Parforhold: "Engang drømte jeg om Emil hver eneste nat"

Det er sket et par gange i et ophedet skænderi, at Nadia har truet Emil med, at hun ikke orker deres familieprojekt mere. Når hun føler sig efterladt med barn og en gigantisk opvask, mens Emil drager til vandpolotræning i svømmehallen, som om intet var hændt.

Eller når hun synes, han skal gøre sig mere umage og for eksempel lade være med at tabe deres baby ud af liften i entreen. Et uheld som Emil var mindst lige så ulykkelig over som Nadia. Ingen af dem synes, at det har været lyserødt at blive forældre.

I stedet har det været turbulent. Svært. Fyldt med usikkerhed og diskussioner om, hvem der skal gøre hvad.

Emil og Nadia elsker hinanden. De har aldrig for alvor overvejet at gå hver til sit. Indimellem bliver frustrationerne bare for mange og for uoverskuelige. Når man ikke har sovet nok, ikke har været i bad eller ikke har talt ordentligt med nogen hele dagen.

Men de er unge og smukke, Nadia og Emil. 24 og 27 år og begge i gang med studier og bosat i et lille hyggeligt rækkehus i Slagelse med begge deres familier tæt på. Deres forhold har før været udsat for op-ned-op-turbulens, og Nadia er overbevist om, at de nok skal klare forældreskabets forskellige kriser, fordi de har en fantastisk historie sammen.

Der var for eksempel en anden gang, hvor Nadia havde det svært og følte sig meget usikker. Midt i en jordomrejse, der ellers skulle være hendes livs oplevelse. Dengang handlede det også om Emil. Det vender vi tilbage til om et øjeblik.

For historien om at få et barn og forsøge at blive ordentlige forældre begynder som regel med en vaskeægte kærlighedshistorie. Og derfor spoler vi nu fem år tilbage.

Under den hvide bro

Nadia er 19 år og har lige skålet i den sidste øl efter studenterfesterne. Verden ligger åben. Helt bogstaveligt. Hun har nemlig planlagt en jordomrejse og skal bruge sommeren til at skrabe de sidste penge sammen, og herefter venter eventyr i hobetal i Rusland, Kina, Vietnam og Australien. Et kærlighedseventyr er derimod ikke en del af planen. Det duer jo ikke, når man allerede har rygsækken stående klar i entreen og alle vacciner på plads under skulderbladet. Nadia arbejder som livredder i Slagelse Svømmehal, inden hun drager til Østen. Hun er langt borte i eksotiske dagdrømme i livredderstolen, da hun en aften pludselig bliver ramt. Helt roligt sidder hun og holder øje med hallens mange vandhunde (og ærgrer sig en smule over ikke at være ude i det varme sommervejr), da det mandlige vandpolohold dukker op til aftentræning. Nu med gæstespiller. Emil spiller professionel vandpolo i Montpellier i Frankrig, men er hjemme på ferie, og i aften skal han træne med de lokale helte. Han trasker helt glad lige hen til Nadia og siger hej. Hvilket er skønt, fordi resten af holdet kan have en tendens til at opfatte livredderen som en del af inventaret i svømmehallen og vade forbi hende uden at mæle et ord. Men Emil stikker ud. På alle måder, synes Nadia, som de næste par timer har travlt med at smugkigge på Emils professionelle vandpolokrop. Man kan godt se forskel, bedyrer hun. Sådan lidt småtræning i Slagelse Svømmehal giver altså ikke samme look som Montpelliers stjernespiller. Der sker ikke mere den aften, men Nadia er hooked. Hun får arrangeret med en af sine venner, der kender Emil, at de begge dukker op til en uformel, lille bålfest hos hendes veninde i Korsør. Tilfældigvis lige ned til vandet. Og hvad er mere oplagt for en vandpolostjerne og en livredder end en aftensvømmetur i Storebælt. Det er midnat, stjerneklart, Storebæltsbroen lyser i baggrunden, og Emil og Nadia kysser.

En ubelejlig romance

Det næste, der sker, er, at Emil går en lille smule i panik. Han lever det fede liv i Sydfrankrig med sponsorfester og masser af piger, der rigtig gerne vil score en vandpolospiller. Hans foto pryder holdets plakat, og han har travlt med at være den interessante udlænding. En romantisk forbindelse med Nadia fra Slagelse er ikke rigtig hans plan lige nu. Nadia prøver at fokusere på sin drømmerejse, men hun kan ikke slippe tankerne om Emil. Da han drager til EM med vandpoloholdet, beslutter hun at følge efter. Sammen med sin gode ven Daniel kører hun til Lugano i Schweiz og tropper frisk op til alle holdets kampe. Der er masser af flirt og kys i luften, og Emil er bestemt glad for at se hende. Men Nadia er helt på det rene med, at de ikke er kærester. Det er simpelthen for ubelejligt for dem begge. Derfor er hun nogle uger senere på vej til Moskva, hvor hun tager den berømte transsibiriske jernbane til Beijing sammen med to venner fra gymnasiet. Emil er tilbage i Montpellier. De har ikke lovet hinanden noget, og de følgende måneder er deres kontakt meget sporadisk. Nadia kan ikke så let komme til en computer og Skype, og i øvrigt forsøger hun af al magt at slå sommerflirten ud af sit hoved. Hun vil gerne være fuldt ud til stede på sin drømmerejse uden hele tiden at blive forstyrret af en to meter høj mand i badebukser, der altid er i godt humør. Nadia er stædig, og det går sådan nogenlunde til at starte med, fordi dagene er fyldt med indtryk, nye mennesker og beslutninger om, hvor hun skal hen, hvad hun skal spise, hvor hun skal overnatte, og hvilke steder hun ikke må gå glip af. Efter nogle uger med tog ankommer trekløveret til Kina, hvor de rejser rundt i en måneds tid.

Verdens smukkeste sted

Guilinprovinsen i Kina må være noget nær verdens smukkeste sted, mener Nadia. En aften sidder hun på en lille træterrasse med udsigt til små, spidse bjergtoppe og bølgende rismarker, mens solnedgangen farver det hele lyserødt. Omkring hende er der latter og småsnak fra et par andre rygsækrejsende, men der er ikke overfyldt og turistet. Nadia er langt nok væk til at mærke lidt af det oprindelige Kina. Foran hende står en gryderet med en hel kylling inklusiv øjne, klør og det hele. Det smager sært, men det lugter godt, og det hele er under alle omstændigheder lige præcis, hvad hun har drømt om, da hun hjemmefra planlagde sin rejse. Smukt og eksotisk, en næsten sanselig oplevelse. Men indeni føler hun en underlig tomhed. Hun nyder ikke de mange smukke steder fuldt ud, og inderst inde ved hun godt, at det handler om Emil. Nadia trænger til noget ro, så hun kan samle tankerne. I stedet for at følge med gymnasiedrengene til Vietnam som planlagt, tager hun derfor direkte til Australien for at besøge en veninde. Nadia har glædet sig til at se Katlyn, der har været udvekslingsstuderende i Danmark, og som hjertevarmt åbner sit hjem for hende. I Australien får Nadia ro, men det føles ikke afslappende. Hun er ved at blive sindssyg over ikke at kunne slippe tanken om Emil. I to uger i træk drømmer hun om ham hver eneste nat. Den samme drøm, hvor hun står foran ham, men alligevel ikke er i stand til at nå ham. Kvalmende symbolsk, som hun selv siger. Det er december måned og næsten jul. Og lige pludselig beslutter Nadia sig for, at det skal være slut med at gøre, som andre forventer. Nu er hun nødt til at handle efter sit eget hoved. Eller hjerte faktisk. Så hun holder op med at spekulere så meget, følger i stedet sin intuition, og  booker en billet hjem til Danmark – et halvt år før planlagt. Katlyn er skuffet, men hun forstår godt, hvad der er på spil. I lufthavnens afgangshal siger hun med et smil på læben til Nadia, at hun først skal komme tilbage til Australien, når hun er blevet gift med Emil og har fået et par børn. Flyet letter, og Nadia føler sig også lettere. Hun er sikker på, at hun endelig er på vej i den rigtige retning. Den 22. december er hun tilbage i Slagelse med én eneste tanke i hovedet: at skrive til Emil, der er hjemme på juleferie, at hun gerne vil se ham så snart som muligt.

Hvad er dine planer?

– Da vi fandt hinanden igen, var det som om vi begge bare overgav os til skæbnen, siger Nadia. Sneen ligger højt, og der er smukt julepyntet i byen. Emil og Nadia mødes i juledagene, og herefter er de uadskillelige. Nadia rykker ind på Emils værelse med hele hans familie som tilskuere til deres spirende romance. De har begge følelsen af at have fundet en fælles frekvens, hvor dagene glider af sted lige så stille, uden at de rigtig laver noget. De kan ikke huske, hvad de taler om, eller hvem de ser i de juledage. Nadia og Emil er bare sammen. Ingen af dem har rigtig brug for andet. De undgår at tale om, at Emil skal tilbage til Montpellier efter juleferien. Først aftenen inden hans afrejse sniger tristessen sig ind på dem begge. De er vågne hele natten. Ser ud på en usædvanlig klar, lysende måne og store snedriver, mens de taler om alt andet end fremtiden. Det er virkelig et nulpunkt for Nadia at vinke farvel til Emil på vej til lufthavnen, for hvad i alverden skal hun nu lave? Sådan fra morgen til aften? Heldigvis når hun kun at overveje sin helt blanke fremtid i en halv times tid, for fra lufthavnen skriver Emil til hende: ‘Hvad er dine planer egentlig nu? Har du måske lyst til at lave en plan om at besøge mig i Frankrig?’ Nadia tager af sted tre dage senere, og hun kommer aldrig retur fra det besøg. I stedet rykker hun ind i Emils lejlighed i Montpellier, og her bliver de sammen de næste halvandet år. Som kærester. Endelig! Da de først har besluttet sig, gør de det også grundigt: Flytter sammen og er sammen 24-7, når ikke Emil lige træner. Nadia bliver en del af det fede liv i Frankrig. Hun indskriver sig på et sprogkursus på universitet og lærer fransk. Emil tjener penge på vandpoloen, Nadia har ubrugte rejsepenge tilbage, der er dejlig varmt i Sydfrankrig og fuld knald på universitetsbyen. De har masser af socialt samvær med teamet omkring vandpoloholdet, og Nadia er ganske godt tilfreds med at være blevet forvandlet til sådan en slags fodboldkone – bare med vandpolo.Hun sørger for, at Emil har det godt. Han skal have tid til at restituere efter sin træning, så Nadia ordner husholdningen. Uden familie og gamle venner i nærheden, bliver de hurtigt et rigtig tæt lille team.

En barnevogn i Slagelse?

Da sæsonen lakker mod enden, får Emil tilbud fra forskellige klubber i Europa, så han kan godt fortsætte karrieren som professionel vandpolospiller, men både Nadia og han selv er begyndt at længes efter en uddannelse, der er lidt mere fremtidsholdbar. Da Slagelses vandpoloklub derfor tilbyder Emil en kontrakt med forskellige fordele, hvor han samtidig kan læse Idræt på Odense Universitet, slår de til og tager hjem. De slutter deres franske eventyr af med en ferie på Korsika, og her beslutter de noget andet vigtigt. De har været sammen i halvandet år, og de er klar til at lade kærligheden blive til et barn. Nadia er løbet tør for p-piller, og hun spørger simpelthen Emil, om hun skal få sin mor til at sende en ny forsyning, eller om de bare skal se, hvad der sker. Dernæst sker der derfor en hel masse ting efter hinanden, hvor Nadia og Emil rykker ud af lejligheden i Frankrig og ind i rækkehuset i Slagelse. Begge deres familier er fornøjede og deltager næsten overvældende meget i deres hjemkomst. Emil begynder en ny tilværelse som studerende på SU og på et noget mindre ambitiøst træningsniveau, og Nadia begynder også på et studie, og så opdager hun, at hun er gravid.

Kernefamilie

Nicholas ankomst til verden ni måneder senere sender for alvor Nadia og Emil ud i nye følelsesmæssige rutsjeture. Først og fremmest på grund af den usikkerhed det giver pludselig at have ansvar for et lille barn. Allerede på hospitalet oplever Nadia, at Emil har fået en ny følsom side.

Da hun et øjeblik er på toilettet, og nyfødte Nicholas bliver helt rød i hovedet af anstrengelse af at trykke genstridig luft i maven ud, trykker Emil febrilsk på panikknappen, så hele afdelingen bliver alarmeret.

Den episode griner de begge ad nu, hvor Nicholas er fyldt to år. Ligesom de kan grine ad deres klodsethed i begyndelsen. Af åndsvage skænderier om helt ligegyldige ting. Men det har taget lidt tid at nå til det humoristiske overskud. For helt ærligt, så er der jo nærmest en verden til forskel på

Nadia og Emils liv i Frankrig for ikke særlig længe siden og på deres aktuelle hverdag i Slagelse.

Da Nicholas bliver født, må Nadia kaste husmor-forklædet i ringen. Hun kan simpelthen ikke nå det hele og synes heller ikke længere, at 90-10 fordelingen af huslige pligter er særlig rimelig.

Emil skal vænne sig til, at han ikke længere er en sportsstjerne. Han er mand og far og må indstille sig på 50-50 omkring nullermænd, mælkeindkøb og så videre. Desuden skal de finde sig til rette på et noget mindre økonomisk budget. Takle en stor og vedvarende interesse fra deres familier. De er ikke bare de to sammen mere. Er der noget at sige til, at det giver lidt ramasjang?

Skænderierne er der stadig. At blive forældre er konstant en yoyoagtig oplevelse, hvor man aldrig rigtig ved, hvornår næste krise dukker op. Men Nadia og Emil er fast besluttede på at klare skærene.

På et tidspunkt siger Emil til Nadia, at nu skal hun stoppe med at true med at gå, når de skændes, for hun mener det jo alligevel ikke. Skilsmisse er bare ikke en mulighed.

Nadia stopper lige med det samme. Hun er selv skilsmissebarn. Hendes forældre gik fra hinanden, da hun var tre år, og selv om det ikke ligefrem har været traumatisk, så vil hun noget andet med sin egen familie.

– Mit højeste ønske er en kernefamilie. Jeg vil gerne have tre børn, og Emil og jeg holder sammen. Altid, siger Nadia.

På gulvet i rækkehuset hjemme i Slagelse kravler toårige Nicholas glad rundt, og i Nadias mave sparker en ny baby fornøjet.

LÆS OGSÅ: Parforhold: “Vi var tæt på at gå fra hinanden”

LÆS OGSÅ: Test dig selv: Trænger dit parforhold til et boost?

LÆS OGSÅ: Parforhold: Sådan overlever I kriserne