Laura, Neel og Julie: Folk har en idé om, at barsel og job ikke kan kombineres. Det vil vi ændre på

Det ligner til forveksling optakten til en moderne mødregruppe-komsammen. Et par veludrustede barnevogne med blundende babyer ruller ind, espressoen damper i de københavnske porcelænskopper, og duften af nybagte croissanter blander sig med lyden af livlig kvindetale. Kun en båndoptager og makeupartistens arsenal af foto-forberedende remedier afslører, at de tre skuespillerinder: Neel Rønholt, Julie R. Ølgaard og Laura Christensen er samlet på caféen nær storbyens havnekant for andet end bare hyggens skyld. Nemlig til en rundbordssnak om deres fællesskab – som kollegaer, veninder og nu også mødre. I maj kom Julie R. Ølgaards lille Cooper til verden, Laura Christensen fødte sit andet barn, Martha, i juni, og tidligere denne morgen har Neel Rønholt fulgt sin tre-årige datter, Ellen, i børnehave.

J: Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, var Neel og Laura de første, altså ud over min mand, der fik det at vide. I det hele taget er de altid de første to, jeg skriver til. Uanset om jeg er glad, ked af det, anything. Vi har en fælles tråd på iMessage, og alle gode nyheder, dårlige nyheder og diverse småråd bliver vendt der.

L: Jeg har godt nok også ringet til jer mange gange, efter Martha er blevet født: ’Åh, brystbetændelse, det gør virkelig ondt, hvad skal jeg gøre?’. Og da jeg lige havde født, havde jeg ikke særlig meget overskud til at få besøg – ud over af den nærmeste familie og så jer to.

N: Det at vi alle er blevet mødre har givet vores venskab en ekstra dimension. Også når vi er i tvivl, kede af det eller frustrerede. Der er plads til det hele, og vi kan sige tingene lige ud – selv hvis det, der bliver sagt, måske lyder helt vildt grimt. Det giver en dejlig ro, for vi skal ikke være bange for, at de andre tænker noget dårligt.

Julie ekspederer Cooper op af liften og inddrager en polstret bænk som midlertidig pusleplads.

J: Den eneste forskel er, at vi måske ikke drikker ligeså mange drinks, efter at vi alle sammen har fået børn. Desværre.

L: Det kommer.

LÆS OGSÅ: Det vi gør er ikke curling. Det er kærlighed!

MOR OG MANGLEDE IDENTITET

De tre skuespillerinder fik oprindeligt deres ’claim to fame’ som smukke, unge stjernskud på de danske filmlærreder i starten af det nye årtusinde. Midsommer, Min søsters børn og Anja og Viktor er blot nogle af de titler, der har tegnet deres tidlige karrierer. Siden da har de fulgtes tæt ad. Som hinandens fortrolige og faglige fæller, i samarbejdet omkring deres fælles teater NIPS, som de stiftede i 2005, og ikke mindst i ønsket om at få børn. Om end de har mødt morrollen på vidt forskellige måder og tidspunkter i deres liv.

N: Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have børn, da jeg var 26, for der fik min egen mor børn. Men dengang gik jeg på teaterskolen og var slet ikke et sted, hvor det gav mening at få et barn. Det var faktisk lidt grænseoverskridende for mig, at det ikke gik, som jeg havde forventet – for jeg følte pludselig, at jeg var gammel, før jeg blev mor. Selvom jeg ’kun’ var 30.

J: Jeg har fået Cooper som 36-årig og er nok den af os tre, der har haft sværest ved at sige, at nu er det min tur til at være mor. Jeg har altid været glad for at være meget aktiv og feste, og det var svært at slippe. Samtidig er jeg ikke så god til, at det hele bliver for pussenusset, og jeg kan for eksempel ikke finde ud af at synge for min søn – hvilket er ret ærgerligt, fordi jeg jo har en gudsbenådet sangstemme.

Et rungende fællesgrin fylder rummet.

J: Men så har jeg heldigvis Tante Neel, der synger for ham.

Neel er uden tvivl den af de tre med den bedste sangstemme, indskyder Laura. Hun erindrer sig selv som en på mange måder ung og umoden førstegangsmor.

L: Jeg var 26, og jeg kan huske, hvordan jeg kæmpede med fornemmelsen af, at jeg stadig var mig og på samme tid mor for min søn. Jeg var meget i tvivl, om jeg nu gjorde tingene rigtigt. Samtidig var jeg den første i min vennekreds, der fik børn, så der var ikke nogen, jeg kunne sparre med. Det kommer til at lyde snotdumt det her, men det kom bag på mig, hvor stort et ansvar det var – også følelsesmæssigt. Det at blive mor rykker så meget ved ens identitetsopfattelse. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu skulle folk også bare se, hvor voksen jeg var blevet, fordi jeg var blevet mor. Og i virkeligheden var det svært for mig selv at kapere, at jeg var blevet voksen, og svært at finde ud af, hvem jeg nu var.

Hvordan håndterede du den konflikt?

J: Det kan jeg svare på.

L: Ha ha.

J: Laura har på godt og ondt en tendens til at gå ind i tingene på en meget umiddelbar måde, og det gjorde hun også, da hun blev mor. Hun er typen, der ikke bliver pinlig til mode. Heller ikke i forhold til situationer med en baby – hvis der for eksempel lige pludselig vælter bleer ud over det hele, babyen skriger, eller hun er nødt til at amme. Jeg kan huske, da hun lige havde fået Jacob, og vi var til møde på Nordisk Film, hvor Laura bare hev baby frem og ammede midt i det hele, imens jeg tænkte: ’Nej, nej, nej’. Hun gør sgu bare den slags, og det falder hende helt naturligt.

L: Det eneste, jeg husker fra det møde, er, at jeg var virkelig sulten og hældte totalt meget boller i karry ned i Jacobs dyne, imens jeg ammede – kan I huske det? Jeg ejer generelt meget lidt blufærdighed.

Der bliver foretaget dyk i croissantbeholdningen, og snakken fortsætter – blandt andet omkring de forskelligheder, de rummer som mødre.

N: Jeg synes, Julie er en meget atypisk førstegangsmor. Fordi hun er sådan én, der bare tager Cooper med. Og hun er skidesej til at sige, at selvfølgelig kan man godt det, selvom der måske er mange, der ville gå i den modsatte retning. Jeg var for eksempel selv meget mere forsigtig, da jeg blev mor. Min datter have kolik i en periode, og jeg kan huske engang, hvor hun begyndte at skrige helt vildt, da vi var langt væk hjemmefra. I nogle uger derefter turde jeg seriøst kun at gå ture rundt om blokken. Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt spørge mig selv hvorfor. Sådan er Julie slet ikke – og det ser jeg meget op til.

J: Hvor er du sød.

N: Jamen, det mener jeg.

J: Jeg tror bare, det er typisk mig. Bare at springe ud i tingene. Jeg ved, at hvis jeg får tænkt for meget over det først, tænker jeg det ned i et stort, sort hul, hvor jeg bliver bekymret for, hvad der kan ske, og så ender jeg med at sidde hjemme i mit lille hus. Det er nemmere for mig bare at gøre ting. Også sammen med Cooper. Som min mor også så rigtigt siger: Han er jo min søn, og det var sådan vi levede, da han lå i maven, så det er nok ikke så mærkeligt for ham. Og hvis jeg er tryg, er han tryg. Og jeg har det bedst, når der sker noget – fra morgen til aften. Så får jeg så til gengæld rigtig mange tæsk om natten, fordi vi ikke får sovet, ha ha. Men det tager jeg med.

L: Jeg er altid så fascineret af, at Neel har vildt meget tålmodighed. Det har jeg slet ikke. Jeg er for eksempel vildt dårlig til at sætte mig ned og tegne med Jacob eller lave perleplader, som han i øvrigt har et minimum af interesse for. Forleden endte jeg med at google Lynet McQueen fra Cars som perleplade for at få hans opmærksomhed. Jeg lavede den – og ungen var totalt ligeglad. De tre ler. Og det er de generelt ret gode til, fornemmer man – det der med at grine sammen. Og af dem selv ikke mindst.

J: Jeg kan huske dengang, jeg besøgte dig på hospitalet, Laura, hvor du lige havde født Jacob. Jeg kunne lige så godt have besøgt Marlon Brando fra The Godfather. Du var helt høj på ketogan og lå os skød kæben frem, imens du fortalte, at alt var helt okay. Lillebitte Jacob lå der ved siden af, og jeg vidste, at du var i kæmpe smerte, men det var så komisk, at jeg ikke kunne lade være med at tude af grin. Jeg tog nogle billeder af dig, som du heldigvis godt selv kan grine af i dag.

L: Du er nærmest den eneste, jeg kan huske var der. Dig og så min søster, som kom og børstede mine tænder.

LÆS OGSÅ: Cecilie Lassen: ”Jeg kan ikke være alene med min baby”

UPASSENDE HENSYN

Det er ikke, fordi der absolut skal graves dybt i Neel Rønholt, Julie R. Ølgaard og Laura Christensens famøse fortid som ungdoms-stjerner. Men når det nu unægtelig har været så stor en del af deres professionelle renommé, hvordan føles det så at skulle omfavne 30’erne og den modenhed, der følger med når man blive mødre?

J: Jeg synes, jeg lægger mærke til, hvordan folk ser på mig på en anden måde i dag end tidligere. For eksempel var der en, der forleden sagde til mig: ’Alle jer, der var totalt hotte engang, I er alle sammen blevet mødre nu’. Og det er der flere, der har kommenteret. At vi alle sammen har fået børn. Men det er jo naturligt, for pokker. Vi er 30+. Samtidig hænger jeg nok fast i den der med, at vi alle sammen skal være evigt unge – og det er svært ikke at tænke over, fordi samfundet og de sociale medier hele tiden gør os opmærksomme på, at vi skal være unge og lækre og uden appelsinhud. Men når jeg så tænker videre, har jeg aldrig været så glad, som jeg er lige præcis nu. Med Cooper er der kommet noget, der er vigtigere end alt andet.

L: Jeg glemmer aldrig dengang, hvor en fyr, som jeg skulle følges med i en bil – i bedste, bedste mening – sagde til mig: ’Okay, I andre sætter jer på bagsædet – Laura, du får forsædet, for du er mor.’ Altså, jeg var jo ikke gangbesværet.

N: Jeg kan huske, at jeg gjorde mig en masse tanker omkring det at fylde 30 – måske netop vi fordi vi gennem vores arbejde har haft en identitet i form af, at vi var de unge. Og det sjove var, at jeg overhovedet ikke havde noget problem med at blive 30, fordi jeg lige var blevet mor. Før jeg fik Ellen, var det ret nedtur, hvis jeg ikke havde noget arbejde, for hvad skulle jeg så lave? Og hvis jeg ikke var en efterspurgt skuespiller, hvad var jeg så? Nu er min hovedidentitet at være mor, og pludselig jeg har fået et meget mere afslappet forhold til arbejde, hvilket kommer lidt bag på mig. Det sværeste var det der med at have født og føle mig som en stolt, sej urkvinde – og så komme tilbage på arbejdsmarkedet og få pillet al autoritet af mig, fordi nogle andre skulle bestemme, om de lige kunne bruge mig eller ej.

Cooper og Martha har fået en tår formiddagsmad, og der opstår et kort øjeblik tvivl om ammeindlæggenes rette ejermænd. Bruger Julie Libero, vil Laura gerne lige vide?

L: Jeg kan huske, hvordan jeg var enormt bange for ikke at få arbejde igen, da jeg blev mor første gang. Og i vores branche er du magtesløs og totalt overladt til, at nogle andre skal synes, at du er fed. Til gengæld synes jeg, det er fantastisk, når jeg nu får lov til at spille mor. Jeg har prøvet det en enkelt gang i forbindelse med en norsk tv-serie, hvor jeg skulle spille mor til et barn på min søns alder, og det var virkelig fedt. Især fordi de ikke havde hele mit ungdoms-cv i tankerne, og der ikke blevet stillet spørgsmål til min alder en eneste gang.

N: Jeg har også altid skullet kæmpe lidt for at få lov til at spille min egen alder, og nu bliver jeg helt vildt glad, når jeg bliver inviteret til casting på en rolle, der er ældre end mig selv. Samtidig har jeg lagt mærke til, at hvis jeg i dag går ind i en eller anden arbejdssammenhæng eller forsamling, hvor jeg ikke føler mig ovenpå, så kan jeg godt finde på at sige til mig selv: ’Du er Ellens mor’. Det giver mig en styrke og en grounding – for jeg ved, at jeg er rigtig god til at være mor, og så kan de andre faktisk mene, hvad de vil.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en gammel mor – og som en fiasko

BARSEL I BENHÅRD BRANCHE

Netop det tema, der handler om et jobcomeback med småbørn på sidelinjen, er ét, de tre mødre har tænkt sig at beskæftige sig en hel del med den kommende tid. For et par måneder siden gik de i luften med deres nye Youtube-kanal, Nipskanalen, hvor de løbende og på dokumentarisk vis portrætterer deres fælles arbejde med et spirende spillefilmprojekt, deres venskab og rollerne som mødre. Som opvarmning til lanceringen af filmen og som inspiration til de mange (kvinder), der slås med at få barsel, familieliv og karriere til at gå op i en højere enhed.

N: Folk har en idé om, at det med barsel og arbejde ikke rigtig kan kombineres, og jeg oplever stadig, at der er nogen, der siger: ’Guuud, er du tilbage fra barsel?’. Det er noget af det, vi godt kunne tænke os at ændre folks syn på, for selvom det ikke altid er lige nemt at være kvindelig skuepiller og mor i 30’erne, kan det sagtens lade sig gøre. Min egen morrolle har for eksempel fået mig til at tænke over, at jeg i højere grad gerne selv vil bestemme over mit arbejdsliv og tage sagen i egen hånd – og det er blandt andet det, vi gør med vores nye, fælles projekt.

J: Når man først er gravid i vores branche, er man det i ti år. Det er så svært at ’føde’, og folk forstår ikke, at der kommer et barn ud. Lige meget hvor meget man står og vifter. Det er helt gak. Og det er ikke kun mændene, der tænker sådan, det er i lige så høj grad kvinderne i branchen. Jeg var tilbage på job, to uger efter jeg havde født, og jeg har aldrig haft den der drøm om at være på barsel i lang tid og sidde derhjemme og kigge på Cooper. Ikke fordi jeg ikke synes han er fantastisk at kigge på, men jeg fungerer bare bedst, når jeg laver noget.

L: Det er netop lysten til at være i gang, som vi også gerne vil vise folk. Den kreative proces, vi går ind i sammen, og hvordan den er anderledes, når der pludselig er små børn med. Og at vi ikke bare sidder på vores flade og venter på, at tingene kommer, men bruger og hjælper hinanden – hvilket er en helt grundlæggende kraft, der binder os alle tre sammen.

N: Ligesom vores forskelligheder, både som mennesker og mødre, også er en af vores styrker. Og måske en del af forklaringen på, hvorfor vi har kunnet holde sammen i så lang tid; fordi der ikke er nogen, der gør krav på de samme pladser i gruppedynamikken.

J: Det tror jeg, du har ret i. Samtidig med at vi grundlæggende har en sindssyg stor respekt for hinanden.

Det er ved at være tid til fotoshoot, og Julie sender et kærligt ’nu kan man næsten ikke se, du ikke har sovet’ mod Laura, der har taget plads i makeupartistens stol. Så bemærker hun, uden den mindste vaklen:

J: På en eller anden måde er vi nok hinandens største fans.