Ny podcast inspirerer til læring gennem leg
Podcasten ”LEG” fra LEGO DUPLO undersøger gennem seks afsnit legens betydning for barnets indlæring.
Du kan ikke lege forkert. Det er hele grundidéen bag LEGO DUPLO nye podcast, som sætter fokus på legens betydning for barnets indlæring.
Gennem seks afsnit kommer podcasten ind på, hvad der sker i vores børn, når de leger, og hvordan barnet ved at lege – og blive mødt i legen - bliver bedre rustet til at være i verden.
Fundamental udvikling
I løbet af de seks afsnit vil udviklingspsykolog ved Århus Universitet, Osman Kingo, forskningschef for LEGO fonden Bo Stjerne Thomsen, design Lead hos LEGO Education Rikke Wallington og børnehavepædagog Lena Christiansen, blandt andet komme ind på både tal, former og farvers betydning for indlæringen gennem leg samt sprogets udvikling gennem legen.
Vi lærer, når vi leger, så i podcasten dykker vi ned i den helt fundamentale udvikling børn gennemgår, når de leger
Matthildur Birgisdottir Holst, LEGO
Podcastserien er en naturlig forlængelse af LEGO DUPLO strategien, der er baseret på historier om leg, læring og udvikling.
”Valget af podcasts ligger i fin forlængelse af vores lydstrategi og en målgruppe af unge forældre. Den generelle søgetrend for podcasts er stigende, og podcastlytning er afslapning og tit et supplement på vej til arbejde, under løbeturen, eller når barnevognen skal på tur,” siger Matthildur Birgisdottir Holst.
Erfaren DR-vært
Podcast-serien har forfatteren Rebecca Bach-Lauritsen som vært. Hun begyndte i 2003 at arbejde for DR som vært og tilrettelægger og har bl.a. været med i Junior på P3, Fandango i Fjernsyn for dig, Hyggetimen på Ramasjang Radio samt programmet Elefantvask på DR’s børnekanal Ramasjang.
“I legen etableres en del af barnets grundlæggende tillid til livet, sig selv og andre. Det er kerneviden for LEGO DUPLO, og noget de hele tiden forsker i og udvikler. Det er samtidig et oplagt udgangspunkt for en podcast til forældre. Så for mig som radiomenneske er det et meget meningsfuldt samarbejde”, siger Rebecca Bach-Lauritsen.
Podcasten ¨LEG¨fra LEGO DUPLO er produceret i samarbejde med Bauer Media og kan hentes ned på Radioplay, itunes og alle andre steder, hvor du normalt henter dine podcast.