Ny forskning: Det er ikke helt ligegyldigt, om du synger eller vugger dit barn i søvn

Whatever works plejer at være forældres mantra, når klokken slår sovecirkus. Men måske er det ikke helt ligegyldigt, om du putter med rolig sang og godnatlæsning eller ved at køre land og rige tyndt med en bumlende barnevogn eller bil.

Det mener en ny undersøgelse, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Psychology og videregivet i bl.a. Illustreret Videnskab.

Undersøgelsen er baseret på analyser af forældre og børn på op til 3,5 år på tværs af 14 lande, og den viser, at måden vi sender vores tumlinger til drømmeland på, kan have en betydning for deres udvikling og deres evne til at regulere deres følelser.

Det faktum er måske ikke helt nyt for dine ører. Men måske vidste du ikke, at det kan være noget juks at rulle dit barn i søvn i en klapvogn eller hoppe løs på en pilatesbold?   

Passiv mor og far

Helt konkret skelner forskerne mellem en aktiv putning og en passiv putning. Går du en tur med dit barn, hopper I på pilatesbold, leger I, eller kører I en godnattur i bilen, så er der tale om en aktiv putning.

Omvendt er du passiv, hvis du f.eks. synger en sang, taler i et roligt stemmeleje eller læser en hyggelig godnathistorie. Og det er den slags søvnteknik, der ifølge forskerne giver juniors temperament og adfærdsmæssige udvikling et skub i den rigtige retning.

En konklusion, der ikke overrasker sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, som er kvinden bag netsundhedsplejerske.dk og forfatter til en række bøger om bl.a. børn og søvn.

”Det er uhensigtsmæssigt, hvis vi vænner vores børn til at blive hoppet i søvn på en pilatesbold eller at skulle ud at køre bil klokken 23 for at kunne falde i søvn. Det hele handler nemlig om de rutiner og ritualer, vi har i forbindelse med at skulle sove, og her er det godt, hvis forældrene er så lidt aktive som muligt,” fortæller hun til alt.dk.

Hvis dit barn bliver puttet i sin egen seng med sin rare dyne, sin putteklud og lille sovekanin, mens I, kære mor og far, nusser og trøster, så lærer det nemlig, at det her en tryg og dejlig måde at falde i søvn på, forklarer Helen Lyng Hansen. Og så vil det forblive trygt, selvom I sidder inde i stuen.

”Og når barnet i løbet af natten vågner, så vil det registrere, at alt er, som det skal være. Omvendt vil børn, der ikke lærer at falde trygt i søvn selv, have behov fra deres forældres side til at få den samme trøst og ro. Hvis de er vant til at blive hoppet i søvn på en pilatesbold, så vil det opleve, at det mangler noget. Og på et tidspunkt bliver de for store til, at vi forældre kan efterleve det.”

En sandhed med modifikationer

Der kan altså være en snert af sandhed i, at putteritualerne er vigtige vores børn og deres følelsesliv. Men det er kun en del af forklaringen.

”Det er vigtigt at sige, at den slags ikke kun handler om, hvad der sker om natten," understreger netsundhedsplejersken.  

"Måden vi rummer vores barn, spejler vores barn, og måden vi hjælper vores barn videre, når noget er svært – ikke bare om natten, men hele dagen igennem - har betydning for, hvordan de lærer at håndtere deres følelser. Hvordan de lærer at selvregulere. Altså, hvordan møder vi voksne dem, når de bliver bange, vrede, kede af det og forskrækkede? Lytter vi til dem, anerkender dem og støtter dem i deres følelser? Eller siger vi ’lad nu være med at være så hysterisk’.”