Sådan gi’r du dit barn gode skærmvaner
SPONSORERET indhold

Sådan gi’r du dit barn gode skærmvaner

Undgå, at dit barn spilder tid på fordummende spil og voldsomme film. Vælg tv og Nintendo, der både underholder og lærer ham en masse! Vi guider dig til, hvordan du sikrer dit barn super skærmvaner.

Af: Elisabeth Lykke Nielsen, Vores Børn Sund Familie, forår 2011
06. apr. 2011 | Børn | Vores Børn

Vil du være sikker på, at dit barn har sunde skærmvaner, så er der flere ting, du skal se på: Både hvilke film dit barn ser, hvilke spil han spiller – og hvor tit. Men også om dit barn sidder i en god stilling i en god stol, og om I giver ham selskab foran skærmen og taler med ham om alt det, han spiller og ser i fjernsynet.

Vær med til at vælge spil og film

Birgitte Tufte er professor i børn, medier og forbrug på CBS – Handelshøjskolen i København. Her er hun leder af den danske del af et nordisk forskningsprojekt om brugen af it i nordiske familier.

Se vores anmeldelser af spil til dit barn, hér!

 

Birgitte Tufte er ikke så bekymret over, at børn bruger digitale medier, spilkonsoller og ser tv. Til gengæld mener hun, at børns liv i dag er så anderledes, end det var for bare 10-12 år siden, at det stiller store krav til os forældre om, at vi hjælper vores børn med at vælge de rigtige produkter og lærer dem at forholde sig kritisk til de moderne spil og medier.

“Tænk dig ind i dit barns verden – og kom i dialog med dit barn så tidligt som muligt om, hvad han er involveret i på skærmen, så I får skabt en familiekultur, hvor det er naturligt, at I som forældre involverer jer – og sætter grænser,” siger hun og peger på, at ligesom der findes gode og dårlige bøger, findes der både gode og dårlige spil og film.

Hvis det skal være en god oplevelse, eller ligefrem lærerigt for dit barn at sidde foran skærmen, skal der derfor være voksne med til at vælge spillet eller filmen, og der skal helst også være voksne med på sidelinjen, når børnene ser tv eller spiller. Og jo yngre dit barn er, desto mere må du involvere dig.

LÆS OGSÅ: Børn elsker tv og Nintendo – og det er ok!

Undgå film med vold og action

Ligesom dit eget psykiske arbejdsmiljø påvirker dig, påvirker jeres familieliv også dit barn og er med til at afgøre, hvordan og om han bliver påvirket af at spille eller se film. Også selv om der ind imellem skulle være en smutter med lidt rigeligt action.

“Et barn, der lever i en familie med vold og forskellige former for misbrug, vil være mere påvirkelig af en film eller et spil med vold og action,” siger Birgitte Tufte og tilføjer, at langt størstedelen af almindelige børn derfor ikke bliver påvirket mentalt af at se film eller spille – når bare det ikke er alt for længe ad gangen, og når bare du for så vidt muligt forsøger at undgå spil og film med vold og action.

LÆS OGSÅ: 7 myter om børns liv foran skærmen

Sørg for, at dit barn sidder godt

Men når du nu har valgt et godt computerspil til dit barn, risikerer du så ikke, at han får hold i nakken eller ømme skuldre af at spille det?

Ifølge kiropraktor og medindehaver af Silkeborg Rygcenter, Lisbeth Lantto, er fastlåste, rigide stillinger i længere tid ad gangen aldrig godt. Så se dig selv som ‘Arbejdstilsynet’, og indret pladsen så fornuftigt som muligt:

“Børn i dag sidder typisk meget længe og meget ofte foran skærmen, og tit er arbejdspladsen slet ikke indrettet til børn. Overvej at købe et hæve-sænke skrivebord, og sæt små mærker på det, så Mads, Kristine, far og mor nemt og hurtigt kan indstille bordet til deres egen højde,” råder Lisbeth Lantto.

Hun fortæller, at det også er vigtigt, dit barn ikke sidder og dingler med benene på en høj voksenstol.

“Tag eventuelt Tripp Trapp-stolen med hen til computeren, eller lær dit barn at stå halvvejs med numsen på kanten af en voksenstol, så fødderne støtter på jorden,” anbefaler hun.

LÆS OGSÅ: 8 lærerige apps til dit barn

Læs videre på næste side …

 

Kiropraktoren fraråder desuden, at du lader dit barn sidde og hænge og se tv i timevis i en seng eller sofa lørdag og søndag morgen, når han lige er vågnet. Lad højst dit barn spille computer eller se tv en time ad gangen, lyder hendes råd.

Når dit barn ser tv, kan du overveje at lade ham stå op eller købe en balancebold eller sækkestol til at sidde på.

Hav skærmen i øjenhøjde

Sørg også for godt lys ved arbejdspladsen og i skærmen, der skal være placeret i dit barns øjenhøjde. En bærbar pc er ikke sagen, fordi børn har en tendens til at sidde og hænge i en seng eller sofa med den.

Det samme gælder for Nintendoen, der med sin meget lille skærm enten ligger i skødet – så barnet får en foroverbøjet nakkestilling – eller bliver holdt op foran ansigtet med et uhensigtsmæssigt skuldertræk til følge.

“Du kan godt prøve at lade dit barn sidde med armene på en pude, når han spiller Nintendo, men jeg tror ikke, det vil fungere. Lad ham i stedet kun spille en halv times Nintendo ad gangen,” råder kiropraktoren. Men bliver han så overvægtig og inaktiv af at se tv og spille?

 

Sørg for, at dit barn leger

Som udgangspunkt bliver børn ikke overvægtige af at se tv og spille – men derimod af alt det, som de ikke gør: Motionerer og spiser sundt.

“Hvis dit barn bevæger sig minimum 60 minutter hver dag, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, og dertil spiser sundt, er der ikke det mindste i vejen for, at han kan få lov til at slappe af foran skærmen, når han kommer hjem fra fodbold,” siger Lisbeth Lantto.

LÆS OGSÅ: Shane Brox: “Styrk dit barns kreativitet tidligt”

Det vigtige er, at der er balance i dit barns livsstil, så han både har tid i hverdagen til at røre sig, lege med sine kammerater og være sammen med jer i familien. Derfor kan det ifølge kiropraktoren give god mening, at du lader dit barn sidde lidt mindre foran skærmen til hverdag, end han gør i weekenden, og i stedet tager ham med på legepladsen, en tur i skoven eller svømmehallen.

Vær en god rollemodel

Eksperterne er altså enige om, at du skal sætte grænser for, hvor længe dit barn må sidde foran skærmen. Og lige så enige er de i, at du selv skal være en god rollemodel.

“Se på dig selv, og gør, som du siger, dit barn skal gøre,” råder Birgitte Tufte og tilføjer: “Hvis du selv kommer hjem og tænder for din computer og tv’et hver eneste dag og lader apparaterne køre, indtil du går i seng, kan det være svært for dit barn at forstå, hvorfor han kun må sidde foran sin skærm en time.”

Birgitte Tufte anbefaler, at du giver dig tid til dit barn og lader være med at fordybe dig selv for længe ad gangen i noget, som dit barn ikke kan deltage i. Find i stedet på noget, I kan gøre sammen.

Lisbeth Lantto er enig: “Tilbyd dit barn nogle sjove og sunde alternativer til at sidde og hænge foran skærmen. Bevæg jer sammen, tag dit barn med ud at gå eller cykle, og vis det, at der findes masser af sjove ting, man kan lave uden en skærm,” lyder hendes råd.

LÆS OGSÅ: Derfor er tv godt for dit barn