Lisbeth Østergaard: Jeg svor, jeg aldrig skulle have flere børn

NB! Dette interview blev lavet, mens Lisbeth Østergaard stadig var gravid. I midten af maj blev hun mor til lille Carlo.

OM AT BLIVE MOR FOR FØRSTE GANG

Det bliver man faktisk ligeså snart, man finder ud af, man er gravid. Manden bliver jo først far, når barnet kommer. Jeg kan huske, at det var ret vildt, så lynhurtigt, mit mindset ændrede sig fra den dag, jeg så de to streger på den test. Da jeg stod nede i kiosken og normalt ville købe Costume, så rettede jeg automatisk mit blik over på et gravid-magasin. Uden overhovedet at tænke over det. Det er jo noget, der bare sker uden, man gør noget for det. Jeg synes, det var ret nemt at tage den der morrolle på mig – for det var jo bare noget, jeg var. Eller i hvert fald noget, jeg skulle være. Uden måske helt at vide, hvad det egentlig indebar.

OM FÆLLES OPDRAGELSE

Ralf og jeg havde en masse forestillinger om opdragelse inden. Men man ved jo ikke rigtigt, hvad det er, før man selv sidder i den. Jeg vidste nok ikke helt, hvordan jeg ville opdrage – men jeg vidste, hvad jeg ikke ville. Når man er nået til den erkendelse, så er man faktisk et godt stykke, synes jeg. Vi er ret enige om de fleste ting, men nu er Ralf pædagog, og hvis der er noget, vi er uenige om, så er det som regel ham, der får ret. Haha. Nu har han ikke med så små børn at gøre til dagligt, men han kan alligevel sætte noget klogskab bag det, han siger. Blandt andet sådan noget med konsekvens. Det nytter ikke noget at blive ved med at true med at sige: ”Gør du ikke det her, så kommer du op på værelset!” Og så kommer han ikke op på værelset. Det er ikke noget, vi selv praktiserer herhjemme, men det er bare for at beskrive, at konsekvenser skal tages alvorligt. Der skal være handling bag ordene. Vi er meget enige - og meget enige om, at vi altid bakker hinanden op foran Viggo. Indtil videre. Haha..

LÆS OGSÅ: Alt det du ikke må: Her er de 37 officielle råd til gravide

OM AT VÆRE GRAVID IGEN

Ja, det var ikke helt meningen, at det skulle gå så stærkt, men så igen – sådan er det. Jeg tror bare lige i starten, at det var sådan lidt: Fuck fuck! Er vi klar til det allerede igen? Vi nyder roen nu, selv om der på ingen måde er ro omkring os. Altså, vi har en på næsten tre år, så er der noget, vi ikke har derhjemme for tiden, så er det ro. Men det bliver jo sikkert meget værre lige om lidt. Det bliver crazy. Og så igen - det kommer jo helt an på, hvilken slags baby man får. Viggo sov bare ikke. Vi troede, at babyer sov 20 timer og var vågen fire timer i døgnet. Hos os var det lige omvendt. Han havde så ondt i maven og havde noget kolik af en slags. Det driver jo en til vanvid, og dér forstod jeg for første gang hvorfor, man bruger manglende søvn som tortur. Da jeg var midt i det, kan jeg huske, at jeg sagde til mig selv: Folk siger, at man glemmer, hvordan det var. Også med fødslen. Og jeg tænkte bare: Jeg glemmer ALDRIG det her. Aldrig! Og nu sidder jeg så her og er gravid. Og jeg svor jo, at jeg aldrig skulle have flere børn. Alt børnetøj fra størrelse nul til halvandet år er givet videre. Alt er væk. Barnevogn, tøj, seng osv. Jeg skulle bare ikke have flere børn. Men så kom jeg lidt længere væk fra det hele… Alene følelsen af, at den lille kommer op og ligger på brystet af mig – åh, dét glæder jeg mig til. Så kan alle andre tanker være helt ligegyldige. Jeg kan slet ikke vente med at møde ham.

OM AT MISTE KONTROLLEN

Jeg træner en del og går op i min sundhed og velvære, og det vil dem, der følger mig på Instagram, også vide. Og i en graviditet mister man fuldstændig kontrollen over sin krop, og det er sindssygt frustrerende. For uanset om jeg er gravid eller ej, er jeg virkelig dårlig til at holde mig fra de ting, jeg ved, jeg ikke bør indtage. Og det er egentlig nok også derfor, jeg træner. Så er der plads til, at jeg kan spise en fastelavnsbolle. Det er mere ok, når jeg har været nede at træne. Det ville da være nemmere, hvis jeg bare havde lyst til at fodre babyen med stegt spinat med broccoli – ligesom nogle af dem på Instagram. Men næ nej, her har den stået på hvide boller med smør og ost. Det er nok noget af det, jeg har sværest ved at acceptere. Den der lyst og trang, man pludselig ikke kan og skal styre.

OM AT VÆRE SOME-MOR

Der er nogle ting, jeg ikke viser til alt og alle, fordi jeg synes, det er ligegyldigt. At Viggo sidder på potten f.eks. – hvorfor skal jeg vise det? Ligesom jeg tænker over ikke at lægge billeder ud af Viggo, hvor han er nøgen. Dét tænker jeg over. Men ellers føler jeg mig ikke begrænset. Og hvis det skulle ske, at jeg poster noget, der ikke lige er helt så politisk korrekt, så er der efterfølgende en shitstorm på min Instagram. For eksempel den med juletræet… Vi var ude at kigge på et juletræ, jeg spørger Viggo hvilket træ, vi skal vælge. Han svarer: ”Det der!”, hvortil jeg svarer: ”Nej, det er ikke helt højt nok” – og så finder han et nyt og spørger: ”Hvad så med det her, mor?”, hvorefter jeg svarer: ”Nej, det er altså grimt…”. Det bliver filmet og lagt ud på min story. Og dét pissede folk af! Jeg skulle da i hvert fald ikke give ham muligheden for at vælge, når jeg så skød hans idéer ned på den måde. Det var ikke pædagogisk rigtigt, I know. Men hey, det er nu en gang sådan, vi alle sammen taler til vores børn en gang imellem. Der lå virkelig mange sure og skuffede beskeder til mig. Men det er et rigtigt godt eksempel på, at jeg er mig selv. Det er vores familie – på godt og ondt – man møder. F.eks. er Viggo dårlig til at cykle på løbecykel, og det viser jeg jo også. Og så vælter det ind med gode råd og tips, og det er bare så sødt. Lægger jeg derimod noget op, hvor Viggo synger hele alfabetet, så skal jeg læse ting som: Du tror da godt nok, dit barn er noget særligt, hva?! Ja, det er åbenbart umuligt at gøre alle tilfredse.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard: Derfor stiller jeg op til nøgenfoto

OM AT INSPIRERE ANDRE

Jeg tænker heldigvis ikke over, at der er andre mødre, der lader sig inspirere af mig. Jeg har jo ikke nogen blog, hvor jeg kan skrive om en lækker avokadosalat og smide et link ind over. Jeg har egentlig kun min Instagram. Jeg ved, at 80 procent at mine følgere er kvinder – ligesom Ralf også har 80 procent kvinder på sin. Det er sgu lidt sjovt. Haha. Vi kan tydeligt se, hvad det er, vores følgere tænder på, og det er jo sådan noget familie-halløj. Situationer, hvor vi bare er mor, far og barn. Noget, andre kan spejle sig i, tror jeg. Jeg kan mærke, at jeg godt kan lide at dele ud – og jeg kan godt lide, at andre reagerer på det. Jeg er jo ikke - som mange andre - selvstændig med en business ved siden af. Jeg har mit arbejde som tv-vært, og jeg har ikke tænkt mig at gå ud og producere selvbruner med eget label på. Jeg er bare Lisbeth.

OM AT FØLE SIG FORTABT

Jeg går ikke ud fra, at jeg kan amme denne gang – det kunne jeg heller ikke med Viggo. Jeg prøvede ALT! Jeg gik til amme-specialist, diætist, brugte amme- kugler, levede gluten-frit og jeg skal gi’ dig, skal jeg. Jeg prøvede alt, og jeg var så stresset. Der gik faktisk et godt stykke tid før vi fandt ud af, at jeg rent faktisk ikke kunne. Den stakkels dreng tabte sig jo og var sulten, alt imens jeg var dybt ulykkelig. Jeg syntes, jeg havde fejlet som mor. Det var min eneste opgave; at give mit barn noget mad. Og det kunne jeg ikke. Jeg tudede i flere uger. Men fra den dag, hvor jeg ligesom havde acceptereret og forstået det – der blev alt bare meget nemmere og bedre. Her anden gang er det jo så rart og betryggende at vide, at det er helt ok, hvis der ikke er mælk i de bryster. For så er der heldigvis mælk i flaskerne. Det vil ikke føles som en fiasko, og det er bare en skøn tanke. Alt er jo anderledes denne gang. Jeg er meget mere loose med det hele, og jeg sidder ikke og tjekker den der app hele tiden. Spørger du mig, hvor langt jeg er henne, så kan jeg ikke svare dig med det samme. Jeg ved, han kommer til maj, og det er vel det vigtigste.

OM BARSEL

Jeg skal tilbage ret hurtigt og arbejde denne gang, og lige nu passer det mig egentlig helt fint. Ralf kommer til at tage to-tre måneders barsel, så de skal virkelig hygge sig. Det kan jo være, det lige passer med VM i fjernsynet. Haha. Nej, det kan jo lade sig gøre fordi, jeg ikke skal arbejde fra kl. 8-17 hver dag. Jeg er på optagelse tre timer den ene dag, og så går der måske to dage, før jeg skal arbejde igen. Det gør jo, at det er nemmere at vende tilbage, for jeg er ikke væk på samme måde. Men igen – lige nu har vi så mange forestillinger om det ene og det andet – og så ender det sgu nok med noget helt tredje.

OM KAJ-DRAGTEN

Vi har ikke som sådan nogle traditioner endnu som familie. Men det tøj, vi har planlagt, lillebror skal have på som det første, havde Viggo også på, da han kom hjem fra hospitalet. Det er en dragt, som vi har fået af Ralfs mor – han havde det også på for 40 år siden, da han kom hjem. Den er simpelthen så grim! Nok noget af det grimmeste, jeg nogensinde har set. Den er Kaj-farvet, i velour og med et lilla bånd. Det kan ikke blive meget værre. Og den er på ingen måde praktisk, for den er fra den tid, hvor man ikke tænkte over, der skulle være knapper forneden. Det er så dumt - men Ralf har nedlagt veto. Haha..! Men det er helt ok – den kan jo noget den dragt, og det synes jeg egentlig, er ret sødt.