mette hovmand-stilling
SPONSORERET indhold

Man kan åbenbart også gøre sig for umage med de madpakker…

Jeg kunne godt selv mærke, at det havde taget overhånd den dag, jeg kom på arbejde duftende af nystegte lune kyllingelår, skriver Vores Børns chefredaktør Mette Hovmand-Stilling.

Af:: Mette Hovmand-Stilling Foto: Franne Voigt
09. jul. 2018 | Børn | Vores Børn

Da min ældste søn begyndte i 0. klasse sidste år, blev hans madpakker hurtigt en stående joke på redaktionen.

Altså ikke på grund af ham, men på grund af mig. I min iver efter at give ham en så god start som muligt, blev madpakken nemlig hurtigt min manifestation af en kærlig hilsen hjemmefra. Ikke bare som i et lille jordbær eller ostehaps, men som et væld af lækkerier, som ville være Torvehallerne værdige: Pirogger, mini-pizzaer og frikadeller i skøn forening, sirligt udskåret frugt og grøntsager i små søde pakker. Varieret, velsmagende sund kost med masser af energi – der skulle ikke mangle noget.

LÆS OGSÅ: Leder: "Vi har et giga ansvar for, hvad vores børn kommer i munden"

Jeg kunne godt selv mærke, at det havde taget overhånd den dag, jeg kom på arbejde duftende af nystegte lune kyllingelår, men jeg fortsatte alligevel. Madkassen var nemlig mærkelig nok altid halvfuld, når den kom retur. Derfor måtte det jo være ekstra vigtigt med et bredt udvalg af indbydende lækkerier, så jeg var sikker på, at noget af det faldt i min lille øjestens smag, tænkte jeg... Lige indtil læreren nogle uger inde i skoleåret kom med en kærlig anvisning:

"Det er nogle VIRKELIG lækre madpakker, han får med, men han når altså aldrig til det grove brød med næring, når han først skal spise melonstykker med tandstikker. Han er hverken halvt eller helt færdig, når de andre er klar til at lege."

Ups. Så kunne jeg ellers stikke mine majskolber skråt op.

Siden den dag har rugbrød fyldt mest i madkassen. Han får stadig sund og lækker mad med, men jeg begrænser de kreative tiltag, og først og fremmest gør jeg det så nemt og tilgængeligt som muligt: Ekstra frikadeller og grovbrød i fryseren, som hurtigt kan tøes op – og måske rester fra aftensmaden. I perioder ender det blot med flade leverpostejsmadder med agurkeskiver – og ved I hvad? Det kan altså også noget! 

Velbekomme.

LÆS OGSÅ: Tag børn med i køkkenet: Her er 9 gode råd

LÆS OGSÅ: Vi tester yoghurt: Sund morgenmad eller dessert?

LÆS OGSÅ: Leder: "Kan børn blive for tykke?"