Mødregruppe: "Vi var fremmede i to timer, nu er vi venner for livet"
Kan man finde fællesskab i en mødregruppe, bare fordi man får et barn på samme tid? Ja, siger chefredaktør Mette Hovmand-Stilling.
KLUMME: Hvis nogen for fem år siden havde fortalt mig, at mine mødregrupper ville byde på venskaber for livet, ville jeg have rystet på hovedet. Come on! En håndfuld kvinder sat sammen ud fra det tilfældige kriterium, at vi alle fik barn stort set inden for den samme måned. Hvad kunne vi dog have at snakke om, andet end overfladiske hverdagsting? En hel del, skulle det vise sig.
Mødregruppen fra min førstefødte mødte jeg på et fødselsforberedelseshold. Vi faldt i snak og udvekslede numre, og vi var fem, der mødtes til en kop kaffe, mens vi endnu havde store maver. Det er næsten fem år siden, og den lille gruppe ses stadig af og til.
Mødregruppe i postkassen
Mødregruppen med min anden søn kom med posten fra Københavns Kommune. Gad vide, hvilke andre kriterier end postnummer, de sammensatte efter, for også disse fire kvinder, har jeg stadig kontakt med. Mange af os kunne sagtens være blevet veninder uden børnenes hjælp – javist, men stensikkert ikke i den turbofart, det skete med.
Hvor mine ‘gamle’ veninder kunne have svært ved at huske, hvordan det føles, når mælken løber til, og hvor svær overgangen til skemad kan være, så var det magiske, at mine partners in motherhood var præcis samme sted som jeg. Når bekymringen over først fødslen og siden de små pus blev for stor. Når usikkerheden over amning, den første feber og mærkeligt udslæt tittede frem, og når vores mænd ikke forstod os, og vi ikke forstod dem.
De har været nogle af de nærmeste i de perioder i mit liv, der har betydet allermest. Som når man i folkeskolen blev forelsket for første gang og kunne dele det med bedsteveninden, som sikkert også var forelsket. Vores forhold er så specielt, at det forhåbentlig vil holde i mange år fremover.
Mine mødregrupper har set min yderste sårbarhed, min ømhed over for mine børn og lagt øre til ægte frustrationer, på trods af at vores venskab var lige så ungt som vores babyer. Det lyder mærkeligt – ja,
nærmest utænkeligt – at snakke om hæmorider og brystbetændelse med i bund og grund fremmede mennesker. Men disse kvinder var bare ikke fremmede længere end de første timer. Vi er hinandens vidner i en rolle, som det kan være svært at finde fodfæste i, men som ikke desto mindre er den mest vidunderlige i verden. At være nogens mor. Og helt afgørende aftalte vi fra starten, at alt, hvad der blev sagt, forblev imellem os.
De timelange frokostaftaler er fortid, og den hyppige kontakt har haft sit naturlige ophør, efter vi er tilbage på job. Men tilliden og fortroligheden er der stadig.
Læs vores tema om mødregruppe i magasinet Gravid, der er på gaden nu. Her får du også gode råd til fødslen, fif til udstyr og meget mere om graviditet og den første tid efter fødslen.
LÆS OGSÅ: Mødregruppe – er det noget for dig?
LÆS OGSÅ: Leder: "Er jeg en ravnemor?"