Maria Montell og Tomas Villum: “Vi elsker vores familiekaos”

Jeg bliver en smule nervøs, da jeg tre dage inden vores aftale ringer til Maria Montell. Bare lige for at få detaljerne omkring interviewet med hende og hendes mand, filminstruktøren Tomas Villum Jensen, på plads. ‘Kan vi ikke sige, at vi er færdige klokken fem?’ spørger hun. Jeg har ikke rigtig andet valg end at bekræfte, at jo, det kan vi selvfølgelig – selv om jeg godt kan regne ud, at når vi skal mødes klokken 15, og der først skal tages billeder af hele familien, så bliver der ikke ret lang tid tilbage til interviewet.

Jeg har aldrig mødt hverken Maria Montell, Tomas Villum Jensen, eller deres tre børn, Lilly på tre, Smilla på syv og Villum på ni. Måske er de superdisciplinerede alle sammen, men hvis det var hjemme hos mig, hvor der kun er to børn, ville det i hvert fald være noget af en (umulig) opgave at få sat sig ned og snakket koncentreret voksensnak midt i eftermiddagskaosset af sult, savn, træthed, søskendekonflikter, legelyst og lektier. Men det er det tidspunkt, det kan lade sig gøre at mødes.

Da jeg banker på døren til det fine, stråtækte hus dér på landevejen i Humlebæk en torsdag i solskinsvejr, er der i første omgang ingen, der åbner. Jeg prøver en anden dør, og nu dukker en au pair op og peger mod udestuen, hvor Maria Montell befinder sig sammen med en lille, glad hund.

LÆS OGSÅ: Familieliv: Vi drømmer om at gå hjemme

“Gud, hej!” udbryder hun, nærmest overrasket. “Ja, her går jeg bare lige rundt i mine egne tanker,” undskylder hun.

Jeg hilser på hvalpen, Fine, som er tre måneder gammel og netop er blevet en del af familien. Det er en tibetansk terrier, som har et roligt sind og ikke fælder – perfekt til en børnefamilie, forklarer Maria. Så lyder der børnestemmer ude fra gangen. Tomas kommer hjem efter at have hentet ungerne, og de tre børn myldrer ind ad døren med kurs mod Fine.

Især Smilla og Lilly er åbenlyst begejstrede for gensynet med hvalpen – som i bar lykke får plantet forpoterne på Lillys brystkasse, så de to tumlinger står i øjenhøjde. Der lyder et hyl fra den lille pige, men storesøster Smilla kommer hurtigt til undsætning: “Ned, Fine!” kommanderer hun og får hunden bukseret på plads på gulvet igen.

Er det dine øjne?

Da roen er genoprettet, vil Smilla vide, om det er mig, der skal tage billeder af dem. ‘Nej, det er fotografen, der kommer om lidt’ svarer jeg. Lilly vil op til mig. Og så vil hun vide, om det er mine øreringe, jeg har på. Og om det er mine øjne. Det er det jo.

“Hvem har du fået dem af? ”spørger hun. “Af min mor. Hun har brune øjne ligesom mig,” forklarer jeg. “Mor,” siger Lilly og peger på sin mor. “Ja, det er din mor, og jeg er også en mor. Jeg har to børn, og min dreng er lige så stor som dig, og min pige er ligesom Smilla,” fortæller jeg. Det vil ungerne gerne høre mere om, men så kommer fotografen, og det er næsten ærgerligt, for det er ret hyggeligt at småsludre med de her børn, der tilsyneladende ikke har nogen som helst betænkeligheder ved at åbne sig over for en vildt fremmed.

Men nu er det tid til business, og alle gør stort set, hvad der bliver sagt. Største udfordring er at få Lilly til at stoppe med at fylde munden med kammerjunker og at få Villum til at udskifte de fjolleansigter, der er nærmest klistret til den niåriges ansigt, med et normalt smil. Og så får Lilly et mindre sammenbrud, da fotografen kører igen – fordi hun vil med. Det kræver lige en pakke oreokiks til hvert barn, før der er nogenlunde ro.

Vi sætter os ved havebordet med udsigt til den parklignende græsplæne, omkranset af træer og marker, en lille sø, og næ – dernede står en hest og to æsler og fuldender idyllen. De er dog naboens, forklarer Tomas, da jeg åbenbart ser ud, som om jeg i forvejen er ret imponeret over hele det setup af børn, au pair, dyr, hus og kæmpe have, de har kørende. Og så er der lige karrieren oveni.

LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende

Lige nu arbejder Maria som sangskriver og er i gang med et nyt soloalbum, mens Tomas kører fuld fart i sit firma, hvor han laver reklame-, dokumentar-, og spillefilm. Desuden er de begge involverede i ‘3 liter rent vand’-kampagnen, som skal skaffe rent drikkevand til Uganda. Jo, der er nok at se til. Måske også for meget, synes Maria.

“Nogle gange, når jeg er stresset over et eller andet projekt, der ikke vil lykkes, og jeg taler med min mor, siger hun ‘årh, hvor er det ærgerligt! Det er jo nu, hvor jeres børn er små og stadig vil jer, at I skal nyde dem’ siger hun. Maria kan godt se visdommen i sin mors ord og vil gerne være så meget sammen med sine børn som overhovedet muligt. Men det kan være svært at efterleve i en hektisk hverdag, hvor arbejdet, både det man skal og det, man bare vil, hober sig op.

Læs videre på næste side …

Vi øver os i at ‘lave ingenting’

“Jeg kan jo se det på min bror, som har en datter, der går i gymnasiet. Han er heldig, hvis han snakker ordentligt med hende en gang om ugen. Så siger jeg det videre til Tomas: ‘Vi bliver simpelthen nødt til at lade være med at fokusere på ligegyldige ting!’ … Men det er jo svært, for det er jo også de ting, vi bruger tid og energi på i vores arbejde, der får det hele til at løbe rundt, siger Maria og uddyber, at det for eksempel i situationen kan virke meget vigtigt ikke at gå glip af en filmpremiere eller deltage i en reception i musikindustrien ‘fordi branchen kræver det’.

I det store billede er det selvfølgelig vigtigere at være sammen med sine børn. Ingen tvivl om det. Men når man som Maria og Tomas arbejder som selvstændige, og lønnen kun går ind til den første, hvis man har løbet stærkt, kan det være rigtig svært at vente med at svare på den mail. Der er regninger, der skal betales. Mange regninger. Parret mødte hinanden i en sen alder, og begge havde et sommerhus.

Så købte de hus i Skovshoved. Boede i det lillebitte fiskerhus på en lillebitte grund, indtil barn nummer tre var på vej, og lysten til lys og luft blev så stor, at det virkede som det eneste rigtige at flytte på landet. Et af sommerhusene er solgt, et af dem har de stadig – og huset i Skovshoved er desværre også stadig (ufrivilligt) på deres hænder. Tomas dagdrømmer om at være fri af økonomiske bånd. Så ved han godt, hvad han ville gøre.

“Jeg kunne godt tænke mig at være ham dér, der vandt 50 millioner i Lotto. Så ville vi trække stikket ud og sige til familie og venner ‘nu køber vi en autocamper, og så kører vi rundt i Australien det næste år. Vi ses første august!’. At være sammen med min familie og ikke behøve at koncentrere mig om mit job eller noget som helst andet end bare at være familiefar. Det kunne være sindssygt.

LÆS OGSÅ: Mindfulness: Kom tættere på dit barn

Maria fortsætter, hvor Tomas slipper: “Ja, drømmen ligger derude. Men det er ikke lige foreløbig. Lige nu arbejder vi på at gøre os fri af alle de her ting og sager, som gør, at vi skal knokle så hårdt for at få det til at hænge sammen.”

Måske er drømmen lidt stærkere, fordi mindet om en sommer fyldt til bristepunktet med uforstyrret familiesamvær ligger frisk i erindringen. For første gang i årevis skulle familien ikke rigtig noget i sommerferien. Ingen fancy udlandsture. Programmet stod på ‘lave ingenting’ derhjemme i Humlebæk i seks fantastiske uger, og dagene gik med at hænge ud med andre børnefamilier, være på ridelejr, sejle optimistjolle og slappe af.

“På et tidspunkt spurgte jeg børnene, hvordan de syntes, at det gik med denne her sommerferie. ‘Det er den bedste nogensinde’ svarede de. Det var lidt en øjenåbner, at der ikke skulle alle mulige vilde aktiviteter til, for at de havde det sjovt. Alle var bare afslappede og glade. Det kunne vi godt bruge mere af,” mener Maria.

Plads til ‘mig’

Tomas siger, at han på den anden side måske nok ville få nok af autocamperlivet efter tre uger. Det mener Maria ikke, at hun ville. Men hun indrømmer, at også hun kan nå grænsen af at være i symbiose med familien. At trangen til at være sig selv nogle gange bobler op til overfalden, og så kan hun godt få lyst til at stikke af fra det hele – for en kort bemærkning, i hvert fald.

“Vi er rigtig mange mennesker herhjemme. Alene det støvniveau, der er … Nogle gange, når alle tre børn sidder i bilen, og de begynder at skændes, kan jeg virkelig få lyst til at stoppe op og bare sætte dem af én for én,” griner Maria, mens hun efterligner bevægelsen af at løfte et barn ned på jorden.

Det har hun dog ikke gjort endnu. Måske fordi hun netop har det arbejde, som på den ene side tvinger hende til at være alt for travl i perioder – og på den anden side giver hende et frirum. Lige om lidt skal hun for eksempel en uge til Stockholm og indspille sange til sit kommende album. Imens skal Tomas være alenefar, og det er han nærmest glad for. Han under virkelig Maria det break fra familielivet.

LÆS OGSÅ: Line Rafn om angst, eufori og lortebleer

“Jeg tror, det er skidegodt for din kreativitet, at du tager til Sverige for at arbejde. Så er du inde i din musikklokke og tænker ikke over forældremøder og hvilket tøj, børnene skal have på …” Mere når han ikke at sige, for Lilly kommer tumlende og vil have mere tyggegummi. Tomas vil have hende til at aflevere det beskidte tyggegummi først (‘det har jo været på jorden, Lilly’).

Læs videre på næste side …

Vi holder sammen!

Efter lidt surmuleri lystrer den lille pige, og snakken kan fortsætte. Tomas uddyber, at også hans job kræver, at han ofte er væk fra vasketøj og lektielæsning. For nylig var han ni uger i Frankrig for at filme en spillefilm, og kort tid efter var både han og Maria en uge i Afrika for at optage en film om det vandprojekt, de er involverede i. Man forstår godt, at der er brug for bedsteforældre og en au pair-pige for at få det hele til at hænge sammen derhjemme. Men det fungerer faktisk – og derfor kan de også nyde tiden væk fra hjemmet.

“Da vi var i Afrika, glemte vi alt om børnene. Det var så dejligt bare at være os to. Altså, det må man jo ikke sige, men vi stoler jo fuldstændig på bedsterne!” understreger Maria.

Alenetid sammen, bare de to, er ellers ikke noget, de har haft ret meget af. Maria blev gravid med deres første barn, Villum, tre måneder efter, at hun og Tomas blev kærester. Et vildt projekt at kaste sig ud i efter så kort tid, ville nogen mene. Men ikke Maria og Tomas.

“Vi ville det jo bare. Vi vidste bare, at vi skulle have børn. Jeg havde følelsen af, at jeg var kommet hjem med Tomas. Det var et kæmpe eventyr,” siger Maria og spørger sin mand, hvordan han 
egentlig vidste det?

“Jamen, man kan jo mærke efter inde i sig selv
 ‘tør jeg godt? Ja, det tør jeg godt. Men er jeg sikker
på, at min partner også vil det her? Ja, det er
 jeg’. Hverken Maria eller jeg havde lyst til at stå efter
et år og være enlig mor eller far, som vi har set
mange andre ende med. Jeg tror, vi var ret sikre 
på, at ingen af os ville stikke halen mellem benene 
og skride. Ikke efter ét barn og heller ikke efter to
 eller tre.

LÆS OGSÅ: Udfordring: Min mig-uge

Måske har det noget at gøre med den måde, de
 er vokset op, bliver parret enige om. De er begge
provinsbørn – Tomas fra Hundested, Maria fra
 Espergærde. Begge har tilbragt deres barndom og
ungdom med én fod på landjorden og én fod i
 vandet. Tomas driller Maria med, at hun jo nærmest 
var den første til at stå på et surfbræt i Danmark 
(‘nu er Maria jo en del ældre end mig’). Ingen
 af dem har været forkælede – de har haft et
 hav af fritidsjob og har måttet arbejde sig til det, de ville. Og så er der det kreative miæjø, som de blev en del af på hver sin måde, Maria gennem
musikken og Tomas gennem filmen.

Vi skal have det sjovt

Det er en lektie, parret forsøger at indprente deres børn. Først og fremmest ved at dele deres egen glæde ved de ting, der fylder alt i deres verden: Marias musik og Tomas’ film. Ikke på den måde, at Villum, Smilla og Lilly er tvangsindlagte til at elske alt, hvad deres forældre elsker – det kommer helt naturligt. Smilla har for eksempel selv bedt om at få lov at gå til trommer (okay så. Efter at Villum mistede interessen), og nu er hun også begyndt at spille guitar.

“Dér sad vi så i går aftes og stemte guitar og spillede Tom Dooley. At se det der gå-på-mod og den vilje, det er fedt. Og så kan det godt være, at Villum ikke gad, men til gengæld synes han, det er sjovt at lave youtube-film, så det kan han lave sammen med Tomas. Det er fantastisk, at børnene synes, at det vi har noget at byde på som forældre, er noget. Det skal være sjovt at være sammen med sine børn – det må ikke blive sådan noget ‘årh, mor er lige træt’ og så forsvinder man ind bag en lukket dør. Altså, vi bliver nok aldrig dem, der sidder og spiller kort. Men vi dyrker det, vi elsker,” siger Maria.

For dem handler det om at inddrage børnene i deres liv – på de vilkår, det nu kan lade sig gøre. Engang kunne de for eksempel smutte på en spontan skiferie. Det kan føles lidt øv at undvære, nu hvor det hele er blevet lidt mere omstændeligt med tre unger. Men så kan man da heldigvis bare lave skiferiestemning hjemme i haven.

LÆS OGSÅ: 10 trin til et sundt og sjovt liv som mor

“Så inviterer vi alle naboerne, drikker glühwein, spiller tyrolermusik i kæmpe højtalere og kælker ned af bakken herude. Det er fattigmandsafterski,” siger Tomas.

Læs videre på næste side …

Egentlig er jeg skideligeglad med, hvad de laver

Sjovt for både børn og voksne – det er målet. Ligesom da Tomas havde Villum med på filmfestivalen i Cannes for første gang i år. En kæmpe oplevelse for far og søn (og moren, som flittigt fik tilsendt billeder knipset med Villums mobil), både fordi de var sammen om en fælles passion – og fordi det bare var en fed drengetur.

Det er vigtigt for Tomas at understrege, for ungerne skal have rum til at udvikle sig som dem, de er.

“Egentlig er jeg skideligeglad med, hvad de laver. Bare vi kan give dem en lyst til at kaste sig ud i det. Jeg har det lige så fint med, at min søn bliver gartner, som at han bliver filmmand. Nu siger jeg gartner, og det er fordi, at det ville jeg gerne selv have været – og det drømmer jeg faktisk stadig lidt om.”

Maria: “Jamen, nu er du jo også selv lidt gartner herhjemme. Du elsker jo at sidde i timevis på din havetraktor med dit høreværn med radio i. Du er jo ikke til at råbe op.

Tomas: “Nej, der hører man ingenting.”

LÆS OGSÅ: Få en hverdag uden stress

Det fremgår af tonen, at de to timers fred med mig selv, P1 og den enorme græsplæne er ham vel undt. Et lille frirum fra støjen af mennesker. Det, er de enige om, er godt. Så er der de ting, de ikke er helt enige om. Hvor meget man skal tale i telefon og tjekke mail, mens man er hjemme, for eksempel. Én regel holder Maria benhårdt fast på: Når familien spiser, taler man ikke i telefon. Det er det ene tidspunkt på dagen, hvor hele familien sidder omkring bordet og taler, og afbrydelser tolereres ikke. Skulle nogen formaste sig til at ringe (‘det er i så fald nogen, der ikke kender mig’), kan Maria finde på at tage røret, sige ‘vi spiser!’ og smække på igen. Tomas gør vist nok det samme.

“Det er vi blevet enige om. Det er en af alle de kanter, der er blevet slebet af med årene. Dem er der mange af,” forklarer hun.

Man skal lære at være forældre

Hvad Tomas har at sige til det, kunne være interessant at høre, men han taler i – ja, telefon. En forretningsforbindelse har ringet et par gange, og han er nødt til at klare opkaldet. Biksen skal passes (inden det bliver spisetid, jo). Imens fortæller Maria om nogle af alle de andre kanter, der har fået grovfilen gennem årene. Hendes temperament er en af dem. Det har været rimelig sprængfarligt, men er blevet bedre, efter at hun er vokset ind i forældrerollen.“Nu tæller jeg mange gange til ti, hvor jeg i starten bare eksploderede. Jeg har lært nogle mekanismer – afledningsmanøvrer, hvor jeg vender fokus et andet sted hen i stedet for bare at springe i luften. Det er jeg blevet meget bedre til. Man skal virkelig lære at være forælder, og jeg blev sindssyg frustreret i starten, når det ikke virkede, at jeg sagde ‘spis ordentligt!’ ”siger hun.I dag er hun generelt mere pædagogisk, mener hun selv. I hvert fald når der er tid og overskud til det. De dage, hvor det hele kører på pumperne, kan tingene stadig godt køre op i en spids.LÆS OGSÅ: Opskrifter: 3 x nemt og sundt“Når der er stress på, bliver jeg kort for hovedet og får sagt tingene på de forkerte måder. Det bliver en ond cirkel, for børnene kan mærke det lige med det samme, og så bliver de også umulige. Bagefter tænker jeg ‘hvorfor skulle jeg råbe så højt lige der?’.”

Et lille pusterum mellem pligterne

Sådanne dage får drømmen om et år i en autocamper ny energi. Eller måske kan mindre gøre det, rationaliserer Maria sig frem til. En telttur, en cykeltur, en tur på stranden – bare det at være en lille smule sammen, stille, roligt og uforstyrret. Klokken har passeret 17, og Tomas er ved at afslutte sit opkald. Lilly kommer igen til syne i havedøren, denne gang sammen med au pairen, og de forsvinder ned bagerst i haven til gyngestativet.

Fine begynder at flintre rundt mellem benene på Maria, som om den lille hund kan fornemme stemningen af opbrud og tænker ‘nu kan mor lege!’. Lige om lidt skal der laves aftensmad. Aktiviteten tager til, og efterhånden giver det rigtig god mening, at Maria for et par timer siden gik rundt dér i sine egne tanker, mens jeg stod udenfor og bankede forgæves på hoveddøren.

Et lille pusterum mellem pligterne. Og jeg tænker, at det måske alligevel var meget fint, at der kun var tid til at mødes på en helt almindelig hverdagseftermiddag, fyldt med småsnakkende børn, surmuleri og summende telefoner – midt i et stykke af virkeligheden hos familien Montell-Jensen.

LÆS OGSÅ: Ulvetime: 10 tips til trætte børn og voksne