Foto: Peter Nørby 43 år og mor til små tvillinger.

Louise Bruun: ”Jeg har rynker og flade patter, sådan er det bare”

Før Louise Bruun blev mor til to efternølere, var hun optaget af at tegne det perfekte billede af sig selv i alle sammenhænge. Efter graviditeten har hun fået en større ro og ikke mindst modet til at vise, at en ernæringsekspert også være kikset, spise usunde sager, være ked af det og føle sig utilstrækkelig.

I efteråret 2015 bookede Louise Bruun en tid hos sin gynækolog. Hun var besat af tanken om, at hun skulle være gravid. Hun og hendes mand, Mads, havde forsøgt uden held siden april 2015, og nu ville hun finde ud af, om der var noget galt og eventuelt få hjælp til projekt efternøler.

Gynækologen havde travlt, så Louise fik først tid den 15. januar 2016, og inden dagen oprandt, var hun i lykkelige omstændigheder. Hun holdt dog fast i sin tid, mødte op til konsultationen, hvor gynækologen ønskede tillykke og foreslog, at han lige lavede en scanning, nu hvor Louise alligevel var kommet. Louises datter på 12 år var i skole, men hun havde sin 14-årige søn med, fordi han tilfældigvis var hjemme den dag, og både han og Louise så spændte til, da gynækologen kørte scanneren hen over maven. Et lille bankende hjerte dukkede op på skærmen. Alt så ud til at være i orden. Men så blev gynækologen helt stille.

– Og så tænkte jeg jo, shit, hvad nu? Jeg var 40 år på det tidspunkt og vidste godt, at der kunne være noget i vejen med barnet alene på grund af min alder. Men så sagde gynækologen: ”Nu skal du se, Louise, der ligger et hjerte og banker her, men der er også et hjerte, der banker her…” Og det første, jeg tænkte var: ”Barnet har to hjerter! Jeg har lavet en FREAK. Et misfoster.” Jeg fattede ikke noget, før gynækologen sagde: ”Louise, du skal have tvillinger!” Louise griner højt, da hun fortæller historien her knap tre år og et sæt tvillinger senere.

At grine var også, hvad hun gjorde den dag hos gynækologen, for hun var i en tilstand af lykke og chok. Tvillinger! I en alder af 40 år. Og med to teenagere i huset. Det var for sindssygt. Hun og sønnen ringede hjem til Mads, som straks gik i praktisk mode, da han omsider forstod, at beskeden om tvillinger ikke var en joke. Nyt hus. Ny bil. Hvad med ferier? Hvordan skulle det gå? Louise er som type mere loose, tager tingene, som de kommer, og planlægger ikke så meget. Det skulle da nok gå, mente hun. Og det er også gået. Godt endda. Men vejen til tvillingerne var ikke så ligetil, som Louise havde regnet med, og det ligger hende på sinde at fortælle, at man selv kan gøre nogle ting for at forbedre chancerne for at blive gravid. Selv i en moden alder.

Læs også: Klumme: Jeg elsker hende ikke endnu - ikke sådan rigtigt

Stresset levevis og dulmemad 

Louise er ernæringsterapeut, livstilscoach og personlig træner. Hun er kendt fra tv, ALT for damerne og for en lang række bøger om sund kost og træning, og hun er netop nu aktuel med en ny bog om antiinflammatorisk kost. Hun er indbegrebet af sund levevis, men selv en sundhedsekspert kan komme på afveje.

– Mads og jeg havde i lang tid talt om, at det kunne være dejligt med et barn mere. Men vi havde begge travlt med arbejdet og skubbede det foran os. Lige om lidt. Næste år. Men pludselig stod jeg der i 2015 og var 40 år, og jeg kunne mærke, at det skulle være nu, ellers ville det aldrig blive. Så jeg satte Mads stolen for døren og sagde, nu smider jeg den spiral, og så må vi se, hvad der sker. Og så regnede jeg egentlig med, at jeg ville blive gravid – knips – sådan her.

Er du blevet det de andre gange?

– Ja, ja, Mads kiggede bare på mig, så blev jeg gravid med de to store, så jeg havde overhovedet ikke overvejet, at det kunne være besværligt eller tage tid. Den første måned gik, uden at jeg blev gravid. Nå, fint nok. Så gik der en måned mere. Og en til. Og så begyndte jeg at blive sindssygt utålmodig. Når jeg først har sat mig noget for, skal det bare ske NU! Jeg kunne slet ikke forstå, jeg ikke blev gravid, og jeg begyndte at blive ked af det, hver gang jeg fik menstruation. Mads sagde, at jeg skulle slappe af, men det kunne jeg slet ikke.

Jeg var en gammel krage jo, det vidste jeg godt, så der skulle ikke gå for lang tid. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor jeg mon ikke blev gravid, og hvad jeg egentlig fortalte mine kunder, når de kom til mig med tilsvarende problemer. Og så kunne jeg pludselig se, at jeg arbejdede rigtig meget. At jeg i virkeligheden nok var lidt stresset. Jeg havde svært ved at sige nej til ting, og så var jeg måske også blevet lidt for tynd og løb for meget. Jeg har altid spist sindssygt sundt, men jeg var begyndt at spise meget uregelmæssigt. Skippede måltider. Og jeg spiste rigtig meget mørk chokolade som sådan en slags trøst, når jeg havde for meget om ørerne. Dulmemad, som jeg plejer at kalde det, når mine kunder spiser den slags, og jeg belærer dem om, at de skal skære ned på det. Det stressede mig også, at Mads arbejdede så meget. Han har altid være selvstændig, og han havde arbejdet solen sort i 15 år på det tidspunkt.

– I august besluttede jeg, at jeg måtte lægge mit liv om. Jeg sagde nej til mere arbejde, tog fire kilo på, holdt op med at løbe, begyndte at trække vejret dybere og dyrke mere yoga, jeg sov mere, og jeg holdt op med at spise al den chokolade. Mørk chokolade indeholder koffein, og når du vil være gravid, skal du altså slippe stimulanserne og de ting, der er for voldsomme for dit system – f.eks. løb. Der skal ro på, for det er jo i virkeligheden en helt sindssyg proces at blive gravid. Fra jeg begyndte at gøre alle de gode ting for mig selv, gik der tre måneder – bingo – så var jeg gravid!

Fordi du ændrede din livsstil?

– Ja, det tror jeg. Jeg ved det jo ikke, men det er min overbevisning. Jeg gjorde aktivt noget, som jeg vidste, var godt for mig, og så lykkedes det. Jeg tror aldrig, jeg har været så glad før, som da jeg konstaterede, at jeg var gravid. Jeg har stadig den positive graviditetstest.

Du er jo kendt for at vide alt om sundhed, hvorfor var du kommet ud på et sidespor?

– Fordi jeg så gerne ville være god til det hele. Den bedste. Jeg ville både være der for min familie og for alle dem, der kom til mig for at søge råd og vejledning. Jeg stiller nok lidt for høje krav til mig selv, jeg vil så gerne det hele, og inden jeg blev gravid med tvillingerne, var jeg optaget af at tegne det perfekte billede af mig selv i alle sammenhænge.

Og det har ændret sig?

– Ja, det synes jeg. Jeg synes, jeg er blevet meget bedre til at sige og vise, hvordan jeg er. Ja, sådan ser jeg ud. Jeg har rynker og flade patter, altså, og jeg kan ikke gøre noget ved det, sådan er det bare. Jeg tror også, jeg er blevet mere hel efter min graviditet med tvillingerne. Jeg er kommet tættere på mig selv. Jeg føler så stor en taknemmelighed over, at jeg rent faktisk kunne blive gravid, og at jeg kunne gennemføre en graviditet i en moden alder, samtidig med at jeg passede mit arbejde og min familie. Og så er jeg også bare blevet ældre. Jeg har fået en større ro og en lyst til at vise en anden side af mig selv end bare det der store smil og perfekte liv. For sådan er jeg jo ikke kun. Overhovedet.

Hvordan reagerer folk på det?

– Så positivt, synes jeg. Folk kan jo i virkeligheden bedre lide det menneske, jeg viser i dag, for det kan man bedre spejle sig i. Jeg kan også være kikset, æde noget forkert, være ked af det og føle mig utilstrækkelig. Det er jo helt almindeligt. Jeg er ikke anderledes end alle andre, bare fordi jeg arbejder med sundhed.

Syltede agurker og surt slik

I graviditeten gjorde Louise alt for at give sine kommende børn de bedste betingelser, men den mad, hun spiste, adskilte sig væsentligt fra de kålsalater og grønne, antiinflammatoriske retter, hun plejede at bikse sammen i køkkenet. – Jeg havde lyst til surdejsrugbrød og sure ting i det hele taget. Mit sure rugbrød med tandsmør. Tomatmadder med mayonaise. Pickles. Sure agurker. Århhh, og remoulade. Jeg stod og spiste pickles med en ske direkte fra glasset, ha, ha, og min datter var ved at kaste op, når hun så det. Og pludselig var chokolade det klammeste, jeg kunne komme i nærheden af, bare lugten kunne give mig kvalme, og jeg rørte det ikke i hele min graviditet og barsel. Men surt slik… uhm! Jeg måtte holde lidt igen, for jeg ved jo, at det ikke er godt, men nogle gange kørte jeg alligevel i Irma og købt noget sur øko-slik og tænkte, at så var det måske lidt sundt, ha, ha. Ja, helt sikkert, Louise! Jeg var også besat af shawarma, så meget faktisk, at jeg besluttede at lave alt selv. Brødene, kødet i marinade i flere dage, saucerne. Jeg tænkte, at det trods alt var lidt bedre, hvis det hele var hjemmelavet.

Hvordan havde du det ellers i graviditeten?

– I begyndelsen havde jeg det SÅ dårligt. Jeg brækkede mig ikke, men jeg var så træt, så træt. Mine børn havde aldrig set mig sådan før. Når de kom hjem fra skole, lå jeg på sofaen og sagde til dem, at jeg simpelthen ikke anede, hvad vi skulle have til aftensmad. Og de var bare sådan: ”MOR, ligger du bare der i sofaen?” Jeg er virkelig ikke typen, der normalt ligger og hviler mig, men det var jeg nødt til. Efter de første par måneder fik jeg det fantastisk og var på vandretur på Madeira med 20 kvinder og holdt retreats på vores ødegård i Sverige. Den sidste måned kunne jeg dog ikke rigtig noget, for jeg var blevet så sindssygt stor, at jeg nærmest ikke kunne gå. Det var ret irriterende, men så cyklede jeg tur med hunden i stedet for, det kunne jeg godt.

Læs også: Sofie Linde: Vi kvinder kan være så fandens usolidariske

Usædvanlig fødsel 

Fordi Louise ventede tvillinger, skulle hun sættes i gang med fødslen to uger før termin. Louise er imod unødvendig medicin, så hun ønskede ikke at få vestimulerende piller, men satte sig i stedet ned i en dyb squat, en gammeldags fødestilling, hoppede på en stor bold og lavede sidebøjninger for at få kroppen i gang. Det lykkedes, og lille Viola kom til verden ved en helt ukompliceret fødsel. Normalt kommer tvilling nummer to indenfor de næste fem minutter, men sådan gik det ikke.

– Sophus ville ikke ud, og han svømmede rundt indeni mig. De kunne slet ikke få styr på ham, han drønede rundt, fordi han pludselig havde så meget plads. Han havde det genialt derinde, og han tog sig bare sin tid – præcis, som han gør i dag. Nå, men det begyndte at blive kritisk i forhold til, at han skulle ud, for der var gået næsten en time, siden Viola blev født. Jeg nægtede kejsersnit, jeg VILLE føde ham, for jeg ville have ham igennem den bakteriekanal. Det skulle være naturligt. Heldigvis var der en læge på arbejde, som de kaldte ”Afrika-lægen”. Han havde hjulpet kvinder ude i bushen med at føde, og jeg kiggede ham i øjnene og sagde: ”NU gør jeg det, jeg vil have den unge ud!”. Han svarede, at han vidste, at jeg kunne, og nu gjorde vi det sammen. Han og jeg. Ved den næste presseve pressede jeg alt, hvad jeg kunne, og Sophus blev nærmest SKUDT ud. Folk på stuen klappede. Så morsomt altså. Og jeg var bare så lykkelig over, at han kom ud efter en ekstra time i smertehelvedet. Sophus altså…!

Det kom dig vel til gode, at du var i god form?

– Det kan du tro. Min jordemoder sagde, at det var et vanvittigt forløb, og at de var kørt på operationsstuen med de fleste andre efter en halv time. Men jeg var jo så skide stædig. Og i dag er jeg er stolt over, at jeg klarede det.

Nul nattesøvn 

Louise var indlagt på hospitalet en uge efter fødslen. Bl.a. fordi hun måtte igennem tre udskrabninger for at få hele moderkagen ud. Midt i det hele var hun glad for, at der var ro på, så hun kunne lære at amme to børn på én gang i samråd med sygeplejerskerne, for da hun kom hjem, var det til nul nattesøvn og fuldt fokus på familiens nytilkomne.

– Jeg sov stort set ikke i ti måneder, fordi tvillingerne var vågne på skift. Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Det var sådan, at jeg til sidst troede, at jeg var gravid igen, fordi jeg havde det så dårligt. Viola og Sophus ville hænge i babserne hele tiden, så det var først, da jeg stoppede med at amme efter de ti måneder, at de begyndte at sove ordentligt. Min mor var her rigtig meget for at hjælpe, og det var skønt, for en mor kan forstå en på et helt særligt plan. Mads arbejdede meget, men i december 2016 stoppede han og var pludselig meget mere hjemme, det var virkelig dejligt. Alligevel gik han sgu lidt ned, da tvillingerne var omkring seks måneder, var helt i kulkælderen og følte, at han havde mistet sin frihed fuldstændig. Det hele var meget tungt, og jeg følte samtidig, at det var mig, der lavede det hele, så hvad fanden brokkede han sig over?

Hvad gjorde I for at komme videre?

– Vi snakkede om det hele tiden, og så lettede det, da tvillingerne begyndte at sove, og jeg holdt op med at amme. Det var fair nok, at han havde det sådan, og det er egentlig en god proces at være i, for man får tænkt over tingene og snakket sammen, og så står man stærkere bagefter som par.

Hvordan fik du tid til de store børn i de første måneder?

– Det var svært, men jeg snakkede med dem om det og sagde, at lige nu krævede de små mig så meget, at der ikke var helt så meget tid, som normalt, til dem. Jeg var der selvfølgelig for dem i den udstrækning, jeg kunne, men det første halve år gik jeg nærmest i seng samtidig med de små, fordi jeg kom ind i sådan nogle åndssvage rytmer med at amme dem i søvn.

Fornyet energi 

Louise har tydeligt kunne mærke, at det har taget længere tid for kroppen at komme tilbage til ”normalen”, end det gjorde, da hun var gravid med sine to store børn, og det er faktisk først indenfor det sidste halve år, at kroppen er blevet helt sig selv igen.

– I dag føler jeg, at jeg kan alt igen, 7-9-13. Altså, min mave hænger lidt mere, og mine patter er blevet lidt fladere, men whatever. Energiniveauet er det samme. Og lysten til at bevæge sig og spise sundt er der. Hvordan er det anderledes at være nybagt mor i 40’erne end i 20’erne?

– Det er sådan en gave. Det er så sjovt at få lov til at prøve det igen. Jeg er helt anderledes rolig og har et helt andet overskud. Jeg har lært mig selv bedre at kende, og jeg bliver ikke så presset, som jeg gjorde med de to første. Jeg ved, at tiden, hvor de er små, er kort, så jeg nyder det mere. Og så arbejder Mads hjemme nu, han hjælper mig med at få struktur på mit firma, og det har han gjort i et par år nu. Det er vildt dejligt, at vi f.eks. kan hente tvillingerne tidligt og cykle en tur i Dyrehaven med dem. Eller at vi kan gå op og knalde om formiddagen, ha, ha. Og ja, nu lyder det hele meget rosenrødt, men der er selvfølgelig også dage, hvor alting er noget lort.

F.eks. i går, hvor jeg havde menstruation og ikke havde noget som helst overskud. Jeg havde bare lyst til at græde, jeg magtede ikke de andres behov, og jeg blev sådan en mor, der skældte ud og sagde nej hele tiden. Men i morges kunne jeg heldigvis mærke, at den sorte sky var lettet igen.

Louise Bruun, 43 år

Ernæringsterapeut, livsstilscoach, personlig træner og underviser i intelligent mad og yogaterapi. Har skrevet en lang række bøger om sund kost og træning og medvirket i programserien ”En kur der dur”. Aktuel med bogen ”21 nye helbredende dage med antiinflammatorisk kost”, som er lavet i samarbejde med Jerk Langer. Gift med Mads. Sammen har de Julius, 16, Rosemarie, 14, og tvillingerne Viola og Sophus på knap 2,5 år.

Se, hvad vi ellers skriver om: Louise Bruun, Tvillinger, Børneopdragelse, Gravid og Mor