Pakker du dit barn ind i vat?
Pas på! Du er der straks med forbud og formaninger, når dit barn selv kravler op i højstolen eller balancerer på en træstamme. De skulle jo helst ikke komme til skade. Men faktisk er det vigtigt, at børn gør sig deres egne erfaringer og får knubs på vejen.
Kom ned fra det træ! Pas på, du ikke falder og slår dig. Ikke lege med det der, det kan være farligt. Advarslerne står i kø, når det kommer til at beskytte dem, vi har allermest kær: Vores børn.
Det ligger dybt i os småbørnsforældre at skærme vores børn mod alverdens modgang og smerte. I sådan en grad, at eksperter ligefrem taler om, at vi forældre dyrker en særlig “forsigtighedskultur”, hvor vi ser fare lure overalt, og for at undgå den pakker vi vores børn ind i så meget vat, at de til sidst har svært ved at stå på egne ben.
Vi tror nemlig, at de er mere skrøbelige, end de er og kan ikke udholde at se dem græde, blive skuffede eller slå sig. Og det er et stort problem, lyder det fra eksperter.
"Konsekvensen ved at overbeskytte sine børn er, at de ikke får gjort deres egne vigtige erfaringer med at klare sig selv. De får ikke lært, hvad de kan, og hvad de er gode til. De får ikke udviklet en indre fornemmelse af, at de klarer sig godt. De føler ikke, at de kan stå på egne ben og er skrøbelige, hvis de har haft en overbeskyttende ramme. Det er en uheldig spiral, som øger barnets usikkerhed," siger børnepsykolog Per Schultz Jørgensen.
LÆS OGSÅ: Udvikling: 7 lege der gør dit barn klogere
Børn skal ud af deres komfortzone
Børn er født med en naturlig higen efter selvstændighed. Den bliver skubbet på vej af deres nysgerrighed, som får dem til at søge ud i verdenen omkring dem for at prøve ting af. Hver gang de gør noget, hvor de kan risikere at slå sig og blive kede af det, lærer de sig selv bedre at kende.
De lærer, hvordan de skal håndtere en lignende situationen en anden gang, og at de ikke skal være bange for modgang. Så hvis vi som forældre altid bryder ind i barnets udforskning af verden, inden der er sket noget, og fjerner barnet fra mulige fare, så fratager vi det samtidig vigtig lærdom.
Lad ungerne slås for sjov
Alt for få forældre og pædagoger lader børn bryde ud i harmløse slåskampe, mener Pia Beck.
"Udstyr ungerne med nogle plastiksværd og puder. Hvis de ikke lærer hinandens grænser at kende, så får de ikke den indre kontakt til, hvornår noget er nok, og hvordan de skal aflæse andre. Kroppen skal finde ud af, hvornår et skub er for hårdt. De har brug for et puderum, hvor det er tilladt at komme ud med en blodnæse," siger hun.
"Al udvikling sker uden for barnets komfortzone. Børn, der ikke har fået lov til at prøve ting af selv, bliver typisk mere nervøse og bange mennesker. En del af de unge, jeg møder, der har fået angst, har ikke været ude i nok oplevelser, hvor de har fundet ud af, at det kunne de godt klare."
De udvikler i stedet en tillært hjælpeløshed, fordi vi med vores overbeskyttelse har vist dem, at de ikke kan klare sig selv. Det skaber en usikkerhed og tvivl på egne evner, siger familieterapeut Pia Beck.
Noget af det vigtigste for børn at lære er selvregulering. Det betyder, at de skal kunne forstå og regulere deres egne følelser, så de reagerer hensigtsmæssigt på dem.
"Udvikler man ikke den her evne til selvregulering i de tidlige barndomsår, så kan det slå igennem som en usikkerhed i ungdomsårene. Man skal have opbygget følelsen af at tro på sig selv og være god nok allerede, når man er lille, for ellers kan det påvirke ens evner til at klare sig selv senere hen," siger Per Schultz Jørgensen.
Det er dog vigtigt for ham at understrege, at man naturligvis ikke skal vende det blinde øje til potentielt virkeligt farlige situationer, ligesom man ikke skal udsætte børnene for alverdens farer for at hærde dem.
"Børn skal opbygge et psykosocialt immunforsvar. En modstandskraft. Men det handler ikke om at hærde dem på sådan en militant og gammeldags måde. Det handler om at gøre barnet trygt, så det kan gå ud og undersøge verdenen, og at man samtidig giver barnet lov til at gøre netop dét," siger han.
Bange forældre
Tidligere var forældre ikke lige så overbeskyttende, som de er i dag, fastslår begge eksperter. Generationerne før os skulle i princippet kun forholde sig til de risici, der var i egen baghave, for man havde ikke medierne til at fortælle alle skræmmehistorierne om tilskadekomne børn, klimakrise og krige rundt i verden.
"Forældre føler, at verden er blevet mere uforudsigelig og risikofyldt. Derfor har de et større behov for at beskytte deres børn. Det skræmmer forældrene, så de får lyst til at overvåge og skærme deres børn", siger Per Schultz Jørgensen.
Fordi verden er blevet mere uforudsigelig, og vi som samfund lever mere adskilt fra hinanden, så har vi ikke samme faste rammer som tidligere, der dikterer, hvordan vi skal opdrage vores børn. I dag skal vi selv hver især finde ud af den rigtige måde at være forældre. Og vi vil for alt i verden ikke gøre noget forkert eller fejle som forældre, derfor søger vi råd hos eksperter, forklarer familieterapeut Pia Beck.
"Det er en folkesygdom, at vi har så meget brug for styring. Hvis jeg læser den her bog eller følger den her guide, er jeg så sikker på, at mit barn får et godt selvværd? Det er den her ingeniøragtige tankegang, der er meget markant."
Det her behov for at styre vores børn gør, at de bliver afhængige af ydre styring. De får ikke den der indre vejleder og et fundament, der kan guide dem gennem livet. Ligesom mange forældre ikke har.
Læs også: Sådan lærer du dit barn at blive en god ven
Fravær gør os overbeskyttende
Usikkerheden og angsten for ikke at slå til som småbørnsforælder er dominerende i disse år, viser Per Schultz Jørgensens forskning.
"Nutidens forældregenerationen er kendetegnet ved tvivl. De er i tvivl, om de gør det godt nok. En undersøgelse, jeg var med til at lave for et par år siden, viste, at forældre er i tvivl, om de gør det rigtige enten hver eneste uge eller dag."
Og når mor og far er usikre, bliver børnene det også, så de betaler en del af prisen, siger han. Han tror, det hænger sammen med, at moderne forældre er så meget væk fra deres børn. For når vi ikke selv passer vores børn, så kan vi ikke være sikre på, om vores børn har det godt og er i sikkerhed.
"Forældre i dag er meget fraværende, fordi de arbejder meget. Så forældre kan nemt føle, at de ikke kan leve op til det ansvar, de har, fordi de ikke er til stede i deres børns liv. De bliver bekymrede for, om deres børn overhovedet trives. Når de endelig er sammen med dem, vil de derfor gøre det ekstra godt og hjælpe og støtte dem alt, hvad de kan," siger børnepsykologen.
Uanset om danske forældres frygt for fare er reel eller ej, så kæmper rigtig mange forældre med bekymringer. Og de kan være svære at slippe af med, når de først har møvet sig ind i bevidstheden.
"Hvad nu hvis-tankegangen avler kun flere bekymringer. Hvis man bevæger sig ned ad den sti, kan man jo blive ved, for alt er nærmest farligt for et lille barn. Men når et barn er omgivet af ængstelige voksne, så kommer det faktisk mere til skade. For så bliver barnet mere usikkert på sine egne evner. De kopierer simpelthen forældrenes ængstelighed," siger Pia Beck.
Sundt at få knubs
At børn i dag er overbeskyttede, er ikke kun forældrenes skyld. Hele vores samfund har det med at pakke børnene ind i vat, så de ikke får nogle knubs. Men det er et helt misforstået hensyn, forklarer Pia Beck.
"Man lærer faktisk af smerte. Både psykisk og fysisk smerte. For man lærer sine egne og andres grænser at kende, når man slår sig eller går for langt i en pudekamp. Man skal selvfølgelig være beskyttet, hvis man er to år gammel, så man ikke er til fare for sig selv."
Men på moderne legepladser, hvor der er rågummi over det hele og bløde kanter på alt, har man fjernet alle muligheder for at komme bare lidt til skade. Det er altså ikke kun i hjemmet, men også ude i det offentlige rum og i institutionerne, at forsigtighedskulturen hersker.
Derfor skal både vi forældre og samfundet generelt give vores børn mere plads til at føle smerte, få knubs og føle nederlag. For ellers lærer de ikke, at livet kan være svært, men at det hele nok skal gå alligevel, fortæller Per Schultz Jørgensen.
"Vi har det med at dyrke succeserne. Men børn skal lære, at der også er fiaskoer og nederlag, og at man kan komme igennem krisen og klare sig ud af det. For det er det, der gør dem robuste. Og får de ikke lejlighed til den slags erfaringer, opbygger de ikke den styrke."
4 tips til at styre uden om dit indre pylre-gen
- Hold igen med "pas på"
Bare det at sige “pas på” øger dit barns ængstelighed og gør ikke deres færden mere sikker. Tværtimod.
"Vi skal give omsorg og stå der og puste, når noget gør ondt. Men vi skal ikke løbe foran og sige “pas på”. Hvis dit barn er kravlet højt op, så sig i stedet, at det godt nok er kravlet højt op, og at det lige skal huske at se på fødderne og holde godt fast. Eller hvis barnet løber, og det er glat, så sig, at det godt kan gøre ret ondt at falde, hvis man løber så stærkt," råder Pia Beck. - Følelser er ok
Når vores barn er frustreret eller ked af det, skal vi forældre lade være med at trøste alt for meget med ord, lyder det fra familieterapeuten.
"Anerkend barnets følelser ved at sige, at du godt kan se, at hun eller han er ked af det. Lad det være i smerten. Prøv ikke at løse problemet med for mange rådgivende ord for at få følelsen til at gå væk. Vi er hurtige til at ville fikse vores børn. Hvis de har slået sig i børnehaven, så vil vi straks tale med pædagogerne. Men følelser er ikke farlige, og vores børn har brug for at lære at håndtere dem, rumme dem og forstå, at de går over igen," siger Pia Beck. - Hold dig i baggrunden
Ifølge Per Schultz Jørgensen er forældrenes vigtigste rolle at gøre barnet trygt, så det kan udforske verdenen i ro og mag – uden at forældrene blander sig.
"Giv dit barn lov til at få nogle erfaringer selv. Børn har et behov for at udforske verden og begynder i en tidlig alder at ville ting selv. Og det skal man bakke op om. Barnets trang til selvudfoldelse og eksperimenteren skal man give lov til og selv holde sig i baggrunden," siger han. - Få afstemt dine bekymringer
Bekymrer du dig meget og ser farer overalt, så sørg for at tale med andre forældre om det, når børnene ikke kan lytte med. Ifølge Pia Beck har vi det nemlig med at lufte vores bekymringer foran børnene, og det er ikke særlig hensigtsmæssigt.
"Børn har bedst af, at forældre tager ansvar for deres egen bekymring og taler med andre voksne om det. De må finde ud af, om bekymringerne er berettigede ved at få afstemt dem med noget virkelighed. Og sørge for at gøre det, uden børnene kan høre det. For bekymring kan måske føles som kærlighed. Men det opfattes ikke sådan af barnet," siger hun