Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Anne Mette Welling Lenas datter overlevede kræft, men bagefter var det svært at give slip på Frida, syntes Lena.

Lenas datter overlevede kræft

Det onde rammer altid andre. Denne gang var det bare ikke andre, men Lenas datter, der fik kræft. Det blev begyndelsen på en kamp, som Lena var så opsat på at vinde, at hun fortrængte alternativet.

Sommer 2012. Familien Kvist Nielsen fra Aalborg har været i sommerhus, og pr. automatik tjekker Lena og Brian deres børn for flåtbid. Lena opdager pludselig en mærkelig bule på sin datters venstre balle, som ikke er et flåtbid. Frida selv har ikke mærket noget til den.

I dag er Lena Nielsen taknemmelig for opdagelsen. Havde hun ikke bemærket bulen, er det nemlig ikke til at sige, om Frida havde levet i dag.

Men så meget vidste Lena ikke dengang. Hun vidste bare, at hendes 11-årige datter skulle til læge.

Lægen mener dog, at bulen er en byld, som går væk. I efterårsferien er den der bare stadig, og Frida har nu også en lille kugle i lysken. Pludselig går det stærkt.

– På sygehuset talte de om en MRskanning, og da jeg spurgte hvorfor, sagde de: ”Fordi det er en svulst.” Der havde jeg allerede mistet Frida i tankerne, fortæller Lena.

Resultatet af biopsien vil komme et par dage efter, får de at vide, med mindre det er alvorligt. Men blot en time senere bliver Lena og Brian kaldt ind til lægen.

Frida har en kræftknude i bindevævet, spredning til venstre lyske og metastaser i maven, og familien skal møde på Skejby Sygehus efter weekenden.

– Jeg kan ikke huske turen hjem. Vores eneste tanker gik på, at Magnus skulle have besked, og at Frida skulle leve, siger Lena.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: 10 råd, der nedsætter din risiko for kræft

FIGHTER

Hjemme siger Lena til Frida, at det her er ligesom dengang, hun spillede en bestemt fodboldkamp, og en anden pige havde bolden.

– Jeg mindede Frida om, hvordan hun havde løbet hele vejen ned til den anden ende af banen og fået bolden fra pigen. Jeg så på hende og sagde: ”Den her kamp skal vi vinde, Frida. Vi skal slås røven ud af bukserne.”

Lena smiler stille. Hun ved, hvad det vil sige at kæmpe for det, man har kært. Der skal man ikke spare på sig selv.

– Jeg havde haft dage, hvor jeg gik hjemme og skreg i afmagt, men da vi fik dommen på Skejby, blev jeg klar til kamp og tænkte: ”Nu kører vi!”

Kort efter får Frida sin første kemobehandling, som gør hende syg og skaldet. Lena tilbyder at rage sit eget hår af, men det afviser Frida med ordene: ”Det vokser jo ud igen mor, så det skal du i hvert fald ikke!” Det næste halve år får hun tre dages kemo hver tredje uge. Lena tager orlov og er på sygehuset, mens Brian passer hverdagen med storebror Magnus, der er begyndt i gymnasiet. Deres ægteskab, familieliv og alt, hvad de kender, er sat på stand by. Der er ét fokus.

– Jeg spurgte ikke til hendes prognoser, og jeg tænkte heller ikke: ”Jeg mister hende!” siger Lena og slår op i en gul scrapbog, som gennemgår Fridas sygdomsforløb i ord og billeder, fra kræftdiagnosen 26. oktober 2012, til Frida blev erklæret rask 28. maj 2014. På én af de første sider er et skema med Fridas behandlinger, og i højre hjørne står der High Risk – og foran de to ord er der, med håndskrift, tilføjet et very.

– Da Frida var færdigbehandlet, sagde lægen: ”Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle sidde her”, siger Lena.

STØTTE

Mens Frida kæmper for sit liv, kæmper Lena for at holde ud. Hun laver en blog, hvor hun fortæller om sin datters tilstand og får afløb for sine tanker.

– Når vi kom hjem fra indlæggelserne, stod jeg op klokken seks næste morgen og skrev. Det gjorde så godt at få det hele ud, siger hun og forklarer, at dem, der bedst forstod, var mennesker i samme situation.

– Vi kunne snakke om ting, som venner og familie ikke forstod. Vi kunne vende sygdom og sort humor i samme samtale, og det lyder underligt, men det er det ikke, når man har været der.

Fridas sygdom har givet Lena og Brian venner, der er så nære, at de betragter dem som familie. ”Fordi vi har det her sammen, som gør, at samtalerne begynder et helt andet sted,” som Lena udtrykker det.

De nye venskaber er guld værd, da Frida er færdigbehandlet og skal hjem. Til Lenas overraskelse er det nemlig svært at vende tilbage til hverdagen, fordi hun har skubbet tankerne, tvivlen og angsten foran sig så længe. – Pludselig var vi ude af osteklokken, siger Lena.

– I lang tid havde der været nogen i kittel, som tog sig af os, men nu var det os, der skulle holde øje med Frida. Det var svært.

LÆS OGSÅ: Livmoderhalskræft Susanne Blaabjerg

STEN

Frida tør ikke selv gå i skole. Hun vil ikke sove alene og er bange for mørke. Hvis klassen skal se film, og lyset slukkes, bliver hun angst. De andre børn er uforstående.

– Jeg tænkte, at det måtte de da forstå efter alt det, hun havde været igennem. Men jeg endte med at tage ned på skolen og forklare, hvorfor Frida havde det sådan. Et par dage efter kom en dreng og spurgte, om de skulle følges i skole. Det var en fantastisk oplevelse, da de gik af sted, fortæller Lena og erkender samtidig, at det var svært at give slip på Frida.

– Jeg var omklamrende, kan jeg se nu. Det kom til at køre i ring for mig, fordi jeg havde så stort et behov for at passe på hende, men så var Brian god til at sige, at hun skulle have lov. Hun skulle jo ud i livet igen.

Det samme skulle Lena selv, men det var svært at vende tilbage til jobbet som pædagog, for Lena var ikke den samme som før. – Det var svært ikke at tænke på Frida, og jeg syntes, forældrene gik op i bagateller, siger hun.

– Når man har et barn med kræft, er der meget, der ikke længere er vigtigt. Man får et andet syn på livet, og livet får en helt anden værdi.

Bloggen lukkede hun, og hun indså, at hun trængte til noget, der tog opmærksomheden. Det fandt hun i nogle flade strandsten, som hun og Frida begyndte at dekorere.

– Vi sad sammen og malede på de her sten og talte faktisk ikke. Der opstod en ro og et nærvær, som jeg virkelig havde brug for, siger Lena og fortæller, at stenmalingen blev så terapeutisk, at hun stod op for at male, før hun skulle på arbejde.

Foran sig har hun tre kasser med sten, som alle har fået en tegning, et motto eller noget andet malet på. I stille stunder, hvor hun sidder med en sten i den ene hånd og en tusch i den anden, finder hun fred.

– Stenene har været en fantastisk proces, som har givet mig ro til at komme videre. Vi kan aldrig ændre det, der skete – jeg ville ønske, at Frida aldrig havde fået kræft, men denne gang ramte det os. Stenene er vores payback, vores tak for, at det gik godt.

Lena Nielsen, 52 år

Pædagog, gift med Brian og mor til Frida, 17 år, og Magnus, 21 år.

FRIDA OG LENAS STEN

Lena og Frida finder sten på stranden, maler på dem og sælger dem fra en bod ved deres hjem og på Facebook. Salget har indtil videre givet et overskud på 112.000 kroner, som de har doneret til Knæk Cancer. Se mere på Facebook under fridakvistknækkercancer, eller læg vejen forbi Jupitervej 37 i Aalborg.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kræft, Børns sundhed og Døden