Giv et blad i julegave. Priser fra 149 kr. Klik her →

tatovering gravid
Foto: Getty Images Vil du gerne have en tatovering, mens du er gravid, så læs med her.

tatovering gravid

Myteknuser: Må du få en tatovering, når du er gravid?

Det er en rigtig dårlig idé at blive tatoveret, hvis du går med tanker om at blive gravid eller allerede er det. Det kan nemlig være skadeligt for dit ufødte foster. Forstå her hvorfor.

Synes du, at det er flot med en tegning på kroppen, der kan blive siddende som et evigt minde, er du bestemt ikke alene om det.

Hvor tatoveringer engang var noget, man forbandt med sømænd og lyssky typer, er det i dag langt mere almindeligt. Faktisk er 17 procent af alle danske kvinder tatoveret.

LÆS OGSÅ: Må du male, når du er gravid?

Men går du og drømmer om en permanente kropsudsmykning, samtidig med at du er gravid eller forsøger at blive det, bør du dog vente. Selvom der ikke er en lov på området, der forbyder det, så advarer flere eksperter mod, at du lader dig tatovere som gravid.

– Alle eksperter er enige om, at det bør man ikke, da blæk indeholder kemisk stof, der kan påvirke celledeling og muligvis give fosterskader, dog uden at den præcise risiko kendes, forklarer professor og overlæge ved Hudafdelingen på Bispebjerg Hospital Jørgen Vedelskov Serup.

Kræftfremkaldende hos dyr

Også hos Miljøstyrelsen, der rådgiver på området herhjemme, råder de alle, som er gravide, til at passe på, at de ikke bliver udsat for unødvendige kemikalier – og her hører kemikalier i tatoveringsblæk ind under.

– Når man får en tatovering, er der to overordnede sundhedsrisici forbundet med det. Den ene består i infektionsfaren, som er afhængig af hygiejnen dér, hvor tatoveringen bliver foretaget, samt af udstyret og tatoveringsblækkets sterilitet, siger Sara Højriis, miljøkemiker i Miljøstyrelsen.

Den anden fare er de kemiske stoffer, der indgår i tatoveringsblækket.

– Her har man set, at tatoveringer kan give udslæt og allergi, og man har også testet forskellige mærker og farver af tatoveringsblæk og set, at der er fundet små mængder af flere problematiske kemikalier i nogle af de undersøgte produkter. Det er for eksempel kemikalier, hvor der er bevis for, at de er kræftfremkaldende hos dyr, forklarer hun.

Miljøstyrelsen har ikke undersøgt, hvordan de kemiske stoffer påvirker det ufødte barn.

– Men hvis du kobler det faktum, at fostre er sårbare over for kemikalier, og det faktum, at der kan være problematiske stoffer i tatoveringsblæk, så er det en dårlig idé at blive tatoveret, når man er gravid, understreger Sara Højriis.

Må man fjerne en tatovering, når man er gravid?

Det er også blevet langt mere almindeligt at få fjernet tatoveringer, man ikke længere bryder sig om. Venter du barn, er det endnu en ting, du bør holde dig fra at få gjort. 

– Det kan også være en dårlig idé at få fjernet en tatovering, når man planlægger at få et barn, eller hvis man er gravid, da der kan frigives skadelig kemi, når tatoveringen fjernes. Snak med din læge, om du bør vente med at fjerne en tatovering, lyder det fra Sara Højriis.

Stofferne kan nå ind i livmoderen

Når du får lavet en tatovering, får du groft sagt lavet et sår, hvor du putter tatoveringsblæk ned i. Det vil sige, at du laver et hul i kroppens naturlige barriere og putter en kemisk blanding ned i.

Noget af den kemiske blanding vil sidde fast i huden på stedet, hvor det er blevet sprøjtet ind, men der er også andet, der vil blive transporteret rundt i kroppen – og det kan nå frem til det lille barn inde i maven.

– Stofferne går fra tatoveret hud ind i lymfe og blod og kan nå til livmoder med foster indeni. Da fosteret har mange celledelinger og udvikles, kan påvirkning af celledeling eventuelt medføre misdannelser i mindre eller større omfang. Fostre er særlig følsomme først i graviditet det vil sige i 1. trimester, siger Jørgen Vedelskov Serup.

Som gravid kan det i dagligdagen være svært at undgå farlige kemikalier, da de findes i mange af de hverdagsprodukter, vi ikke vil undvære. Men du kan gøre meget for at undgå at få kemikalierne unødigt ind i kroppen, lyder det fra Miljøstyrelsen.

– Det lille barn i maven er sårbart over for selv små mængder af kemi. For eksempel er udviklingen af barnets organer og nervesystemer særligt følsomt. Så med det sagt, må vi råde til at minimere kemikaliekontakten generelt - og dermed også fra tatoveringer, forklarer Sara Højriis.

Permanent makeup og graviditet

Hvis du tænker, at der kan være steder på din krop, hvor det er mindre risikofyldt for dit ufødte barn, at du får lavet en tatovering, er svaret desværre nej ifølge Jørgen Vedelskov Serup.

– Alle steder på kroppen er lige slemme at få lavet en tatovering, forklarer han.

De senere år er det også blevet meget populært med makeup-tatoveringer, også kaldet "permanent makeup", men ligeledes her frarådes det, at du som gravid kaster dig ud i at få tatoveret øjenbryn eller læber.

– Det er det samme som med almindelige tatoveringer, for man tager en kemisk blanding, og lægger den ind under huden, og det kan i værste fald medføre en sundhedsfare, lyder det fra Sara Højriis.

Tatoveringer, når du forsøger at blive gravid?

Går du med planer om at få et barn inden for den nærmeste fremtid, skal du også tænke dig gevaldigt om, før du lader din krop dekorere af tatoveringsnålen. Begge eksperter fraråder nemlig dette.

– Hvis du påtænker at blive gravid, kan det jo være, at du lige pludselig står og er gravid, og hvis du så får en tatovering, risikerer du at udsætte dig selv og det ufødte barn for de skadelige kemikalier, siger Sara Højriis.

Samme syn på sagen er at finde hos overlægen på Bispebjerg Hospital.

– Forsøger du at blive gravid, er det bestemt tilrådeligt at lade være – alle ønsker vel et "velskabt barn", understreger Jørgen Vedelskov Serup.

Skal du være nervøs for gamle tatoveringer?

Næsten hver femte danske kvinde har en tatovering. Er du en af dem, har du måske overvejet, om du skal være bekymret for, om skadelige kemikaler fra en gammel tatovering kan være ophobet i kroppen og skade det ufødte barn.

Ifølge Jørgen Vedelskov Serup er det dog utænkeligt, særligt med meget gamle tatoveringer.

– Det er usandsynligt, da afgift af kemisk stof til kroppen aftager med tatoveringens alder – risikoen er nok størst den første uge eller måned, dernæst er den aftagende, forklarer han.

Hos Miljøstyrelsen har man endnu ikke undersøgt området, men også her er svaret som udgangspunkt nej.

– Der er ikke nogen grund til at spekulere på, om det, du foretog dig for 10 år siden, vil have en effekt på dit ufødte barn. Det vigtigste er, at du ikke bliver tatoveret i forbindelse med graviditeten, da det tyder på, at den største udsættelse for kemiske stoffer i tatoveringsblæk sker i forbindelse med, at man bliver tatoveret, lyder det fra Sara Højriis.

Kræftens Bekæmpelse fraråder også gravide at blive tatovering

"Blæk til tatovering indeholder ofte mutagene stoffer, der kan påvirke cellernes deling abnormt. Da fostre først i graviditeten er særlig følsomme for sådanne påvirkninger selv i lav dosis, er der international enighed om, at fraråde kvinder at blive tatoveret, hvis de forsøger at blive gravide eller er i første del af graviditeten. Der er ikke påvist en overrisiko for fosterskader hos allerede tatoverede kvinder."

Kilde: Kræftens Bekæmpelse 

Gravid tatovering
(Foto: Getty Images)

Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid, Tatoveringer, Makeup og Sygdom