Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Opdragelse
I tv-programmet 9.z mod Kina var de kinesiske børn de danske overlegne. Selv i kreativitet, som vi danskere ellers troede, vi med vores frie opdragelse var mestre i. Betyder det, at det er på tide at pace vores små poder lidt mere? Foto: Colourbox

Opdragelse

Opdragelse: Kineserne kommer - eller gør de?

Danske børn er dumme og dovne, kinesiske kloge og flittige. Debatten om din øjestens overlevelse i fremtidens konkurrence raser. Men er flid og spidse albuer det bedste våben, når det kommer til opdragelse?

Faktaboks

… dit barns pædagoger ofte vil have svaret på over 600 spørgsmål om hans eller hendes udvikling inden skolestart?

Faktaboks

… Eva Wang Gøttrup er mor til to og tror på, at man skal kræve noget af sine børn – at de fra start skal lære at yde, før de må nyde.

Hver eftermiddag sætter Eva Wang Gøttrup sig sammen med sine børn og laver lektier – eller bare hjernegymnastik med bogstav- og matematikspil. Det har hun gjort, siden hendes søn startede i skole. Hendes yngste datter har været med, siden hun gik i børnehave.

“Jeg gør mig umage for at gøre det til en hyggelig rutine, som vi gennemfører på nogenlunde samme måde hver dag. Først når vi har afsluttet dagens opgaver, må børnene tage ud og lege eller invitere venner med hjem,” fortæller Eva Wang Gøttrup.

De fleste dage foregår matematik og stavning uden kamp hjemme i Hellerup. Andre dage skal der for husfredens skyld forhandles, og bøger bliver erstattet af kortspil, quizzer eller andre lege med fokus på tal eller læsning. Men indmellem må der håndfaste metoder i brug.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Stå fast, kære mor

“Jeg tror på konsekvens og et vist mål af disciplin. Hvis mine børn ikke gider, så vanker der ikke dessert, eller de får ikke lov at lege med deres ipad. Det virker som regel, når der er en lille belønning, som bliver inddraget, hvis de nægter eller ikke holder fokus,” fortæller hun.

Eftermiddagsritualet er del af en nøje gennemtænkt plan for børnenes opdragelse. Boglige færdigheder er nemlig vigtige for at kunne klare sig i fremtidens konkurrencesamfund, mener Eva Wang Gøttrup, der arbejder som coach. Det gælder om at ruste sine børn til voksenlivets krav – og det er kun en fordel at begynde tidligt.

“Jo mere viden og kunnen du har, jo flere chancer og muligheder får du i livet. At blive god til noget, komme frem i verden og også gerne ligge i førerfeltet er klare værdier for mig. Hvis man vil være den bedste udgave af sig selv, kommer man ikke sovende til det, men må gøre sit bedste.”

Tigermor på fremmarch

Eva Wang Gøttrup er et moderne eksempel på en dansk såkaldt tigermor, og hendes principfaste opdragelse minder – om end i en mildere udgave – om den, man ser hos kinesiske medsøstre, der ikke er bange for at kræve perfektion af deres børn, og som åbent hylder idealer som udholdenhed, stræbsomhed og vindermentalitet.

Tigermoren blev for alvor kendt, da den amerikansk-kinesiske juraprofessor Amy Chua med sin bestsellerbog Kampråb fra en tigermor i 2011 opfordrede til opgør med slendrian og curling-tendenser i den vestlige verdens børneopdragelse. Amy Chuas to døtre, Sophie og Lulu, havde fra treårsalderen hverken legeaftaler eller weekender med tidsfordriv, men måtte øve sig på klaver og violin, når de da ikke terpede fysik og fremmedsprog.

Selv om det kostede skrig, skrål og udmarvende magtkampe, tvivlede Amy Chua ikke på, at hendes vej var den rette. Når folk spurgte, om besværet var for hendes eller pigernes skyld, svarede hun tørt: ‘Hvad tror I selv? I går hjem til et glas vin eller en yogatime, mens børnene ser tv eller klarer sig selv. Jeg går hjem og skal være klar til at blive råbt ad og hadet i tre timer, mens vi træner violin.

I bogens kølvand rullede debatten, ikke bare i forfatterens hjemland, USA, men over det meste af den vestlige verden. Kritikerne mente, at den kinesiske model var børnefjendsk og dømt til at mislykkes, mens andre så enorme muligheder i de dygtige poder, som allerede fra før de havde forladt kravlegården, var et løfte om vækst og fremdrift.

LÆS OGSÅ: Anerkendende opdragelse: En uge uden ris, ros og trusler

I dag er debatten langt fra forstummet, men forargelsen over den brølende tigermor er på retur. Nye vinde blæser, og amerikanske bestsellerlister bugner af selvhjælpsbøger om, hvordan man træner sit børnehavebarns viljestyrke og lærer sin tumling at stave. Også herhjemme har vi smidt fløjlshandskerne og er ved at være parat til et opgør med rundkredspædagogik, fri leg og blødsøden anerkendelse.

I daginstitutionerne betyder det flere læringsorienterede aktiviteter og mindre leg uden de voksnes indblanding. Allerede fra første skoledag er der opmærksomhed på testresultater og boglige færdigheder. Oven på skuffende Pisa-resultater og dommedagsprofetier om dovne danske børn, der bliver overhalet indenom af deres kampklare asiatiske konkurrenter, ligner den resultatorienterede børneopdragelse en oplagt løsning.

Læs videre på næste side …


Gennemtestede bundlinje-børn

Ifølge Per Schultz Jørgensen, der er tidligere formand for Børnerådet og de seneste 30 år har forsket i opdragelse og børneliv, er tigermor og hendes dygtige afkom dele af en generel ændring i vores måde at opfatte barndommen på.

“De sidste 10-15 år er der sket en udvikling mod, at børn betragtes som hjul i det store samfundsmaskineri. Deres kunnen skal strømlines, så de hurtigt bliver i stand til at udvikle og uddanne sig, så de kan indgå produktivt i et samfund, som går mest op i økonomisk vækst,” siger han.

Per Schultz Jørgensen betragter det stigende antal test som et tydeligt tegn på det ændrede syn på, hvad barndommen skal bruges til. Det gælder om at blive dygtig – tidligt! Allerede når vores børn begynder i vuggestuen, kontrolleres, registreres og evalueres de. Inden skolestart vil danske pædagoger ofte have svaret på over 600 spørgsmål om dit barns adfærd, sprog og motorik.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Slip dit barn fri

“Det hele skal kunne registreres i et skema, og barnet skal gennemgå en standardudvikling – ellers mener vi straks, at der er noget helt galt. Men er det ikke blot sund fornuft, at vi forældre og pædagogerne er begyndt at interessere os mere for vores børns udvikling og gerne vil sikre, at lille Hugo kan det samme som sine kammerater?”

Vi risikerer at børn mister glæden


Svaret er ikke entydigt, hvis man spørger Per Schultz Jørgensen. For naturligvis skal vi holde et vågent øje med de børn, som ikke kan klare sig, understreger han. Men når test og kontrol er redskaber, der serveres som en one-size-fits-all-løsning, bliver resultatet en konstant frygt for, at børnene falder til bunds i regnearket, når resultaterne gøres op. Det kan få vidtrækkende konsekvenser.

“Test- og registreringshysteriet får os til at overse, at det er barnets nysgerrighed og selvstændige opdagelser, der skaber kreativitet, fantasi og en følelse af at mestre tilværelsen. Man kan spørge sig selv, om livet er meget værd uden,” siger han og følger op med en advarsel: “I dag er selv leg noget, der skal give et resultat, ellers er det tidsspilde! Det er ikke nok at sjippe for sjovs skyld, du skal helst lære at tælle samtidig. Men vi risikerer, at børnene mister glæden, når vi forvandler alt til præstationer og resultater.”

Per Schulz Jørgensen er også bekymret for den psykologiske effekt, det har på børn, når vi hele tiden holder en kritisk lup over deres udvikling. Lærdom er nemlig meget andet end det, der kan måles og vejes.

LÆS OGSÅ: Test: Er dit barn skoleparat?

“Vi frarøver selv helt små børn muligheden for at lære med udgangspunkt i deres tilgang til verden, styret af egne impulser og behov. Når de altid skal sigte efter præcise mål, kommer de til at føle sig som brikker i et større spil, der ikke værdsætter dem for det, de er, men kun for det, de kan,” siger han og tilføjer: “Der er grund til at slå alarm, når vi ser børn, som føler, at de skal præstere for at gøre sig fortjent til en plads i verden. Når de sidder med en oplevelse af, at det ikke er godt nok, at ‘jeg bare er mig’.”

Tag dit barn alvorligt

Hvor Per Schultz Jørgensen ser faresignaler og grund til bekymring, mener andre, at målrettet indlæring er det nødvendige svar på samfundsudviklingen. Når kineserne banker på, og arbejdsløshedskøen strækker sig hele vejen til Beijing, nytter det ikke, at vores unger sidder og laver perleplader. Ifølge undersøgelsen Børneliv, som blev udgivet sidste år af Trygfonden og Mandag Morgen, tror de fleste danske småbørnsforældre, at fremtidens samfund bliver præget af konkurrence, og at det bliver sværere at klare sig, hvis ikke man har en god uddannelse.

Det mener også debattør og blogger Anne Sophia Hermansen, som i foråret tordnede mod slapsvanse-mentaliteten i ‘den danske taberskole’. ‘Arbejdsomhed og flid er færdigheder, vi skal lære vores børn’ lød det. Hvor hun for blot et par år siden sandsynligvis var blevet stemplet som en reaktionær fortaler for kæft, trit og retning, lød hun nu som et moderne ekko af politikere og meningsdannere, der efterlyste flere timer og mere disciplin – også i de små klasser.

Det, der blandt andet fik hende op af stolen, var det omdiskuterede tv-program 9.z mod Kina, som fulgte en dansk skoleklasse og en flok jævnaldrende kinesere.

“De danske børn fik baghjul i næsten alle discipliner, også i kreativitet, som vi ellers mener, vi er guddommelige til. Mens kineserne tegnede huse, drager og ørne, tegnede de danske børn tissemænd og skrev sjofle ord. Hvis ikke det var så komisk, ville det være tragisk,” siger debattøren og sætter trumf på: “Vores børn ender som servicemedarbejdere, hvis Europa i fremtiden bliver et legeland administreret af kinesere.”

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Er skældud ok eller no-go?

Anne Sophia Hermansen er tilhænger af en langt mere glidende overgang mellem børnehave og skole, og hun synes, det er en god ide, at børn bliver undervist i blandt andet fremmedsprog og matematik langt tidligere end i dag. Frygten for, at barndommens ubekymrethed går tabt i flid og færdigheder, giver hun ikke meget for.

Læs videre på næste side …

Krav = omsorg

“Hvad er problemet? Jeg mener, at det er et eventyr at lære, og jeg forstår ikke dem, der synes, det er synd for børn at høre om fantastiske begivenheder, lære nye ord på fremmede sprog og kunne navnene på latinamerikanske hovedstæder,” fastslår hun.

For Anne Sophia Hermansen handler det om at turde stille krav til sine børn. Fordi man tror på, at de godt kan og – ikke mindst – har godt af at lære noget. Også selv om det umiddelbart overstiger deres evner.

“Krav er – som jeg ser det – også omsorg. Hvis du hele tiden fortæller dit barn, at det er genialt, fordi det kan slå en prut, mens det står på et ben, giver du barnet ubegrundet selvtillid. Min generation har travlt med at bekræfte deres børn i stedet for at tage dem alvorligt,” siger hun.

Den holdning deler tigermor Eva Wang Gøttrup, som i det daglige gør sig umage for at have en ærlig tilgang til sine børns evner. Det styrker deres selvtillid og får dem til at sætte sig nye mål, mener hun.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver junior skoleklar

“Hvis min søn kommer med en tegning, der ikke afspejler det, han kan, kan jeg godt kræve, at han giver den en tur mere, før den kommer op at hænge,” fortæller hun. “Jeg kan sagtens sige tak for gaven, men han får altså ikke klapsalver for at have tegnet fire streger på et stykke papir. Det gør han kun, hvis han har lavet noget, som er rigtig flot.”

Fra curling til ingen kære mor

Mitzi Krogh Søgaard, som i de sidste 20 år har været leder i Vartov Børnehave i det indre København, møder stadigt flere som Anne Sophia Hermansen og Eva Wang Gøttrup, der ikke er bange for at stille krav – heller ikke til børnehaven, når de tropper op første dag med et sæt forventninger, som er helt anderledes end for ti år siden.

“De er optagede af, at børnene bliver skoleparat, og spørger ofte direkte, hvordan vi har tænkt os at lære dem det. Nogle kan have svært ved at acceptere, at vi på baggrund af pædagogisk erfaring senere vurderer, at deres børn ikke er klar til nulte klasse, men ville have godt af at blive i børnehaven,” fortæller hun.

Den nye forældretype vækker genkendelse hos Camilla Mehlsen. Som konsulent med speciale i pædagogik ved Århus Universitet har hun fulgt debatten om moderne tigermødre. Den startede i skolen, men har bevæget sig ned i ble-højde. Hun er ikke fortaler for, at børnehaver forvandles til skoleforberedende bootcamps, men melder sig heller ikke i koret af kritikere, der betragter ambitiøse forældre som ukærlige børnemishandlere.

“Tigermoren bliver ofte fremstillet som et monster. Men det positive er, at hun vil noget. Hun har en vision. Det kan der sagtens ligge kærlighed og omsorg i, ligesom der kan være gode grunde til at teste børn for at kunne hjælpe dem. Kæden hopper i mine øjne først af, når forældre i fuld alvor frygter, at deres børn aldrig vil kunne klare en uddannelse, hvis ikke de kan stave deres navn i børnehaven,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Sådan stiller du krav til dit barn

Det er også positivt, at holdningsændringen blandt forældre og politikere har skærpet interessen for helt små børns udvikling, mener Camilla Mehlsen. Forskning peger på, at de første år har afgørende betydning for, hvordan resten af livet vil forme sig. En måling fra OECD viser, at den økonomiske investering i et vuggestuebarn kommer op til 17 gange igen, fordi velstimulerede børn blandt andet klarer sig bedre i uddannelsessystemet og har mindre risiko for at udvikle stofmisbrug og depression og derfor udgør en mindre belastning for samfundsøkonomien.

Det er i Camilla Mehlsens øjne godt, når vi gør op med os selv, hvad vi – tigermødre eller ej – vil med de første år af vores børns liv. Det gælder både gode, gamle værdier som kammeratskab og leg og nye dyder som at lære og dygtiggøre sig.

“I årevis har der været en stille konsensus om, at man ikke måtte ville noget fagligt med børn. Der er blevet opstillet en modsætning mellem at være glad og være dygtig, men ofte hænger de to ting sammen, så længe det foregår i barnets tempo. Det har været fy-fy at have ambitioner på sine børns vegne. Men jeg synes, vi skal kunne tale åbent om kvaliteterne ved, at børn mestrer noget, uden straks at blive beskyldt for at pace dem.”

Det vigtigste er livsduelighed

At glæde og kunnen kan gå hånd i hånd er leder af Nationalt Videncenter for Læsning Klara Korsgaard enig i. Pædagoger skal ikke undervise, men hun ser gerne, at de i højere grad understøtter børnehavebørns interesse for bogstaver, som hun betragter som mindst lige så naturlig som deres lyst til at lege med dukker og klatre i træer.

“Det starter hos børnene, når de sidder med en pegebog og gerne vil vide, hvad elefanten siger, og hvad et E er for noget. Hvorfor i alverden skulle vi svare dem på det ene og ikke det andet?” spørger hun og tilføjer: “Jo større kendskab børn har til bogstaver, jo lettere får de ved at læse i skolen. Det er en naturlig del af deres interesse for verden – og jeg mener, at vi netop ikke ser dem, der hvor de er, hvis vi ikke anerkender det.”

Børnehaveleder Mitzi Krogh Søgaard er enig i, at børnehavebørn skal lære noget, men at det skal være tal og bogstaver, mener hun ikke.

LÆS OGSÅ: Sådan giver du dit barn læseglæde

“I den alder handler det om livsduelighed – fra at kunne binde sine snørebånd til at være en god kammerat. En ting er sikkert: Et barn kan ikke lære noget i skolen, hvis han ikke langt tidligere har lært at overskue sig selv og fungere i et fællesskab,” siger hun og kommer med et eksempel: “Der findes børn, der kan både regne og stave, men som i 0. klasse sidder på toilettet og venter på, at læreren kommer og tørrer dem bagi.”

Læs videre på næste side …

For meget konkurrence

Sådan et barn bruger al sin energi på at bekymre sig om næste toiletbesøg og kan ikke følge med i det, der foregår på tavlen. Der er dog også en anden bagside af medaljen ved at lade børnehavebørn prøve kræfter med alt det, som før i tiden hørte skolen til, mener børneforsker Per Schultz Jørgensen. Det er den indbyrdes sammenligning og trangen til at gøre de voksne tilfredse.

“Børn, som oplever, at det at kunne noget er den højeste værdi, bliver forhippede på at vise, hvor gode de er. Det kan skabe et socialt klima, hvor de kæmper om anderkendelse og tidligt lærer at mase sig frem på andres bekostning,” vurderer han.

Konkurrencementalitet og trangen til at hævde sig oplever Mitzi Krogh Søgaard med børnehavebørnene. Blandt andet når de kommer hjem efter en gåtur, og børnene kæmper om at komme først op ad trappen.

LÆS OGSÅ: Stil krav til dit barn!

“Det har børn sådan set altid gjort, men i dag ender det ofte med, at den, som kommer sidst, bryder sammen i gråd. Når jeg siger, at det ikke kun gælder om at komme først, men også om at hjælpe sine kammerater med at nå toppen, bliver børnene forvirrede. For sådan oplever de jo, at verden i mange andre sammenhænge er skruet sammen – at det gælder om at være den bedste i flokken.”

Robot eller robust?

Ingen ved som bekendt, om vores børn vokser op som ugidelige resultater af curlingmødre og forkæler-fædre eller tager konkurrencen op med de flittige kinesere. Det store spørgsmål er, om vi er på rette vej, når vi strammer tøjlerne.

Kinesisk-amerikanske Amy Chua ender i sin omdiskuterede bog med at erkende, at forholdet til den yngste datter, Lulu, er ved at krakelere, og hun slipper grebet en smule, da hun lader hende erstatte violinen med tennis – også selv om hun med en vis irritation må sande, at datteren næppe nogensinde når verdensranglisten. De kinesiske idealer om flid og spidse albuer lægger Amy Chua nemlig ikke på hylden, og skulle hun opdrage sin døtre forfra igen, ville hun – ud over ‘nogle få justeringer’ – ikke gøre det meget anderledes, har hun siden fortalt i New York Times.

Den danske tigermor Eva Wang Gøttrup har også gjort sig tanker om den dag, hendes børn eventuelt sætter spørgsmålstegn ved den ambitiøse opdragelse. Hun er dog overbevist om, at hendes skuldre er brede nok til at klare kritikken.

LÆS OGSÅ: Hjælper du dit barn med ALT?

“Det er jo enhver forælders lod at leve med at have truffet en række valg, som det en dag vil være for sent at ændre på. Som alle andre handler jeg ud fra værdier og faste overbevisninger, så hvis jeg om nogle år står over for en sur teenager, der mener, at jeg fejlede, må jeg bære det. Men jeg tror nu ikke, at det sker,” siger hun.

Chefredaktørens mening: Kan man dumpe efter tre uger i skole?

Karen Greve er chefredaktør og mor til Karl Emil, 14 år, Frederik, 11 år og Jonatan, 6 år.

“Måske tænker du, at når man arbejder på Vores Børn, så har man tjek på det med udviklingstrin og stimulering. Man har sørget for, at ens barn får trænet øje-hånd koordination og lært den rigtige krydsteknik i kravlestadiet. Man har læst bunkevis af billedbøger med aldersrelevant indhold, og ens hjem bugner af legetøj med høj indlæringsfaktor.

Sådan er det ikke, kan jeg afsløre. Med mit tredje barn har det slet ikke været sådan! Jeg har ikke trænet noget som helst. Eftersom han lærte både at gå og tale uden særlig indsats fra min side, tænkte jeg, at vi heller ikke behøvede at forberede ham særligt til skolestart. Så jeg har aldrig presset ham til at tegne, læse ABC-bøger, lege tællelege eller øve farver. Børnehaven går vel ud på at lege.

LÆS OGSÅ: Test dit barns intelligens

Nu er kalorius så startet i skole. En brat opvågning for mig! Til første samtale viste det sig nemlig, at mit barn ikke rigtig lå i toppen. Hverken når det gjaldt ordforråd, bogstavforståelse eller (surprise!) tegneevner. Stemningen var trykket, selv om drengen kun havde gået sølle tre uger i skole, før han blevet testet i tre discipliner og fundet for let.

Angst mor, begejstret søn

Selv var jeg i chok. Første impuls var at styrte ud og købe ti træningshæfter, så vi kunne terpe. Jeg overvejede at indlægge lektielæsning hver eftermiddag – også i weekenden. Men gjorde det ikke. Nænnede det ikke. Min søn var nemlig rigtig glad. Han elskede at starte i skole og følte ikke, det var svært, eller at han var bagud. Han pakkede hver morgen entusiastisk sin taske og sludrede hver eftermiddag om sine oplevelser. Den begejstring turde jeg ikke udfordre.

Jeg bed tænderne sammen og holdt fast i overbevisningen om, at min søn ville klare sig godt, fordi han tror på sit eget værd og prøver igen, når han møder modstand. Nulte klasse lakker nu mod enden. Hurra. Han har lært at læse og regne. Er ikke bagud og stadig begejstret. Set i bakspejlet havde han ikke taget skade af lidt forberedelse. Men jeg synes, vi skal passe på med at drukne børnenes naturlige begejstring i pligter, fordi de skal testes og passe ned i bestemte kasser på bestemte tidspunkter.

Der er intet galt med at lege skoleleg, men der er noget galt, hvis man gør det af angst for, at seksårige dumper, eller fordi kinesiske børn kan så meget. Det kan danske børn også – hvis vi tør lade dem være de børn, de helst vil være.”

LÆS OGSÅ: Giv dit barn et godt selvværd

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Psykologi, Skolestart, Udvikling og Børnepsykologi