Brevkasse: Min venindes børnebørn ødelægger vores venskab

Læserbrev til Hjemmets brevkasse

Jeg er en kvinde i 70’erne, der har en veninde, som jeg plejer at være sammen med i hvert fald et par gange om måneden. Vi har kendt hinanden i 21 år, og har begge fået børnebørn. Hendes børnebørn bor her i byen, og hun passer dem jævnligt, mens mit eget barnebarn bor i den anden ende af landet, så ham ser jeg derfor kun sjældent.

Førhen var min veninde en levende og festlig pige. Vi gik på café og udstillinger sammen, men det har hun ikke tid til mere, fordi hun skal passe sine to børnebørn, der i øvrigt er tvillinger. Hun har også meldt sig ud af vores fælles bridgeklub, fordi hun skal være fast barnepige den onsdag, hvor vi spiller. Når hun kommer her hos mig, har hun altid de to skrighalse med, så vi ikke får ført en fornuftig samtale.

Jeg har prøvet at påtale det med lidt humor, og jeg har også udsat et par aftaler til efter, at hun havde passet børnene i håb om, at hun forstod, at jeg ikke gider hendes børnebørn, men det har hun tydeligvis ikke fattet.

Det er, som om alt, hvad vi før havde sammen, er ved at forsvinde til fordel for de unger. Jeg savner min gamle veninde og savner at være alene med hende. Hvordan får jeg det sagt, uden at gøre hende vred?

H.L.

LÆS OGSÅ: Kære brevkasse: Min svigermor vil styre mit liv

Vibeke Dorph svarer

Undskyld, men du lyder en smule som den lidt forkælede veninde, der bare ikke begriber, hvorfor hendes gamle veninde ikke længere gider gå i byen til langt ude på natten, efter at hun har fået et barn.

Og jeg vil sige det samme til dig, som jeg ville til hende: Du kan mene, hvad du vil, men andre menneskers følelser og behov skal du respektere, hvis du vil være deres ven. Du kan selvfølgelig godt blive ked af at miste din venindes opmærksomhed og nærvær, men det er absolut ikke ensbetydende med, at du begynder at kræve hendes opmærksomhed på trods af hendes børnebørn. Du bliver nødt til at acceptere, at hun elsker sine børnebørn, og hvor meget tid og energi, hun har lyst til at bruge på dem, vedkommer egentlig ikke dig.

Dermed ikke sagt, at du bare skal finde dig i tingenes tilstand. For du har da ret til at være med til at bestemme, hvordan den sparsomme tid, I to har sammen, skal bruges. Her kan du sagtens fortælle din veninde, at du godt forstår, at hun er så glad for sine børnebørn, men at nu, hvor I så sjældent har mulighed for at være sammen, så savner du, at I er det på tomandshånd.

Hvis du lader være med at anklage hende for svigt og for alt i verden ikke kalder hendes børnebørn „skrighalse“, så er jeg sikker på, at hun vil lytte og forstå dig. For at du savner hende og jeres venskab, tror jeg altså ikke, hun kunne drømme om at blive vred over.

Vibeke