Oskar og Viktor Lyngaas Schnedler
Foto: Søren Jansby | Jeg kunne se, at han havde det dårligt. For han var helt blå i hovedet og sagde en underlig snorkelyd, fortæller Viktor Lyngaas Schnedler.
Hjemmet

Oskar og Viktor reddede deres farfars liv

Oskar og Viktor Lyngaas Schnedler på fem og syv år sad og så tegnefilm, da de opdagede, at deres farfar var sunket sammen på sofaen og sagde en mærkelig lyd. Hurtigt tog de hinanden i hånden og løb efter hjælp.

Af Marlene Grøftehauge 27.jul.2018 Børn

Lørdag den 16. juni 2017 skinnede solen over midtjyske Brande. Berit Lyngaas skulle til koncert i nabobyen og afleverede sine sønner, Oskar og Viktor, hos deres farmor og farfar.

Drengene, der var fem og syv år dengang, ville blive hos farfar og se en tegnefilm, mens deres farmor tog ud for at købe ind. Men pludselig opdagede brødrene, at farfar lå ned på sofaen.

LÆS OGSÅ: Video: Førstehjælp hvis din baby får noget galt i halsen

– Vi troede, han var faldet i en megadyb søvn. Så gav Viktor ham et ordentligt klask i røven, fortæller Oskar Lyngaas Schnedler, der i dag er fyldt otte år. Hans to år yngre lillebror er ikke sen til at give sit besyv med:

– Nej, vi gad ikke vente på, at han vågnede, siger Viktor, mens han lystigt gnasker chokoladekiks og guffer jordbær fra fadet, deres mor har sat frem på spisebordet. Oskar nikker og supplerer sin bror:

– Jeg kunne se, at han havde det dårligt. For han var helt blå i hovedet og sagde en underlig snorkelyd. Så løb vi over til Torben.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Jeg vil ikke være bedstemor for mine børnebørn

Naboen, Torben Høgh, ringede straks 112 og gav hjertemassage, indtil ambulancen kom få minutter senere. Ambulancefolkene konkluderede hurtigt, at der var brug for en lægehelikopter for at redde Ottos liv.
I mellemtiden fik Berit den chokerende opringning fra sin svigermor, Karen Margrethe.

– Hun græd og sagde, at den var gal med Otto. Så kørte jeg med det samme. Det var surrealistisk. Jeg havde jo lige afleveret børnene, og der var Otto helt frisk, fortæller Berit, 40.

Skulle farfar dø?

På Skejby Sygehus blev Otto Schnedler kølet ned til 33 grader for at mindske risikoen for hjerneskader som følge af hjertestoppet. Den næste uges tid var opfyldt af uvished om Ottos tilstand, og drengene var forpinte.

– De var meget kede af det og spurgte flere gange, om farfar ville dø. Vi har haft døden tæt på én gang før, så det havde været meget voldsomt, hvis de også skulle miste deres farfar, siger Berit.

Hendes mand og drengenes far, Thomas, døde som 35årig af kræft i bugspytkirtlen i december 2014.

LÆS OGSÅ: Må man gøre forskel på sine børnebørn?

På Skejby vendte Otto langsomt tilbage til livet, og Berit og drengene måtte komme på besøg på sygehuset. Her blev børnene nærmest klappet ind af personalet, som roste dem til skyerne for deres hurtige indsats med at løbe efter hjælp.

– En sygeplejerske spurgte, om de måtte få en lille is. Og så kom de ellers med to kæmpestore is, fortæller Berit med et smil. På det tidspunkt kunne Otto ikke tale eller gå endnu, men han genvandt sine færdigheder lidt efter lidt. Og fire uger og en pacemaker senere blev han udskrevet uden men i hjernen.

– Jeg tænkte: Gudskelov. Otto er drengenes farfar, og han betyder utrolig meget for os. Og så er han min havemand, siger hun og puffer kærligt til 80-årige Otto, der har siddet og lyttet med til sin svigerdatters og sine børnebørns fortælling.
Selv husker Otto ikke noget fra forløbet, men er naturligvis både taknemmelig og lykkelig for at høre, hvordan Oskar og Viktor løb efter hjælp.

Vidste, hvad de skulle gøre

– De har reddet mit liv. Tænk, at sådan nogle smådrenge vidste, hvad de skulle gøre, siger han, mens Berit supplerer:

– Jeg er da megastolt af mine børn. Flere har spurgt, om jeg har lært dem, hvad de skulle gøre, hvis de kom i en kritisk situation. Jeg har bare sagt, at de skulle hente en voksen. Men jeg tror, at de reagerede helt instinktivt i situationen.
Berit og Otto har valgt at stå frem i medierne for at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at lære førstehjælp uanset, hvor gammel man er.

– Helt små børn kan sagtens hjælpe, hvis de ved, hvad de skal gøre. Begge drenge har været på førstehjælpskursus med deres børnehave. Og længe efter gik de rundt og sagde: „Et-et-to, den er go'".

Otto har det godt i dag. Dog føler han, at han lettere bliver forpustet og ikke kan gå så hurtigt.

– Men sådan var det nu også før, Otto, minder Berit ham om.
Småskavankerne er heldigvis ikke noget, der gør ham inaktiv. Tværtimod. Han nyder at have besøg af Oskar og Viktor flere gange om ugen, og han glæder sig over at kunne hjælpe Berit med den store have rundt om landstedet. Deres forhold har altid været tæt, men det blev endnu mere sammentømret, da Thomas døde.

I en lang periode sov drengene hos deres farmor og farfar hver torsdag, så Berit kunne få en friaften. Oplevelsen med hjertestoppet har også sat en tyk streg under deres varme relation. Og for Berit er det lykken at have bedsteforældre, der altid står standby til at tage sig af hendes krudtugler.

– Det er fedt at have nogle, der synes, at ens børn er det vigtigste i verden. Hvad mere kan man ønske sig?

LÆS OGSÅ: 25 råd til dig, der gerne vil være en god bedsteforælder

LÆS OGSÅ: 10 tip til god kommunikation med bedsteforældre

LÆS OGSÅ: 6 ting Bedste kan lave med børnebørnene i sommerferien


Henter...