sponsoreret indhold
LEG LØS - det udvikler og skaber nærvær
SPONSORERET indhold

LEG LØS - det udvikler og skaber nærvær

Der er ikke noget mere hyggeligt end at lege med sit barn, og ud over at legen altid får smilet frem hos både barn og forælder, så er legen samtidig med til at udvikle barnet motorisk og socialt og styrke dit barns selvværd.

27. aug. 2020 | Børn | Fisher-Price

Der er mange årsager til, at det at lege med sit barn er vigtigt. Legen er med til at skabe en særlig tilknytning mellem forældre og barn. Ifølge sundhedsplejerske Lena Dyhrberg, der har arbejdet med børn i over 30 år, er der ikke grænser for, hvor mange fordele der er ved leg.

”Leg skaber samspil, tilknytning og nærvær mellem barn og forældre. Det kan lyde lidt stort, men med ganske simpel leg og ved hjælp af hverdagsting som at lave mad, støvsuge eller lege med dukker og bamser, lærer barnet, hvad livet egentlig handler om,” siger Lena Dyhrberg.

Når mor og far har fået øjenkontakt med deres baby lige efter fødslen eller kort derefter, er kontakten og kærligheden etableret. Den vigtige tilknytning er til stede, og dermed kan barnet allerede begynde at reagere på leg. 

”Når børn lige er født, kan de kun se ansigter tæt på, og derfor er øjenkontakt og mimik en meget vigtig del af legen den allerførste tid. Når vi kommunikerer og leger med barnet, stimulerer vi barnet og synssansen, og når vi taler eller synger til barnet, styrker vi høresansen. På den måde støtter vi barnets følelser, sanser og bevidsthed, og den naturlige udvikling er i fuld gang.”

LEG LØS – MEN HVORNÅR?

For den nyfødte består legen primært i at vugge fra side til side, som rent faktisk stimulerer motorikken og får de to hjernehalvdele hos den lille baby til at samarbejde. Den ’rigtige’ leg begynder, når barnet opdager og taler med sine hænder i bevægelse.

”Når de er omkring fire måneder, kan legen sagtens blive lidt vildere. Sving barnet op i luften, find legetøj der er farverigt og siger sjove lyde, og begynd på den sociale leg ved at sige ”tak og værsgo”. Det kan også være, ranglen skal udskiftes med en form for instrument, som aktiveres ved hjælp af barnets bevægelse,” fortæller Lena Dyhrberg, der også minder om, at sang, dans, latter og musik altid er en god idé - uanset barnets alder. 

“Latter er det bedste og giver livsglæde for hele familien. Og hvem kan ikke huske glæden over at se og høre sine forældre grine?"

Når barnet er omkring de 1-2 år, og dermed typisk er startet i institution, kan legene sagtens blive endnu mere udfordrende, og du kan også begynde at læse og synge sammen med dit barn. 

“Nærhed og bevægelse giver en god motorik og et godt sprog, og selvtillid giver vi vores børn ved at de præsterer noget i legen. Bygger, maler, tegner – en aktivitet, hvor de ser et resultat.”

3 GODE LEGE

Borte-tit-leg: Brug en ble hen over hovedet og sig: ”borte-borte”, løft bleen og sig ”tit-tit”. Barnet lærer, at selv om mor eller far ikke kan ses, så er de der. Når man har leget det i et stykke tid, bliver barnet trygt, hvis forældrene er i køkkenet, og taler til barnet, der leger inde i stuen.

Give og modtage: Barnet giver mor eller far sit legetøj, far siger tak og giver barnet legetøjet igen og siger værsgo’, far beder om legetøjet igen og sådan bliver I ved. Barnet vil lære om tillid og social adfærd mellem mennesker, og Junior vil lære, at han kan stole på, han får sit legetøj igen.

Instrument-leg: Ved at trykke, bevæge, dreje et stykke legetøj kommer der lyd eller musik, og den leg er altid en sikker vinder blandt de små.

Kilde: Lena Dyhrberg