TILMELD DIG KVINDELØBET SENEST D. 30. APRIL FOR KUN 259 KR.

Der er ikke noget i vejen med et barn bare fordi det er lidt genert og stille. Foto: Colourbox

Min dreng giver hurtigt op

Seks-årige Rasmus er en stille dreng, der lukker sig inde i sin egen verden. Hans mor bekymrer sig og får Rasmus til at føle sig forkert. ”Hold op med at lave ham om. Han bliver ikke anderledes, før du ser ham, som han er”, siger Jesper Juul.

Familiens problem:

Rasmus på seks år har en storebror på 10 år og en lillesøster på tre år. Rasmus er en stille dreng, der hurtigt kommer i klemme mellem de andre derhjemme. Han tager kun sjældent initiativ til ting, og hans mor Rikke synes, det er et problem. Hun har svært ved at acceptere, at hendes mellemste skiller sig markant ud fra flokken ved at være tavs og stille.

Coaching:

JJ: Hvad skal vi tale om?

Rikke: Min dreng Rasmus. Han bliver meget hurtigt opgivende og ked af ting. Jeg er meget alene med mine tre børn, og det kræver, at de kan nogle ting selv. Jeg synes tit, han kommer uforskyldt i klemme. Samtidig har vi svært ved at se ham og acceptere ham, som han er, fordi han er anderledes – både i forhold til sine søskende og andre børn.

JJ: Hvornår begyndte du at lægge mærke til, at han var anderledes?

Rikke: Da han kom i børnehave som tre-årig, virkede han meget lille. I hans dagpleje, havde vi kun bemærket det lidt, men det blev mere og mere tydeligt gennem børnehaveforløbet. For eksempel var han nogle gange efterladt alene, fordi han ikke havde hørt, at alle de andre var gået. Mange gange var han også ”underhunden” i relationerne derhenne. Nu er vi er lige flyttet, og han er ventet med at komme i skole.

 

JJ: Har det hjulpet?

Rikke: Ja, det har det. Han er blevet mere en del af gruppen nu og slås også en gang i mellem, men han har stadig ikke det der konkurrence-dræber-instinkt. Han giver hellere op på forhånd, når der er nogle nye ting. Han vil for eksempel ikke begynde på fodbold, han vil hellere rende rundt og fjolle oppe ved målet, så han ikke kommer til kort.

JJ: Det, tror jeg, simpelthen er en fejlfortolkning. Det, du siger der, tror jeg ikke, foregår inde i hovedet på så små børn. Jeg tror mere, han tænker, at hvis det er det her, jeg skal, så må jeg prøve at være med, så godt jeg kan – for eksempel ved at fjolle rundt oppe ved målet.

Rikke: Okay! Er det så, fordi han ikke kan?

JJ: Det ved jeg ikke endnu, der er jo masser børn, der ikke er interesseret i den slags.


Rikke:
Vi vil i hvert fald gerne lære, hvordan vi kan komme i kontakt med ham uden at skælde ham ud hele tiden. For sådan ender det let, når vi føler, at han ikke hører efter det, vi siger. Vi har efterhånden talt meget med både pædagogerne og skolepsykologen om, hvad vi skal gøre.

JJ: Hvis jeg skulle sige noget lige nu, på baggrund af det jeg har hørt indtil nu, så ville jeg sige HOLD OP. Lad ham dog være!

Rikke: Ja, vi skal nok være bedre til at acceptere ham, som han er. Vi er meget distræte både min mand og jeg, og det har han nok snuppet fra os begge. Han er bare så anderledes, og vi kommer til at sammenligne ham med andre børn.

JJ: Ja, men det er umuligt at forandre sig, før man er blevet set, som man er. Og så er det svært at se ham, hvis han er lidt forsigtig og utydelig i sit udtryk. Hvis Rasmus ikke er klar over, hvem han selv er, og ikke føler, at han er i orden, så er det jo svært at komme ud. Så er det fristende at blive inde i sin papkasse i stedet.

Rikke: Jeg ved godt, jeg gør ham forkert, men det er ikke med min gode vilje. Jeg vil gerne lære at holde op. Der sker bare noget, når man står i en af de der fodboldsituationer og føler, at ens eget selvværd tager skade.

 

JJ: Jo, men man kunne også sige: Hold da op, det var godt, vi kom til fodbold, så vi fandt ud af, at det ikke var noget for dig. Jeg plejer at tale om, at forældre på den måde ”låner” børn ord, og det lyder til, at han godt kunne bruge lidt mere af det.

Forestil dig, at hver gang du kom hjem, så begyndte din mand at problematisere alting og spørge, om der var noget galt? Sådan en behandling kan gøre selv en voksen enormt usikker på, hvem man er til sidst. I Rasmus’ tilfælde er det sværere, fordi han ikke har nået at udvikle sig mere til at vide, hvem han selv er. Desuden ligner han tilsyneladende jer begge meget, og det provokerer jer åbenbart.

Rikke: Ja, han ligner os begge meget. Vi er også meget distræte.

 

JJ: Jeg synes, I skal holde en fest for Rasmus, hvor en af jer rejser sig og holder en tale for ham og siger: ”Rasmus, vi har haft travlt med at prøve at lave dig om, siden du kom til, og i vores iver på at gøre det godt, glemte vi at finde ud af, hvem du er. Nu vil vi forsøge at gøre det anderledes”. Han har brug for den markering for frivilligt at stikke hovedet ud af papkassen. Men hvis I fortsætter, som I er begyndt, så graver han sig længere og længere ned, og så bliver han på længere sigt deprimeret.


Rikke:
Jeg er jo af den formodning, at man godt må stille krav til sine børn. I forbindelse med pligter. Det er han faktisk glad for. Det vil han gerne.

JJ: Ja, det bliver en kontrast til det andet, for der føler han, at han gør nytte. Når han begynder i skolen, og hvis han får det svært med de andre drenge, så ville jeg sige: ”Jeg hører, at du måske får problemer med de andre drenge, hvis det sker, så kom gerne til os”. Han er nødt til at finde sin egen vej. Prøv at relatere til Rasmus som et helt nyt barn, I lige har fået ind i familien, og som skal bo der de næste 15 år.

Prøv også at finde ud af, hvem han er. Prøv for eksempel at spørge ham i de situationer, hvor noget går galt: ”Er der noget, du ikke kan lide, er der noget, du godt kan lide?” Mennesker, der bor i en papkasse, har brug for at blive inviteret ud. De har ikke brug for at høre, at det er mærkeligt at bo i en papkasse.

I kan også sagtens spørge ham undervejs: ”Hvor lang tid er der til, at du er klar. Vi ved godt om dig, at du tager tilløb. Og for at vi ikke skal blive bekymrede, vil vi gerne vide lidt om, hvor lang tid det tager?” Så længe det ikke præsenteres for ham som et krav.

Efter coachingen

Jeg var dybt imponeret over Jespers viden, og måden han meldte tingene meget direkte ud. For eksempel da han sagde, at vi skal lade Rasmus være, slappe mere af og gå mindre op i, hvordan han er. Jeg fik det sådan: ”Hvad er det egentlig, vi har gang i”?

Jesper spurgte: ”Hvorfor tænker I ikke, at fodbold måske ikke er noget for Rasmus”? Og det er jo rigtigt, men det har vi slet ikke tænkt. Vi har tænkt, der var noget galt, og nærmest meldt os ind i foreninger med den ene og anden bogstavskombination og været meget bekymrede.

Nu har jeg fundet ro i, at man kan godt være normal, selv om man er speciel. Min mand og jeg er nu blevet enige om, at vi vil skabe en anden tone – også i det vi forventer af Rasmus. Og vi mærker allerede en tydelig forskel.

For eksempel om morgenen når Rasmus er langsom med at tage tøj på, så er jeg begyndt at sætte mig ned og hjælpe ham. Før havde vi nogle meget store konflikter, fordi jeg tænkte, det SKAL man kunne, når man er seks. Men som Jesper siger, det hjælper ikke noget, at jeg står og råber og skriger af Rasmus.

Det gælder også, når han synker ind i sig selv, at vi ikke siger til ham, at han er forkert på grund af det, men at vi accepterer hans forskellighed lidt mere. At vi dropper at prøve at gøre ham ligesom de andre og skubbe ham og sige: ”Hvorfor gør du ikke også sådan”? Og i stedet se, hvad han selv har lyst til.

Han er blevet en gladere dreng på meget kort tid. Og jeg kan få helt dårlig samvittighed over, hvor lidt der skulle til. Han står lidt rankere og er blevet bedre til at tage kampen op med tøjet om morgenen, selv om han ikke gider. Det er som om, han er vokset, og det samme gælder hans selvværd.

Se, hvad vi ellers skriver om: Brevkasse