Leder: Er dit barn en god ven?
Det er ikke rart at blive holdt udenfor. Det kender de fleste nok. Men hvordan sørger man for, at ens eget barn er en inkluderende og god ven?
‘DU må ikke komme hjem til mig! Gå din vej!’ Hvis en af mine drenge snerrer dette – eller noget der ligner – til deres kammerater i børnehaven og vuggestuen, snører min mave sig sammen. Jeg får med det samme en ustyrlig trang til, at vi skal sætte os og snakke om tingene og blive gode venner igen – helst med et kram.
LÆS OGSÅ: En god mor tør sige NEJ
Jeg ved godt, at det er naturligt for små børn at bruge voldsomme ord. Men jeg har ærligt talt til tider svært ved at vurdere, hvornår jeg skal gribe ind, og hvornår jeg skal lade dem klare konflikten selv. I langt de fleste tilfælde driver de mørke skyer jo over i løbet af nul komma fem. Men hvad nu, hvis det stikker dybere?
Hvis jeg bliver spurgt, hvad jeg ønsker allermest for mine unger, så står ‘gode venner’ højt på listen. Jeg husker selv, hvor vigtige mine veninder var i de tidlige år, og jeg tænker med gru tilbage på de børn i klassen, der ikke havde nære venner. De blev ikke nødvendigvis mobbet, de var bare ikke en del af fællesskabet.
LÆS OGSÅ: Slip dit barn fri
Jeg kan tage mig selv i at have lyst til at kunne vælge mine børns venner. Tænk, hvis man kunne sætte dem sammen og sige: ‘så er I venner, værsgo at lege’. Men sådan fungerer det ikke – heldigvis. Nok er de stadig så små, at jeg kan arrangere legeaftaler for dem, men børnene vælger selv, hvem de deler hemmeligheder med og lukker ind i deres verden. Det, jeg kan lære dem om, er at være en god kammerat. At bidrage til det gode fællesskab. Det er ikke noget, der nødvendigvis kommer af sig selv, men noget, der godt kan trænes.
For et par år siden mødte jeg en dreng – han var vel tre år. Ingen af de andre børn ville lege med ham, for han slog og sparkede. Ingen af de voksne ville have, at deres børn skulle lege med ham, fordi han slog og sparkede. Så man skærmede helt fysisk sit eget barn – ‘kom, vi går herover’. Den lille gut mærkede tydeligt, hvad der skete omkring ham – med det resultat, at han slog og sparkede endnu mere. Stakkels dreng.
Hvad hvis det havde været en af mine drenge? Jeg ville ønske, jeg selv havde haft overskud til at byde ham mere ind i fællesskabet, for jeg er overbevidst om, at det ER en del af løsningen. At vi, i stedet for at stemple børn som ham som dårligt selskab, forstår, at han måske netop reagerer med slag og spark, fordi han føler sig udenfor og kæmper for at blive set. At han skal hjælpes til at finde en plads i børnegruppen. Derfor bliver jeg så glad, når jeg hører voksne professionelle se bag om det enkelte barns reaktion og i stedet også fokusere på gruppens dynamikker. Og over projektet Fri for mobberi, som Kronprinsesse Mary står bag sammen med Red Barnet. Her lærer vuggestue-, børnehave- og skolebørn om fællesskab og den gode omgangstone. At se, når de andre børn er kede af det og reagere på det. Det er ikke det samme, som at børnene skal pakke deres følelser væk og tvinges til at inkludere alle i deres leg. Men det betyder, at børnene skal lære at opføre sig ordentligt og sige fra på en god måde.
Som voksne bør vi gå foran som gode forbilleder, for hvis vi taler grimt til hinanden, smitter det af, så børnene taler grimt til hinanden – det er jo o.k., hvis mor og far gør det, ikke? Vi gør både os selv og vores børn en tjeneste ved at lære dem at være en god kammerat.
I det nyeste nummer af Vores Børn, som udkommer torsdag, kan du læse vores tema om mobning og fællesskab.
LÆS OGSÅ: Det er så nemt at belønne med slik
LÆS OGSÅ: Når far siger ja, og mor mener nej