Petra Nagel: "Vi skal huske på forældrenes trivsel, for at børnene kan være glade."

OM AT VÆRE NYBAGT MOR

– Pelle Emil er syv uger nu, og hvor er det fedt, dejligt og fantastisk. Han er stadigvæk mega optur. Men jeg kigger også på ham og tænker: “Så er du min søn? Vi skal altså være sammen for evigt?”. Det stopper vel på et tidspunkt, men lige nu er det stadig nyt og vildt. Jeg synes også, det er hårdt. Jeg har siddet klokken 7 i morges og drukket alkoholfri øl for at sætte gang i mælkeproduktionen. Det er jo ikke særlig fedt. Før jeg blev mor, og andre fortalte, hvor hårdt det var, tænkte jeg: “Skulle vi ikke lige fokusere på, at det er fedt? Vores empiri og research igennem millioner af år, har jo fortalt os, at babyer ikke sover”. Men jeg må trække mine ord i mig igen. Det ER hårdt! Det fysiske med ikke at sove er én ting, men hele det psykiske lag i at blive nogens mor er virkelig hårdt.

OM DE KONSTANTE BEKYMRINGER

– Jeg er konstant bekymret. Bliver han nu stor og stærk? Er bleen tung? Er den let? Sveder han? Er han syg? Hvad hvis han har feber? Åh nej, nu kommer sundhedsplejersken! Lorten var vist lidt hård? Får han væske nok? Er han ved at dehydrere? Alle de tanker, ved jeg, er normale. Det undrer mig bare, at nogen siger: “Det er fantastisk. Vi sover om natten. Mit barn har aldrig grædt”. Jeg vil gerne vide, hvor de har købt deres barn. Samtidig ved jeg godt, at alt bare er en fase. Jeg er vild med at være mor, og jeg har glædet mig i mange år, men det kommer bag på mig, at det er hårdt psykisk. Så jeg er åbenbart ligesom alle de andre forældre. Jeg er på ingen måde unik.

LÆS OGSÅ: Småbørnsforældre, skru ned, inden udbrændtheden gør det for jer

OM DEN STØRSTE OVER­RASKELSE SOM NYBAGT MOR

– Jeg har forberedt mig på fødslen, og jeg har lavet et helt tv-program (Petra får en baby på DR3) om at være gravid, og om at være en god kæreste, når man bliver forældre. Men jeg har intet læst om, at amning kan være så psykisk hårdt. Efter fødslen blev vi et par dage på hospitalet, fordi der ikke kom særlig meget råmælk ud. Da vores søn havde taget lidt på, kom vi hjem, og så skulle jeg bare amme galore! Jeg sendte Asbjørn ud efter den dyreste malkemaskine, og så skulle vi rigtigt i gang med amningen. Men vores søn tabte sig, så jeg begyndte en sindssyg rutine med at amme, give udmalket mælk og så malke ud. Det kørte jeg dag og nat i 14 dage, og så gik jeg helt ned. Efterfølgende var jeg ved lægen, og så viste det sig, at Pelle Emil heldigvis havde taget på. Men så kom der en hedebølge, og han blev utilfreds, når han blev lagt ved brystet. I sidste uge opsøgte vi så en ammevejleder, og hun sagde: “Du drikker overhovedet ikke nok vand. Du skal drikke mindst fire liter om dagen i varmen”. Den dag havde jeg kun drukket en kop kaffe. Så nu hælder Asbjørn vand og alkoholfri øl i mig. Samtidig prøver vi med sondeamning (en flaske modermælkserstatning eller udmalket mælk med sonde placeres ved brystvorten, imens man ammer, red.). Det fungerer fint lige nu. Men hvis der på sigt ikke er nok mælk i babserne, så må jeg pakke mine egne behov for at være en ammende kvinde væk, og så må vi gå over til flaske. Tænk, at jeg skal sidde her og tale så meget om amning. Jeg har altid kigget på mine veninder med babyer og tænkt: Kan vi snart snakke om noget andet? Men hele min verden er bryster og bleer.

OM AT FÅ EN EFTER­FØDSELSKROP

– Der var mange, der sagde, da jeg lavede Petra elsker sig selv-programmerne om kropsbillede og selvværd: “Så skal du ikke glæde dig til at blive mor, for så kommer der helt andre boller på suppen”. Eller der var dem, som sagde: “Glæd dig til at blive mor, for så er der mange andre ting end kroppen, der bliver vigtigere”. Allerede der besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville deltage i hetzen mod morkroppen. Jeg vil ikke deltage i det der ræs, hvor man lægger billeder op på Instagram med teksten: “Yes! Så er jeg tilbage i mine gamle jeans”. Det er synd for en krop, der har født, at vi shamer den på den måde. Men efter jeg har født, kan jeg da godt kigge på min mave og tænke: “Shit, den er vildt underlig. Nu er det budding, der sidder der og er helt blødt. Falder den nogensinde på plads? Skal jeg i gang med at dødstræne?”. Men så prøver jeg at huske mig selv på, at jeg lige har født et barn, og at Asbjørn synes, jeg er dejlig. Jeg prøver også at bruge nogle af de tricks, jeg fik i Petra elsker sig selv og rose mig selv lidt.

LÆS OGSÅ: Hvornår skal børn have en hobby

OM AT HAVE ET TV-HOLD MED TIL FØDSLEN

– Beslutningen om at få kameraet med helt ind på fødestuen blev taget den nat, jeg var i fødsel. Klokken 3 om natten sagde jeg til Asbjørn, at han godt måtte ringe til videojournalisten, der havde fulgt hele graviditeten i Petra får en baby . Jeg havde været i tvivl helt op til, om det var det rigtige at gøre. Det er så privat at være i det rum, fødestuen. Men da hun først var der med kameraet, var det helt fint. Jeg lagde ikke rigtig mærke til det. Én gang var hun vej ned i fodenden, og der sagde jeg: ’Ikke filme dernede!’. Men det var slet ikke det, hun var på vej til. Her bagefter føles det rigtigt, at kameraet var med, og Asbjørn har sagt, at det var godt, vi gjorde det. Det ville også virkelig have været tamt, hvis programmerne sluttede uden fødslen, men bare med en baby og et: Her er han så!

OM AT VÆRE POPULÆR

– Petra får en baby er et af DR’s mest populære programmer på streaming, og Asbjørn holder mig opdateret på, hvordan det enkelte program klarer sig. Så siger han lidt i sjov: “Så! Nu er vi nummer et igen”. Hver gang jeg laver en ny programserie og ser det, så tænker jeg: “Hvorfor er det interessant?”. Men den feedback, jeg får fra folk, er, at de kan se sig selv i det – og genkende følelsen, da de selv var gravide. Jeg tror, det er rart at kunne spejle sig i nogen, og så er det en fordel, at jeg ikke selv har set lyset endnu. Jeg har et relativt almindeligt liv med et dejligt job. Jeg er privilegeret, har en lejlighed og en sød og pæn kæreste. Det er ikke Paradise Hotel eller Hollywoodfruer. Jeg er midt imellem. 

OM DET NÆSTE TV-PROJEKT

– Efter jeg lavede Petra elsker sig selv for to år siden, sagde jeg, at jeg ikke ville lave flere programmer med mig selv som omdrejningspunkt. Så jokede vi med, at det skulle da lige være, hvis jeg blev gravid. Nu har jeg så også lavet gravid-programmerne. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at lave noget andet professionelt. Jeg vil gerne lære noget og prøve noget nyt. Sidste år fik jeg lov at være vært på P3 Guld, og det var megafedt og udfordrende at skulle lære oplæg udenad og stå foran rigtig mange mennesker og sende live. I mine programmer på DR3 har jeg gjort meget ud af ikke at være værtsagtig – og bare være mig. Nu vil jeg gerne bag kameraet igen og mærke, hvordan det er at være journalist, som jeg jo er uddannet.

LÆS OGSÅ: Hjælp dit barn med at tackle forandringer

OM AT VÆRE SKILSMISSEBARN

– Jeg synes ikke, man skal være sammen for enhver pris. Mine forældre kæmpede måske lidt længere tid, end de burde. Så da jeg mødte Asbjørn, hvis forældre stadig er sammen, var min holdning, at hvis vi er kede af det, så går vi fra hinanden. Men når man er sammen med Asbjørn, er det slet ikke en mulighed. Jeg bed fast i, at han tidligt i vores parforhold sagde: “Der er så mange, der går fra hinanden, fordi de har haft et dårligt år eller to. Men hvad hvis man har 30 år i alt sammen, og de 28 af dem er gode?”. Så da jeg blev gravid, var han helt klar i spyttet: “Så går vi ikke fra hinanden”. Det er en dejlig tryghed for mig at vide, at nok kan vi være uvenner, men så må vi finde ud af, hvordan vi kommer ud af den knibe og videre.  

OM AT TRIVES SOM FAMILIE

– Fordi vi lavede otte programmer om min graviditet, har vi talt meget og gjort os mange tanker om at være en familie. Asbjørn og jeg er enige om, at det skal være sjovt at være i vores familie – både for os og for børnene. For hvis vi forældre ikke har det godt og sjovt, så har børnene det heller ikke godt og sjovt. Det talte vi også med familiepsykologen Ulla Dyrløv om i programmet. I flyet giver du dig selv iltmaske på først – og derefter barnet. Vi bliver nødt til at huske på forældrenes trivsel, for at børnene kan være glade. Vi er også enige om, at vi ikke skal have børn, der er irriterende. Jeg har spurgt mine veninder med større børn om, hvordan man laver et godt menneske. Hvordan sikrer man en glad og positiv indstilling, og at når man er ude blandt mennesker, at barnet ikke skal være midtpunkt – men heller ikke en sky mus? Det Petra-program kunne jeg godt lave. Men det gør jeg ikke. Haha.