Lola Jensen
Foto: Sara Skytte 63-årige Lola Jensen har gjort det til sin mission at fortælle forældre, at de er gode nok, som de er.

Lola Jensen: ”Jeg føler ofte, at jeg skal gøre tingene fire gange så godt”

Den kendte familievejleder Lola Jensen opdagede tidligt, at hun brændte for børn med særlige udfordringer. Siden har hun brugt hele sit professionelle liv på at hjælpe både børn og familier. I dag kender de fleste børnefamilier Lola Jensen – og det betyder, at man sommetider må tage en osteklokke på hovedet, når man bliver genkendt som ”hende fra fjernsynet”.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var i Ruskær i Rødovre, hvor jeg boede sammen med min mor, min far og min lillebror. Jeg havde en utroligt brugbar barndom, men det var en anden måde at være barn på end i dag. Jeg var modig, rebelsk og meget social.

På den tid fik arbejderklassen råd til at være på den pæne side, så vi skulle lære at være høflige, men der var også tid til at løbe udenfor. Jeg kan for eksempel huske ”Lille Anettes” mor, som altid bagte marmorkage, og vi skiftedes til at slikke skålene med henholdsvis brun og hvid dej.

Jeg lyder tit som en teknikforskrækket gammel moster, men der var en værdi i at gå ud – for eksempel for de børn, der havde det svært derhjemme – og blive repareret. Man hentede noget i andre familier, og flere børn fik chancen, fordi de søgte muligheder andre steder, hvis de ikke havde dem derhjemme. Jo, det var også farligt, beskidt og forbudt, og vi kunne komme til skade, men vi blev stærke af de små kriser i livet.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Da jeg var 16 år, stod jeg i en grillbar om eftermiddagen efter gymnasiet. Der kom Torben og spiste, og så blev vi kærester, og det har vi været siden. Vi har bygget gamle huse om sammen, dykket, rejst og i det hele taget altid lavet ting sammen. I dag har vi også en veteranbil, som vi kører ture i, og en båd, som vi tit sejler ud i med madkurv og fiskenet. Det er så afstressende.

Det er så nemt at finde fem fejl ved hinanden, men i et parforhold skal man hele tiden arbejde for at finde plusser i stedet for minusser. Torbens plusser er, at han er stabil, sikker og trofast. I mange år var han ankeret, der var hjemme hver dag klokken 16 og altid lavede mad.

Da vi havde fået vores tredje barn, tog det virkelig fart med mig og familiekurser, men Torben har altid været der til at lappe deres cykler og læse for dem. Engang da jeg kom hjem, sagde et af børnene endda: ”Far, nu hvor mor er hjemme, må vi så ikke læse Anders And, når vi spiser?”

Sammen med min mand og mine børn har mine børnebørn den største plads i mit hjerte. Jeg troede, at det at blive bedsteforældre var noget opreklameret fis. Jeg har syv børnebørn nu. Som forældre lægger man ikke nødvendigvis mærke til hvor meget, man får tilbage af børn. Men børn giver det, de får, og det mærker man især som bedsteforælder. Den ubetingede kærlighed, når de for første gang siger ”MIN farmor”.

Læs også: Lola Jensen guider: 10 ”uperfekte ” ting dit barn vil elske dig for

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg skulle være noget med mennesker. Som barn legede jeg tit skolelærer for de andre børn i området. Jeg gav dem endda opgaver med hjem, og de lavede dem. Da jeg kom i gymnasiet, syntes jeg, det var for meget med både lektier og fritidsjob, så jeg droppede ud og tog forskellige småjob. Jeg var blandt andet pædagogmedhjælper, men kørte også lastbil for min fars engrosvirksomhed i to år.

Jeg kørte lastbil med tippelad rundt i København, og du kan tro, jeg tit blev stoppet af nysgerrige betjente. Bagefter søgte jeg ind på pædagogseminariet, for jeg kunne ikke blive lærer uden gymnasiet. Da jeg var færdig med seminariet, fik jeg arbejde i en børnehave, og jeg opdagede, at jeg brændte for de børn, der havde særlige udfordringer, så jeg søgte job på et behandlingshjem.

Her fandt jeg ud af, at det jo ikke var børnene, der var problemet. De var blot symptomer på, at der var noget galt i hjemmet. Jeg så også, at børnene fik det bedre på behandlingshjemmet, men når de skulle hjem igen, var det jo til det samme hjem. Det fik mig til at skrive bogen Hvis lille dreng er jeg så?

Lola Jensen.jpg
Lola Jensen

Det var svært for mig at være med til at sende de børn hjem igen, men så blev jeg uddannet til at tage hjem og hjælpe forældrene i hjemmet som familievejleder. Det første sted jeg kom, var der to voksne og seks børn, som alle havde været spredt på forskellige døgninstitutioner.

Jeg skulle være en inspiration for forældrene, og det var faktisk ret nemt: Gå efter mulighederne, vend det negative til noget positivt og brug humor og skuespil. I starten blev jeg tøsefornærmet, når forældrene ikke holdt, hvad de lovede, som for eksempel at stoppe med at drikke. Men jeg lærte også, at man ikke skal være forælder for forældrene.

Man skal heller ikke bruge de svære ord, jeg havde lært på seminariet. I stedet grinede jeg med – og ikke ad – forældrene og gav dem metoder til at blive verdens bedste forældre for deres børn. Jeg var i det hele taget så glad for det job. Derhjemme havde min mand og jeg på det tidspunkt to børn. De sagde, at jeg forandrede mig. Før i tiden var jeg skrap og skældte ud over sure karklude og sportstasker, der stod i vejen. Jeg lærte at sige ”pyt”.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Jeg var engang ved at drukne på en dykkertur på Azorerne. Det var på vores sølvbryllupsrejse. Jeg var nede på 17 meters dybde og skulle ind i en hule, men pludselig kunne jeg ikke trække vejret. Jeg skyndte mig op til overfladen, men da jeg kom derop og tog masken af, kunne jeg stadig ikke trække vejret. Jeg besvimede og fik hurtigt hjælp, men jeg troede, jeg skulle dø, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Jeg skylder min familie at overleve”. Jeg kom på hospitalet og fik ilt, og i dag tror jeg, det var en allergisk reaktion, men jeg kan desværre ikke dykke længere. Jeg tør simpelthen ikke.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg møder intet ubehageligt, men jeg kan godt mærke, at jeg er ”hende fra fjernsynet”, og jeg bliver nøje observeret, når jeg for eksempel er i Tivoli med mine børnebørn, og ofte kan jeg føle, at jeg skal gøre tingene fire gange så godt. Men jeg har for længst besluttet mig for, at jeg tager en osteklokke over hovedet, når jeg er ude. Jeg var engang i en flyver med min datter og hendes tre døtre.

Mit dengang fireårige barnebarn havde – lad os sige det sådan – meget svært ved at finde ro på den flyvetur, og vi måtte flere gange tage en dyb indånding. Når jeg kiggede rundt i flyveren, kunne jeg mærke blikkene. Men jeg har besluttet, at i sådan en situation er jeg bare mig.

Læs også: Klumme: Kan man være en god mor uden at føle sig ægte voksen?

Dit livs omvej?

– I 1990’erne blev jeg ringet op at et misbrugsprojekt. Jeg skulle inspirere folkeskolelever til at lade være med at blive tiltrukket af stoffer, og sådan kom jeg til at arbejde med narkomaner. De skulle formidle det budskab, de selv havde savnet at høre. Jeg mødte blandt andet en heroinmisbruger, som var i starten af 20’erne.

For dælan da! Hun skulle fortælle sin historie i en slags bunker, så det virkede autentisk, og så skulle skoleeleverne lytte til skræk og advarsel. Hun skrev for nyligt til mig på Facebook, og jeg fik en klump i halsen. Det var min skyld, at hun var kommet ud af det.

Det var min tillid til hende, der havde givet hende troen på mennesker tilbage, og hver gang hun havde været ved at ryge tilbage i misbruget, havde hun tænkt på mig. Jeg får i det hele taget mange mails fra mennesker. Både dem, der skriver: ”Lola, kan du hjælpe mig…?” men også dem, der har løftet sig, efter jeg har været på besøg.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har altid været god til at skabe de åndehuller i hverdagen, som jeg også prædiker, at andre bør finde. For eksempel bader jeg i fjorden hver dag året rundt. Men så kom corona-krisen og viste mig, at også jeg kunne blive endnu bedre til at finde de åndehuller, som mange andre også siger, at netop krisen har vist dem.

Vi ved jo godt, at udsendelser som Mikkel Beha-familiens eventyr og Bonderøven har høje seertal, fordi vi mangler ro, nærvær og fordybelse i hverdagen. Vi drømmer om at finde et andet tempo, og Torben og jeg har for eksempel besluttet os for at gå Camønoen (vandrerute på Møn, red.) i år i stedet for den ferietur til udlandet.

Men ellers er det nu planen, at jeg fortsætter det, jeg laver. Min mand gik på pension i efteråret, og jeg magtede ikke køreturene alene rundt i landet mere, så han har været chauffør for mig siden. Jeg har stadig noget, jeg gerne vil lære forældrene derude: Det er ok at være 70 procent god nok.

Forældre i dag aner ikke, hvor gode de er, og de behøver ikke sidde og tænke: ”Hvordan giver jeg nu bedst mit barn en anerkendende pædagogisk relationskompetence?” Lad være med at sidde og tænke over det, du ikke giver. Bare vær så god, som du er. 

Om Lola Jensen, 63 år

  • Familievejleder og kendt fra bl.a. Go' Morgen Danmark
  • Har skrevet adskillige bøger og har sin egen app med tips til børneopdragelse
  • Gift med Torben, har tre voksne børn og syv børnebørn
Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Forældre og Familieliv