Min fødsel: “Nu ringer du altså til fødegangen!”
Da veerne meldte sig, havde Rokhsareh egentlig ikke tid til sin fødsel. Hun skulle lige male og til møde i boligforeningen. Og håret skulle også sættes.
Faktaboks
Mor: Rokhsareh Yazdanyar.
Alder: 29 år.
Mor til Elias.
I hvilken terminsuge fødte du? 40+5.
Hvor lang tid tog fødslen? 33 timer fra veerne begyndte.
Hvad vejede og målte baby? 3.300 g og 50 cm.
”Klokken 18 tog vi til generalforsamling, hvor jeg sad i to timer og klemte min mands lår, hver gang jeg fik en ve,” fortæller Rokhsareh her med sin mand og lille Elias, samme dag som de blev udskrevet fra hospitalet. Foto: Privat
Jeg vågnede tidligt med menstruationslignende smerter. Min mand ar lige kørt på arbejde, så jeg skrev ‘du skal nok have lyd på din mobil i dag. Tror, det sker snart!’.
Derefter ringede han flere gange i timen, fordi han var ekstremt spændt. Jeg var også spændt, men havde en masse, jeg skulle nå.
Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle nå at male et billede færdigt til lillemandens værelse og lægge tøj sammen, og om aftenen skulle vi til generalforsamling i ejerforeningen.
Jeg var gået fem dage over tid og var træt af at være besværet, men syntes alligevel ikke, jeg var helt klar?– alt imens jeg havde veer med en halv times interval.
Min mand var nervøs
Dagen gik med praktiske gøremål, og klokken 18 tog vi til generalforsamling, hvor jeg sad i to timer og klemte min mands lår, hver gang jeg fik en ve.Hjemme igen var jeg stadig rolig. Der var 20 minutter mellem veerne, og min mand syntes, jeg var lidt for rolig, så han bad mig ringe til fødegangen. Jeg fik besked på at holde øje med slimproppen og på at få mig noget søvn for at have så mange kræfter som muligt til fødslen. Jeg fik dog ikke sovet meget, for veerne tog til i styrke og hyppighed og vækkede mig, hver gang der kom en ny.Klokken tre om natten skulle jeg på toilettet, og der røg min slimprop. Min mand bad mig igen ringe til fødegangen. Selv om jeg vidste, at jeg skulle vente, til der var fem minutter imellem, ringede jeg – bare for at berolige ham – og fik den ventede besked.Jeg sov ikke derefter, og veerne blev kraftigere og kraftigere. Klokken seks var der stadig ti minutter mellem, og min mand bad mig endnu en gang ringe til fødegangen, da han ikke kunne forstå, at der endnu intet var sket.Da jordemoren gav mig samme besked som om natten, spurgte jeg, om jeg måtte sende min mand på arbejde, da han stressede mig for meget. Svaret var, at hvis jeg ville have ham med til fødslen, skulle jeg nok lade ham blive hjemme.Fødeklar og i fuld makeup
Klokken ni var mine veer så kraftige, at jeg gik i bad for at dulme smerterne. Jeg tændte for en radiokanal, som kun spiller hits, og stod under det varme vand, lavede ottetaller og dansede.Mens jeg stod der, blev mine veer hyppigere, og da jeg kom ud og tog tid på dem, var der fem minutter imellem, så jeg ringede til fødegangen. Jordemoren sagde, at hvis jeg turde vente lidt, kunne jeg komme klokken 11. Det turde jeg godt, og jeg skulle jo også først tørre og glatte mit hår, smøre mig ind i bodylotion, lægge makeup og finde mit tøj frem.Da vi ankom til fødegangen, var der to minutter mellem veerne. Jordemoren kiggede på mig, som jeg stod der med håret glattet, makeuppen lagt og pænt tøj, hvorefter hun sagde: ‘Du ligner ikke en, som er ved at føde, men lad os da lige kigge på dig?…’Find så den musikkanal!
Da jeg havde udvidet mig fem centimeter, klædte jeg om, og så gik vi i gang. Jeg havde skrevet på min ‘ønskeseddel’, at jeg ikke ville have noget smertestillende, og at jeg havde brug for en jordemor, som kunne give mig plads. Sådan en jordemoder fik jeg til alt held.
Jeg tog brusebad for at dulme smerterne og bad min mand finde den radiokanal med alle de gode hits. Han ledte febrilsk, mens han holdt brusehovedet mod min lænd. Jeg blev mere og mere irriteret over, at han ikke kunne finde den rigtige kanal, og skældte ham ud, fordi jeg jo ikke kunne danse til den musik, han fandt.
Klokken 14 gik vandet, mens jeg lå på sengen, og så kom presseveerne. Jeg ville gerne stå op og føde, så jeg rejste mig, men mine ben kunne ikke holde mig oprejst. Presseveerne var meget hårde, og jeg begyndte at fortryde, at jeg ikke havde bedt om en epiduralblokade.
Min mand var virkelig støttende og gav mig hele tiden saftevand og masserede mig, mens han fortalte mig, hvor sej jeg var. Klokken 14.52 kom vores dreng til verden – beskidt og rynket kom han op på mit bryst.
Jeg vil ikke påstå, at det var kærlighed ved første blik, men en fantastisk følelse var det, og kærligheden er nu helt ubeskrivelig!
LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Jeg var alene med veerne"
LÆS OGSÅ: Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang