Min fødsel: “Jeg troede bare, at jeg tissede”

Hvordan var din fødsel? Gik den i gang med et brag eller havde den en langstrakt start? Det er altid interessant at høre, hvordan andre har oplevet det at bringe et barn til verden, og hvor forskellig oplevelsen kan være.

Læs Poulines historie her:

Min mand og jeg er kørt ind til det lokale supermarked for at handle lidt til frokost. I det jeg træder ud af bilen, kan jeg mærke lidt urin pible, så jeg stopper og krydser benene. Der er to måneder til termin, så det falder mig slet ikke ind, at det kan være fødslen, der er ved at sætte i gang. Jeg tænker bare, at baby må ligge og sparke på blæren.

Vi griner lidt og synes, at det dér graviditet godt nok er noget mærkeligt noget. Vi beslutter os for at lægge en plasticpose ind på sædet, for mine ben er temmelig våde. Herefter kører vi hjem igen. Da vi kommer hjem, går jeg straks i seng og tænker, at jeg nok bare skal tage den med ro, men efter nogle timer begynder jeg alligevel at spekulere, for det var nu mærkeligt, at der ikke lugtede af urin i bilen, da vi kørte hjem.

Jeg sætter mig derfor ved computeren og googler ‘faresignaler ved graviditet’ og finder ud af, at det godt kan føles som at tisse, når vandet går. Men det er stadig to måneder for tidligt, så jeg er overhovedet ikke klar. Jeg har hele tiden tænkt, at den sidste måned inden termin skulle bruges til at forberede mig på fødslen, så jeg kunne koncentrere mig 100 procent om jobbet, indtil jeg gik fra.

LÆS OGSÅ: Fødsel: Er det nu?

Vi havde ikke engang været til fødselsforberedelse – jeg vidste ingenting om noget som helst! Jeg ringer derfor til hospitalet for at få en snak med dem. Min mand er taget til et møde, og jeg kan ikke få fat i ham, så da jordemoren siger, at jeg hellere må blive tjekket, ringer jeg til mine forældre, som kører mig. Min mand når frem, mens vi stadig er i venteværelset.

Smertelindring – hvad er det?

Jeg får sat nogle sensorer på maven, og der kommer en læge og skanner mig. Ingen tror, det er noget særligt, så det er lidt overraskende, da jordmoren fortæller, at mit vand delvist er gået. Jeg var slet ikke klar over, at det kunne gå delvist. Jeg får et ve-stoppende præparat i drop og et skud binyrebark i låret, der virker lungemodnende på babyen, for det tilfælde at vores datter skulle komme nu.Tre timer efter ankomst til hospitalet begynder de første plukveer. To timer senere begynder de rigtige veer, og jeg spørger, hvornår det ve-stoppende middel egentlig skulle virke. Svaret var, at det burde virke nu, så vi skal nok forberede os på, at hun kommer i nat. Hun bliver skudt ud, to og en halv time efter veerne startede – cirka syv og en halv time efter ankomst til hospitalet.LÆS OGSÅ: Fødsel – vær forberedt på smertenJeg havde ikke nået at tage stilling til smertelindring. Jeg følte, at jeg burde have en klar holdning til, om jeg ville have epidural eller ej, men jeg havde ikke information nok til at tage beslutningen. Da jeg spurgte jordemoren, var der de første to gange ikke tid til at svare, og tredje gang var det for sent – fødslen var i gang. Mellem veerne bad jeg på et tidspunkt om Panodil og Treo til stor morskab for personalet.

Fantastisk fødselshjælper

Min mand var fantastisk under hele forløbet. Enormt rolig og han blev ved med at insistere på, at jeg tog store, dybe vejrtrækninger, så jeg registrerede kun hans og jordemorens stemme, til trods for at der var otte personer på stuen. Jordemoren kaldte os bagefter for ‘næsten professionelle’, for vi bevarede roen og gik ikke i panik på noget tidspunkt. Det, syntes jeg, var lidt skægt, for hvordan er man professionel under en fødsel?

At jeg formåede at beholde roen, skyldtes udelukkende den information, jeg dagligt havde fundet på internettet. Jeg kan huske, at jeg i uge 28 læste, at hvis barnet blev født nu, ville der være næsten lige så høj sandsynlighed for, at det ville gå godt, som hvis hun kom til tiden. Jeg følte mig home free, så da hun blev født tre uger senere, havde hun jo faktisk været færdigudviklet længe.

Jeg var så rolig efter fødslen, at jordemoren var bekymret for, om jeg nu også havde forstået, at jeg var blevet mor. Men det havde jeg. For veerne, dem havde jeg mærket. De gjorde helt ubeskriveligt ondt. Jeg var ved at besvime et par gange og nåede også at få et hurtigt blackout i det øjeblik, hun blev født. Men lettelsen og overraskelsen var alligevel nok til, at det kun lige varede en brøkdel af et sekund.

LÆS OGSÅ: Fødsel i foto: Da Luke kom til verden

Det hårdeste var faktisk, at se min lille pige ligge i kuvøsen med alle de slanger, når man nu bare gerne ville holde hende tæt ind til sig og beskytte hende. De første otte dage på hospitalet lå vi ikke på samme stue, så vi kom nærmest på besøg hos hende. Jeg havde så ondt af vores datter – det var ikke sjovt.

Det gjorde mig egentlig ikke så meget, at jeg ikke var forberedt på selve forløbet, for jeg havde en super jordemor, der var god til at guide mig hele vejen. Men det der med at have en liste med ønsker til fødslen med på hospitalet, dét var der ikke noget af.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Epidural – NU!”