Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Sådan hjælper du dit barn med at få en ny søskende
Foto: Colourbox

Sådan hjælper du dit barn med at få en ny søskende

Nummer to er på vej – hva' så?

Du har prøvet det før – og så alligevel ikke helt. For denne gang har du også et stort barn, der har brug for dig. Se her, hvordan du forbereder dit barn på, at der kommer en lille ny.

Denne gang er du måske lidt mere rolig. Dagene går hurtigere. Der er ikke helt samme tid til at dvæle ved den voksende mave som sidst. Der er også nye udfordringer. For med barn nummer to bliver antallet af børn fordoblet i familien – og når den lille ny kommer, har du pludselig to børn, som har brug for at blive krammet, trøstet, set og hørt.

Men selv om barn nummer to rummer ekstra udfordringer, er det især din egen indstilling til jeres nye liv, der er afgørende for, hvordan dit barn reagerer.

– Det er vigtigt at handle, som om det er det mest naturlige i verden, at der kommer en søskende til. Hvis forældrene gør et stort nummer ud af, at det bliver svært og hårdt, så bliver det også sådan. Men hvis vi udstråler, at det er en gave, og at det bliver fantastisk, er det også den indstilling, det store barn adopterer, siger barselscoach Christina Tatarczuk.

LÆS OGSÅ: Søskende: Klar til barn nummer to?

Den dårlige samvittighed over, at dit store barn ikke kan få helt samme opmærksomhed som før, skal du droppe.

– Tænk på, at du giver dit barn den største gave – en at følges med resten af livet, siger Christina Tatarczuk.

Vær konkret over for din treårige

Ifølge børnepsykolog Marie Elbinger Gramstrup kan du begynde at forberede dit store barn på, at der kommer en ny, så snart der er synlige forandringer. Det kan både være en voksende mave, og at du har mindre energi, end du plejer.

– Du kan godt fortælle det før, men det kan være ret svært for dit barn at forholde sig til, hvis han ikke kan mærke, at der er noget, der er forandret. Når der er konkrete forandringer, er det nemmere for ham at forstå og forholde sig til, siger hun.

Jo mindre dit barn er, desto mere konkret vil han have brug for, at du er. Du kan for eksempel vise billeder fra dengang, han var nyfødt eller lå i din mave. Eller billeder af glade bedsteforældre, der holder ham. Det giver ham et konkret billede af, hvordan sådan noget foregår.

LÆS OGSÅ: Søskende: Hvilken aldersforskel er bedst?

– En treårig er som regel egocentrisk. Kan dit barn relatere det, du siger, til ham selv, vil han derfor være mere interesseret og bedre kunne forstå, hvad det handler om, siger Marie Elbinger Gramstrup.

Det er en god ide at læse i nogle af de mange bøger, der findes om at blive storebror og storesøster. Især hvis dit barn er i børnehavealderen. Men sørg for, at bogen stemmer overens med det billede, du har lyst at give dit barn. En anden mulighed er også at tegne sammen med dit barn. Du kan for eksempel tegne dig selv, der kommer gående med barnevognen, og så snakke med dit store barn ud fra tegningen, råder børnepsykologen.

Skab et rum til skolebarnet

Når børn først kommer i skolealderen, er de lidt bedre til selv at stille spørgsmål, og de har som regel også et billede af, hvordan et barn kommer til verden. De har også en tidsfornemmelse, så her kan du roligt fortælle, at det for eksempel er til sommer eller efteråret, at der kommer en lillesøster eller lillebror.

Selv om det er godt at signalere til dit barn, at det er noget godt, der skal ske, kan det være en god ide også at præsentere dit barn for nogle af de udfordringer, der kan komme. For eksempel at du bliver mere træt, at den nye baby nogle gange kan græde om natten og lignende.

– Så skaber du plads til, at barnet har lov til at reagere på det, hvis det sker, at han for eksempel føler sig overset, siger Marie Elbinger Gramstrup.

Du kan også have dit store barn med til forberedelserne i det omfang, som han har lyst til det. Han kan eksempelvis være med til at vælge det tøj, som den nye baby skal have på efter fødslen eller få lov til at vælge uroen til puslebordet.

Inddrag den store i babys liv

Når den nye baby først er kommet, er det godt at vise den lille ny frem til dit store barn så hurtigt som muligt – gerne på hospitalet, hvis I er indlagt et par dage. På den måde viser du dit store barn, at han er en meget vigtig del af familien. Gør det også til noget særligt, når I kommer hjem.

– Det kan være, at dem, der passer den store, kan være med til at bage boller, lave et banner eller på anden måde markere, at det er en festdag for hele familien, siger Christina Tatarczuk.

Desuden er det vigtigt, at du efterfølgende holder fast i de rutiner, som I plejer at have – for eksempel med børnehave, højtlæsning om aftenen og et morgenbad.

– Du skal holde fast i rammerne i dit ældste barns liv, så han har et frirum, hvor tingene er, som de plejer at være, siger Marie Elbinger Gramstrup.

Opfordre dit barn til at hjælpe til – for eksempel med at hente en ren ble, et stykke legetøj eller et glas vand til mor.

– Børn kan faktisk en masse og vil føle, at de er med og få selvtillid af at få lov til at hjælpe til, siger Christina Tatarczuk. Men husk også at acceptere et nej – hvis dit barn ikke har lyst til at hjælpe.

Hvis du på forhånd ved, at der er tidspunkter – som for eksempel når du ammer – hvor du ikke kan være til rådighed for dit store barn, kan du sørge for, at det også bliver hyggeligt for ham. Lav for eksempel en ammekuffert med en lille pakke rosiner og noget yndlingslegetøj. Når du sætter dig til at amme, kan I gøre det til et fast ritual, at I også tager ammekufferten frem til den store.

– Når man er andengangsmor, kan man som regel ofte godt overskue at tale med det andet barn samtidig med, at man ammer. Og ammekufferten kan bruges både til det treårige og syvårige barn, siger Christina Tatarczuk.

Men selv om dit barn gerne vil hjælpe til – og I holder fast i hverdagens rutiner – er der stor sandsynlighed for, at dit store barn på et tidspunkt vil reagere.

For de fleste er det en omvæltning at blive storebror eller storesøster for første gang, fordi de har været vant til at have deres mors og fars fulde opmærksomhed. Hvordan dit store barn reagerer på det, afhænger af flere ting. Blandt andet temperament, alder og hvor meget han selv er fyldt op med opmærksomhed og kærlighed.

LÆS OGSÅ: 9 gode grunde til at give dit barn søskende

Nogle storesøskende reagerer ved at blive overansvarlige – og nærmest selvudslettende. Det kan du opleve i alle aldre. Her hjælper det meget, at du holder fast i de rutiner, der støtter dit barns udvikling – for eksempel institution eller skole.

“Det er selvfølgelig dejligt med en lille hjælper. Men tænk over, om det ikke er dig, der burde made babyen og lægge bleerne sammen? Det er vigtigt, at I som voksne ikke falder for at overdrage for meget ansvar til den store søskende,” siger Marie Elbinger Gramstrup.

Nogle reagerer voldsomt

Dit store barn kan også meget vel reagere ved at blive voldsom – blandt andet over for babyen.

– Der er nogle børn, der reagerer voldsomt og kraftigt – ikke lige i starten, men efter et stykke tid, når det går op for dem, at babyen er kommet for at blive, siger børnepsykologen.

Jo mindre dit barn er, desto større sandsynlighed er der for, at reaktionen kan blive lidt voldsom.

– Et barn i skolealderen, der får en yngre søskende, har som regel fået nok mor og far og er i gang med kammerater. Børn i den alder har ikke brug for den samme nære opmærksomhed som en treårig. Det kan derfor være nemmere for dem at acceptere en baby, siger Marie Elbinger Gramstrup.

Hvis dit barn reagerer over for den nyfødte, for eksempel ved at blive voldsom eller vred, er det vigtigt, at du prøver at holde fast i, at det ikke er, fordi dit barn er ondskabsfuldt.

– Det ligger så dybt i forældre at ville beskytte den lille, at man næsten kan komme til at se det store barn som ondskabsfuldt. Men det er jo udtryk for, at barnet føler, at det har mistet noget, efter babyen er kommet, siger hun.

Her skal I udnytte, at I er to voksne til at tage jer af to børn. Del jer op, så den store får kvalitetstid alene med far eller mor. Det kan være en tur i svømmehallen eller biografen.

Giv også gerne dit store barn storesøskendeprivilegier, så han føler, at det også er noget særligt at være den store

LÆS OGSÅ: Sådan takler du dine børns forskelligheder

LÆS OGSÅ: Test: Hvor mange børn skal du have?

LÆS OGSÅ: Søskende bliver klogere af at skændes

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Familieliv