdstøjet og spille Ludo og Kalaha som den søde barnepige, du selv har sagt ja til at være. Det er ikke et tegn på, at dit barn ikke fungerer socialt, det er bare et signal om, at dit barn er træt, ønsker alene-tid eller ikke har ‘kemi’ med dette andet barn.Men hvis du ønsker, at dit barn bliver en god ’vært’, så kan du starte med dig selv. For børn lærer af os voksne, og vi sætter eksempler for værtsrollen. Hvis vi tager imod vores gæster med åbne arme og hjertelig stemning, vil vores børn gøre det samme, når de fungerer godt.“Børn kan dog ikke, ligesom voksne, sætte en facade på og spille åbne og hjertevarme, når de ikke er det eller ikke føler det. Vi voksne kan spille skuespil, men det er ikke noget at lære sine børn, tværtimod,” mener Camilla Holst

Gen-invitation?

Et andet dilemma, hvor det kan være svært bare at være den voksne på sidelinien, er, når dit barn bliver inviteret med i svømmehallen, Tivoli eller sågar sommerferie med en kammerat, men dit barn ikke har lyst til at ‘betale tilbage’. Når det så er dig, der giver en bif-billet, så går den til August i stedet for Johan, selv om det altid er Johan, der inviterer din søn med til alting. Uha, det kan godt føles pinligt for mor, når hun møder Johans mor i børnehaven eller i klassen…Men der er ikke andet at gøre end at blande sig udenom, hvis man spørger psykolog Camilla Holst:“Jeg ser sådan på det, at man får noget, og man giver noget. Men det er ikke nødvendigvis de samme mennesker, man får noget af, som man giver noget til. Så jeg mener ikke, at man rigtig kan ’skylde’ noget, når vi taler om at give børnenes venner oplevelser. Jeg har helt klart nogle favoritter blandt mine børns venner, men jeg kunne ikke drømme om at tvinge mine børn til at tage mine favoritter med på tur,” siger hun og fortsætter:“En af de opgaver, forældre har, er at give deres børn moral og etik med på vejen. Det betyder måske, at man siger til barnet, at man ikke synes, hun kan tillade sig at sige ja til nummer tre invitation, hvis hun allerede ved, at hun ikke vil gen-invitere.”Psykolog Lise Andersen er enig:“Personligt ville jeg nok sige til mine børn, at jeg syntes, de skyldte kammeraten en Tivoli-tur, eller hvad det nu er,” siger hun.Men hun understreger samtidig, at det må være op til den enkelte families egne normer, hvad man lærer sine børn i de situationer.

Lær barnet om et pænt afslag

Psykologerne har begge nogle gode tips, til hvordan børn og forældre skal håndtere invitationer, enten ansigt til ansigt, eller når en lille kammerat ringer og spørger barnet, om det kan lege – og barnet ikke orker.“Det bedste, man kan lære sit barn, er altså at kunne tage hånd om sine egne behov på en hensynsfuld måde. Man kan for eksempel prøve at lære sit barn allerede fra børnehaven, at han ikke behøver at skrige ‘Nej, for du er dum’, hvis nogen spørger, om han vil lege. Men i stedet lære barnet, at han bare kan sige stille og roligt, at man ikke kan lege den dag,” foreslår Lise Andersen.Er barnet ældre, mener Lise Andersen godt, at du kan hjælpe dit barn til at sige nej på en måde, som ikke sårer det andet barn. Det kunne godt være ved at lære barnet om konceptet ‘hvide løgne’.LÆS OGSÅ: Derfor må din bølle godt lyve (lidt)“For selv relativt små børn kan godt forstå konceptet med at lade ærligheden vige for hensynet til den anden. Du kan også lære dit barn en eller anden sætning, som altid kan bruges, for eksempel ‘jeg kan ikke lege i dag, for det siger min mor’.”Her er Camilla Holst dog slet ikke enig. Hun mener, at hvis du lærer dit barn at lyve, kan det gøre dem konfliktsky som voksen. Hun synes i stedet, at man skal lære barnet at være tro mod sig selv og støtte barnet i at sige sandheden, og gerne være et godt eksempel og lære sit barn at begrunde sandheden.“Når barnet støttes i at sige til og fra med den sande begrundelse, er det en styrke til den mentale sundhed, som er vigtigt for, at et barn kan trives godt med sig selv og andre,” mener Camilla Holst.

Gider alligevel ikke

Men hvis nu aftalen allerede er indgået – må barnet så droppe ud, hvis han pludselig ikke har lyst alligevel, når I skal hente?“Jeg ville ikke selv give mit barn lov til at ændre sin legeaftale, medmindre det andet barn heller ikke gider lege. Jeg vil gerne opdrage mine børn til, at en aftale er en aftale. Men jeg ved også, at andre mennesker har det anderledes og har andre normer omkring aftaler,” fortæller psykolog Lise Andersen.LÆS OGSÅ: Forstå dit barns valg af vennerHvis dit barn ikke har lyst til en legeaftale alligevel, må du lære dit barn at søge ind til årsagen. Er barnet træt? Var der noget, som gik galt, sidst da de legede? Har de været uvenner?“Find ind til den sande årsag ved at spørge barnet, og støt barnet i at sige sandheden. Børn skal have lov til at finde deres egne grænser og udtrykke dem,” mener psykolog Camilla Holst.

Barnets plads i flokken

Når nu det lyder så indlysende, kan man jo spørge sig selv, hvorfor det kan føles så svært? For selvfølgelig skal børn ikke tvinges til at lege med nogen, de ikke har lyst til. Selvfølgelig skal de have så meget selvværd som muligt og mærke efter, hvad de selv har brug for. Og ja, i teorien er det let nok at vælge et selvstændigt barn frem for et høfligt barn. Men hvis ens barn altid gerne må sige nej til det, de ikke lige har lyst til, risikerer man så, at barnet bliver lidt egoistisk?

Nej, mener Lise Andersen. For mennesket er flokdyr, så vi vil altid være optaget af vores plads i flokken. Og børn, som ikke har en udviklet social kompetence, trives rigtig dårligt i en flok. Derfor skal vores børn opdrages til at kunne finde sig til rette i flokken og vise de hensyn, der skal til, for at de får lov til at være med, samtidig med at de skal lære at kunne sige fra og på den måde opretholde sin selvstændighed.

“Forskning i sociale kompetencer viser, at de børn, der har de bedste udviklede sociale kompetencer, bliver de mest populære og mest velfungerende i forhold til kammeraterne.

Sociale kompetencer, som for eksempel at kunne vise hensyn både til sig selv og andre, at give andre lov til at være med, at kunne dele og inddrage andre, at kunne vise medfølelse, tage hensyn og løse konflikter på en fornuftig måde, det er alt sammen kompetencer, som børn træner, når de leger sammen.

Så hvis legeaftalerne til tider kan virke besværlige at overskue, så glæd dig over, at dit barn udvikler sig ved hele processen, lige fra hvordan aftalen indgås, når barnet ‛forhandler’ om hvor, der skal leges og selve legen.

LÆS OGSÅ: Derfor er dit barns venner vigtige

LÆS OGSÅ: Få et barn der strutter af selvværd

LÆS OGSÅ: Legekammerater: “Øv, bøv , du må ikke være med!”