Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Fodbold i græsset
Foto: Getty Images Sagde Noah ja til at spille fodbold for sin egen eller sin fars skyld?

Opdragelse: Min mand pacede vores søn

Fodbold var min mands og min søns store interesse, og min søn var lykkelig for, at min mand gik så meget op i hans træning og var så ambitiøs på hans vegne. Eller var han nu i virkeligheden det?

LÆSERBERETNING: Min søn Noah var slet ikke født endnu, da Simon, min mand købte den allerførste fodbold til ham. Simon har altid været fodboldtosset, og han var helt vild med at have fået en søn, han kunne dele sin interesse med. Så da der kom et microputterhold i fodboldklubben for de tre til fireårige, så skulle Noah selvfølgelig gå på det.

Noah voksede op gennem rækkerne, blev bedre og bedre og elskede stadig at spille. Simon støttede ham. Han overværede træningen, kørte til kampe, vaskede holdtrøjer og så videre. Selvfølgelig så jeg også mange af Noahs kampe, men det var og blev et fællesskab mellem Simon og Noah.

Da Noah rykkede op på klubbens allerbedste U10 hold, lokkede træneren med en helt ny og fantastisk mulighed. Golden League. Et tilbud til de allerdygtigste fodbolddrenge i Jylland og på Fyn. Man kunne blive udtaget til et af 32 superhold, der fik ekstra træning og spillede mod hinanden. Det ville være alle tiders chance for Noah, mente træneren og Simon. Ja, Simon kunne slet ikke holde op med at tale om, hvilken kæmpe chance, det var, og hvor meget han ville have ønsket, sådan noget fandtes, da han var ung. Så ville han stensikkert være endt på landsholdet, skinnede det tydeligt igennem. Jeg kunne ikke lade være med at smile af min mands aldrig udlevede fodbolddrømme. Nu overførte han de drømme på Noah. Men var det også Noahs drømme? Noah sagde så tøvende ja til at gå i gang, at jeg blev i tvivl. Sagde han ja for sin egen eller sin fars skyld?

LÆS OGSÅ: Derfor er det så vigtigt, at dit barn har en fritidsaktivitet

De næste uger pacede både Simon og træneren Noah mere og mere. Han fik specialtræning, når han var til fodbold, og de dage han ikke var til træning, tog Simon ham med over på fodboldbanen, og så trænede de to sammen. Bekymret så jeg, hvordan Noah var så træt, at han næsten ikke kunne komme op om morgenen, men værre han begyndte også at klage over ondt i maven. Og en dag sagde han så, at han havde så ondt i foden, at han ikke kunne træne. Men da han fik en dags pause, så jeg ham senere løbe glad ned ad vejen til en kammerat. Løj han om smerter for at slippe?

Da jeg den aften sagde godnat til Noah, prøvede jeg at få ham til at fortælle, hvordan han egentlig havde det med det nye fodboldprojekt, men Noah undveg. Selv da jeg direkte sagde, at han kun skulle spille, hvis han virkelig ville, rystede han bare på hovedet og sagde, at far jo sagde, det var hans livs chance.

Da Simon og jeg senere på aftenen sad sammen i sofaen, konfronterede jeg ham med mine bekymringer. Simon blev med det samme forarget. Noah havde talent, og det skulle ikke spildes. Desuden elskede Noah jo at spille fodbold. Simon var så sikker på sin sag, at jeg blev nødt til at provokere ham. Jeg foreslog, at Simon skulle lade som om, han selv var blevet træt af al den megen træning, så vi kunne se, hvordan Noah så reagerede. Simon syntes vist egentlig, det var en dum idé, men hvis det kunne lukke munden på den pylrede mor, så gik han med til det.

Så næste dag ved middagsbordet sagde Simon. – Du Noah, er det ikke hårdt med al den træning? Kunne du ikke tænke dig at blive på det almindelige fodboldhold, så vi kan nå lidt andet også? Noah så op fra sin tallerken og et stort lettelsens smil bredte sig på hans ansigt. – Syntes du også det, far? Mener du det? Det gør jeg også! Nøj, hvor bliver det skønt at slippe.

LÆS OGSÅ: Camilla Ottesen: ”Børn mangler tid. Især fritid.”

Simon åbnede munden for at sige nogen, men så så han Noah ind i øjnene og lukkede munden igen og nøjedes med at nikke. Noah fortsatte ivrigt med at tale om, hvor glad han var for, at de havde det på samme måde.

–Vi vil bare spille fodbold for sjov. Vil vi ikke, far? Noah så på sin far med strålende øjne, og jeg kunne se, hvordan Simons faderhjerte smeltede. Han kunne ikke andet end at spille med og give Noah ret. Noah spiller stadig fodbold, men kun så meget, han selv vil. Han skal nemlig kun opfylde sine egne ambitioner og ikke sin fars.

Sådan foregår det:

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere. De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt. Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 30 85 19 68 eller på mail vibeked@hjemmet.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse og Aktiviteter for børn