Far og barn
Foto: Getty Images | I dag er det mig og ikke min ekskone, der får lov at sætte præmisserne for mit og Majas samvær.
Hjemmet

Min ekskone brugte vores datter imod mig

Jeg havde oplevet, hvor dominerende Ida kunne være. Det var dog først, da vi blev skilt, og jeg forsøgte at få etableret et godt forhold til vores lille datter, at jeg for alvor så, hvor egoistisk og manipulerende min ekskone var.

Af Læserberetning 11.apr.2018 Børn

LÆSERBERTNING: Indtil min kone, Ida, blev gravid, havde vi haft det dejligt sammen. Vi elskede hinanden, og Ida havde altid været utrolig kærlig og omsorgsfuld. Hun havde heller ikke ret mange end mig i sit liv, for hun var vokset op som enebarn, og hendes mor, som hun havde været meget tæt knyttet til, var død, før vi mødte hinanden. Ida savnede hende stadigvæk meget, men hun talte aldrig om sin far. Han var allerede gledet ud af billedet, da hun var lille.

Da Ida blev gravid, ændrede vores forhold sig. Alt handlede pludselig kun om det lille liv, der voksede inde i hende. Hver gang, jeg forsøgte at nærme mig hende, afviste hun mig. Jeg skød det hen med, at det var hormoner, og det ville gå over igen, når hun havde født. Da vi havde fået vores datter, brugte Ida hende derimod som et levende skjold mod mig. Når jeg kom hjem fra arbejde, sad hun i sofaen og ammede Maja, og hun ænsede mig ikke med et blik. Det var som om, at jeg var holdt helt op med at eksistere for hende.

Da Maja var et år, fik jeg min mor til at være babysitter, så Ida og jeg kunne gå lidt ud alene sammen. Jeg havde behov for at få hende til at forstå, at hun blev nødt til at lukke mig ind i sit liv igen. Det var bestemt ikke med Idas gode vilje, at vi sad overfor hinanden på en restaurant. Hun hørte slet ikke efter, hvad jeg sagde. Hun sad bare med blikket stift fæstnet til mobilen. Hun kunne ikke holde tanken ud om, at Maja skulle vågne, uden at hun var hjemme. Det endte med, at vi måtte skippe desserten og køre hjem igen.

Da Maja var to år, havde jeg opgivet, at Ida og jeg ville finde tilbage til hinanden igen. Ida sov på det tidspunkt sammen med Maja i vores seng, mens jeg var blevet henvist til sofaen.

LÆS OGSÅ: Efter skilsmissen: ”Jeg har måttet lære at rumme at være ked af det”

Jeg kunne overhovedet ikke trænge igennem til Ida. Hver gang, jeg forsøgte, blev jeg mødt med en mur af tavshed. Når jeg derimod forsøgte at lave ting med min datter og i den forbindelse også opdrog lidt på hende, så blandede Ida sig, hvilket bevirkede, at Maja næsten altid havde al sin opmærksomhed rettet mod sin mor.

Ind imellem havde hun og jeg dog vores små stjernestunder. De aftener, hvor Ida kom sent hjem fra arbejde, løftede jeg Maja op og sidde på køkkenbordet, så hun kunne hjælpe mig med at lave aftensmad, mens vi snakkede om hendes dag i børnehaven. Men så snart Ida trådte ind ad døren, begyndte Maja at klynke og række ud efter sin mor, der straks løftede hende op i sin ”beskyttende” favn.

Da Maja var fem år, kastede jeg håndklædet i ringen og flyttede for mig selv. Nu ville jeg i det mindste få lov at være sammen med Maja hver anden weekend. Det forsøgte Ida dog at sætte sig imod. Hun mødte op i Statsamtet med en advokat, som skulle overbevise sagsbehandleren om, at Maja ikke følte sig tryg ved at skulle overnatte andre steder end hos hende. Jeg argumenterede derimod for min egen sag, og sagsbehandleren gav mig medhold i, at det måtte komme an på en prøve.

Da Maja første gang skulle på weekend hos mig, ringede Ida konstant for at tale med hende. Hver gang græd Maja bagefter og plagede om at komme hjem til sin mor. Til sidst sendte jeg en sms til Ida. For Majas skyld skulle hun lade være med at ringe mere. Jeg skulle nok selv kontakte hende, hvis der var grund til det. 

Da Maja var tilbage hos Ida, fik jeg en lang sms. I den stod, hvor ked af det Maja havde været, mens hun havde været hos mig. Hun havde grædt, da hun kom hjem, ikke mindst fordi jeg havde nægtet Maja at lade hende tale med sin mor i min mobil.

Jeg insisterede dog på, at Maja blev ved med at komme på weekend hos mig, og måske derfor udstyrede Ida hende nu med en mobiltelefon. Fra vi forlod børnehaven bestilte Ida stort set ikke andet end at ringe til Ida for at høre, om hun var okay. Da vi om aftenen gik i gang med at lave pizzaer, bad jeg irriteret Maja om at lægge mobilen væk. Hun nægtede og pilede i stedet ud på toilettet og låste døren.

LÆS OGSÅ: Silas Holst: "Pludselig stod tiden stille i en blanding af angst, panik og helt ubeskrivelig lykke"

Jeg prøvede forgæves at få Maja til at komme ud, men hun svarede ikke, og kort tid efter ringede Ida på min hoveddør. I det samme kom Maja ud og kastede sig grædende ind i hendes favn. Ifølge Ida var Maja så utryg ved at være hos mig, at hun ikke skulle tvinges til det. Hun tog derfor Maja med hjem. Nu mente Ida, at vores datter fremover kun skulle være hos mig i det omfang, hun selv havde lyst til det. Jeg protesterede. Maja var kun et barn, det kunne Ida umuligt selv lade hende bestemme!

Da jeg næste gang kom for at hente hende i børnehaven, klamrede Maja sig skrigende til pædagogerne. Først da jeg havde måttet love hende, at jeg ville køre hende hjem til hendes mor samme aften, tørrede hun øjnene og fulgte med mig. Sådan fortsatte vores samvær igennem de næste tre måneder.

Jeg kunne have krævet min ret og insisteret på, at Maja skulle være hos mig i en hel weekend, men det at tvinge hende til noget, hun åbenlyst ikke havde lyst til, ville jo ikke gøre tingene bedre. Tværtimod. Ind imellem havde hun dog mod på at blive og overnatte bare én enkelt nat, men så snart Ida ringede for at sige godnat, endte Maja med at ombestemme sig og ville køres hjem.

Da det blev december, var Maja derimod ikke i tvivl om, at hun ville holde juleaften sammen med mig. Det støttede Ida hende for én gang skyld op i. Julen havde aldrig betydet noget for hende, hun skulle bare være derhjemme, mens jeg skulle fejre den sammen med min store familie. Men nu for der også en djævel i mig. Jeg forklarede Ida, at hvis Maja ville holde juleaften sammen med mig, så blev det på mine præmisser: For det første skulle Maja lade sin mobil blive hjemme, og for det andet måtte Ida gå med til, at Maja overnattede hos mig. Det mente Ida, var urimelige krav at stille til en seksårig pige.

– Du ved jo udmærket, at Maja kun er tryg, når hun kan komme i kontakt med mig og sove hos mig!

Da jeg næste gang havde hentet Maja i børnehaven, og vi brugte tiden sammen på at bage småkager, forsøgte min datter også at forhandle sig frem til et kompromis.

– Nej, Maja, sagde jeg.

– Hvis du har lyst til at fejre juleaften sammen med mig, så bliver det, som jeg har sagt. Jeg orker ikke, at du skal sidde og tale med mor i mobil, mens vi andre spiser julemiddag – eller at du skal køres hjem til hende, så snart vi har danset om juletræet.

– Jamen, hvad så med mor? Hun kommer jo til at savne mig!

Var det i virkeligheden dét, der var Majas allerstørste problem? tænkte jeg i mit stille sind.

– Ja, men så glæder hun sig jo bare endnu mere til, at I ses igen. Ligesom jeg jo altid glæder mig til at se dig igen, når vi ikke er sammen.

LÆS OGSÅ: Folk havde mange holdninger til, at jeg flyttede fra min datter

Maja sendte mig et tankefuldt blik, så besluttede hun sig for at holde jul med mig.

Efter en rigtig hyggelig juleaften, faldt Maja i søvn på bagsædet på vejen hjem. Næste morgen, da hun vågnede, nævnte hun ikke sin mor med et ord, og op af formiddagen spurgte hun, om hun måtte blive og overnatte én nat til. Det måtte hun hellere end gerne. Men jeg understregede, at hun så ikke kom hjem til sin mor, før dagen efter. Jeg orkede ikke, at hun pludselig ændrede planer sent ud på aftenen. Det var hun indforstået med.

Da jeg ringede til Ida og meddelte hende det, lød hun ikke overbevist, og hun bad om at få lov at tale med Maja selv. Det fik hun nu ikke lov til. For så længe hun blev ved med at smitte Maja med sin egen utryghed, ville Maja aldrig blive tryg ved at være sammen med andre end hende. Nok kunne jeg ikke bryde den symbiose, der var mellem hende og hendes mor, men i det mindste kunne jeg kæmpe for ikke at glide helt ud af billedet som Majas far. Og det var ikke kun for min egen, men i den grad også for Majas skyld. For i min verden har et barn brug for mere end én voksen i sit liv, som det kan stole på og føle sig fuldstændig tryg ved. Den tryghed havde Ida bare aldrig selv oplevet og måske derfor forstod hun heller ikke, hvor vigtigt det var, at Maja knyttede sig til andre end hende.

Det er i dag et halvt år siden. I mellemtiden er jeg blevet ved med at sætte grænser for Ida og stille alderssvarende krav til Maja. Det, at det er mig, og ikke Maja, der får lov at sætte præmisserne for vores samvær, har givet hende en hel anden ro og tryghed. At det stadig ikke er med Idas gode vilje, at hun skal undvære Maja hver anden weekend, er hendes problem. Men jeg håber, at hun vil lære at tackle den udfordring. For i sidste ende har vi alle sammen kun vores børn til låns. Og bilder vi os andet ind, ender barnet med at betale prisen for den usunde symbiose – ligesom Ida måske også selv havde gjort det i sin tid.

Sådan foregår det:

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere. De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt. Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 30 85 19 68 eller på mail vibeked@hjemmet.dk


Henter...