Spise moderkage efter fødsel

Spise moderkage efter fødsel

Nadia: “Derfor spiser jeg min moderkage”

Har du overvejet få lavet moderkagen om til et næringsrigt pulver, du kan spise efter fødslen? Det har højgravide Nadia Kristensen – og hun er ikke den eneste.

Mad Men-stjernen January Jones har gjort det. Realitybaben Kim Kardashian har proklameret, at hun ville gøre det, og danske Nadia Kristensen er i fuld gang med forberedelserne til at kunne gøre det.

Faktaboks

I USA findes der stærke fortalere for at spise moderkagen, og ifølge den seneste forskning lader det da også til, at der er en forbindelse mellem fødselsdepression og mangel på corticotropin-releasing hormone, eller CRH, der gør os i stand til at håndtere stress, og som frigives i moderkagen under graviditeten. Det kunne tale for at spise moderkagen som forebyggelse mod fødselsdepression, ligesom der også forskes i moderkagens evne til at styrke immunforsvaret pga. det høje indhold af næring og antistoffer. Og det gælder både mor og barn, for hvis du ammer, får barnet det, du spiser.

Vi taler om at spise moderkagen for bl.a. at forebygge fødselsdepression.

“En del af mig synes – selvfølgelig – at det lyder lidt klamt, og jeg forventer også, at det smager klamt. Men min sundhedscoach foreslog det, da jeg mere end nogensinde har brug for at sætte alle sejl ind for at få en god start,” fortæller Nadia Kristensen til Voresbørn.dk og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Moderkagen – skal den spises?

“Jeg er selvstændig, mor til tre børn under 4 år, har valgt at fortsætte med at arbejde, og min coach foreslog det, fordi hun kender til flere, der har oplevet, at de simpelthen kommer sig hurtigere efter fødslen og har mere energi generelt,” fortæller kvinden bag bl.a. Slyngeskolen og sitet Nadiasunivers.dk, hvor hun hjælper kvinder med at opbygge en forretning.

Blender selv moderkagen

Nadia Kristensen gemte også moderkagen efter sine første to fødsler med tanke på at få lavet homøopatisk medicin af dem. Men denne gang vil hun indtage moderkagen i kapselform, og forberedelserne er allerede godt i gang.

Faktaboks

Moderkagen kaldes ofte livets træ, fordi den ligner et træ, når den foldes ud. Moderkagen kunne også kaldes barnets organ. Den har samme celler som barnet, og det har været barnets kommunikationsorgan med moderen. Hormoner, ilt og nærring, men ikke blod, passerer fra livmoderen til moderkagen gennem hele graviditeten – og lige efter fødslen, hvis du undlader at klippe navnestrengen.

“Min plan er selv at tørre moderkagen i ovnen og så pulverisere den i en blender, som bliver indkøbt til formålet – det skulle lugte temmelig grimt! Kapslerne køber jeg, og så låner jeg en maskine, som putter pulveret i kapslerne.”

Ifølge Naraya Lohmann, der guider kvinder i at pulverisere deres moderkage og tager på besøg og hjælper nybagte mødre med at foretage pulveriseringen, er Nadia Kristensen langt fra den eneste danske mor, der følger trenden.

LÆS OGSÅ: Har du en efterfødselsreaktion?

“Det er en gammel videnskab, og for mig er det en passion, fordi moderkagen har så mange gavnlige egenskaber. Nogle mødre vælger at tage en teske dagligt fx i en smoothie i tiden efter fødslen, fordi det hjælper til at komme sig godt og hurtigt, styrker mælkeproduktionen og forebygger fødselsdepression. Andre vælger at gemme pulveret og bruge det som tilskud, hvis barnet bliver syg eller udvortes mod børneeksem,” har Naraya Lohmann tidligere udtalt til Voresbørn.dk.

“Det er mit eget valg”

Ifølge Mx.dk stiller Jordemoderforeningen sig tvivlende over for effekten af at spise moderkagen. Den mangler konkrete forskningsbeviser men ser dog igen fare i at indtage moderkagen.

Nadia Kristensen tror selv – og håber – på, at moderkagen vi give hende et boost efter fødslen, og hun går ikke så meget op i, hvad folk tænker og synes om hendes valg.

“Folk synes, det er fascinerende og skørt, og nogle synes selvfølgelig også, at det er totalt hippie-agtigt og klamt. Men jeg har egentlig mest fået postive, nysgerrige kommentarer. Reelt er det jo også bare mit eget valg. At andre så ikke har lyst til det er jo helt okay.”

LÆS OGSÅ: Stamceller: Gemme eller ej?

Se, hvad vi ellers skriver om: Barsel, Fødsel og Gravid