Skal vi skide på sandheden?
Hvornår skal man kalde en lort for en lort, og hvornår skal sandheden pakkes ind i sprogligt vat? Journalist Diana Ebba Pedersen er skide forvirret.
Jeg er jyde og opvokset 30 meter fra en gylletank. Når vinden kom fra vest, kunne jeg som barn ikke åbne vinduerne på mit værelse, for så satte stanken af gylle og svin sig i mit nyvaskede håndboldhår. Ja, jeg er fra landet.
Måske netop derfor gav en lille, ganske ubetydelig og helt udramatisk episode ved sidste års økodag i april anledning til en undren i mit stille morunivers.
Min søn, kæreste og jeg var (som resten af kongerigets landforskrækkede byboere) taget ud på et økologisk kvægbrug for at se køerne spjætte sig ud på forårsgræsset.
Pludselig begyndte en ko – pardon my french – at skide udover det hele. En lille dreng ved siden af min søn pegede lystigt på koen og sagde: “Se mor, koen skider.” “Ja,” nikkede moren til drengen og tilføjede: “Koen prutter.”
Faktaboks
Psst!
Søndag den 23. april er økodag, hvor du kan opleve køernes kåde forårsfest, når de dansende bliver lukket ud på marken efter en lang vinter i stalden.
Find en gård nær dig på økodag.dk
LÆS OGSÅ: Eksperterne tester frugtsmoothies
Undskyld mig, det kan godt være, jeg er fra landet og har inhaleret gylle det meste af min barndom, men den ko pruttede altså ikke. Den sked, lavede pølser, lort og kokasser.
Det er jo løgn!
Drengen hørte vist ikke sin mors formulering, men havde travlt med at iagttage de enorme mængder af drøvtygget ensilage, der kom ud af koens bagende. Men jeg kunne alligevel ikke helt lade være med at bide mærke i moderens formulering: “Ja, koen prutter”. For det var overhovedet ikke det, jeg så! Den ko sked i lårfede stråler gennem flere minutter til både sin egen og publikums store fornøjelse. Og da den var færdig med det, tissede den. Jeg hørte ikke en eneste prut. Ikke bare et nervøst “pffffft”. Nope. Ikke en lyd.
Og tænk, det har jeg brændt inde med i et helt (rædsels)år. Episoden gav mig en anledning til at fundere over mit morliv og i særdeleshed, hvordan jeg italesætter virkeligheden og dens mere eller mindre økologiske sandheder. For skal vi som forældre kalde en spade for en spade, eller bør vi være varsomme og moderere lidt på virkeligheden og dens ordlyd? Hvad er egentlig bedst for vores børn? Afhænger det af situationen? Det er skide svært, altså…
Faktaboks
Børnepsykologens fire råd til sandheden
Hvornår og hvordan italesætter vi virkeligheden for vores børn? Vi har fået 4 gode bud fra børnepsykolog og professor i udviklingspsykologi på Roskilde Universitet, Arne Poulsen, der har skrevet bogen Børns Udvikling.
1. Fortæl og italesæt sandheden, når det drejer sig om konkrete ting som afføring, som børn helt ned i babyhøjde ved, hvad er. I det her tilfælde prutter koen ikke – det er jo ikke sandt. Det der er vigtigt, er, at du anerkender sandheden og ikke bilder dit barn noget andet ind, fordi du ikke kan forholde dig til det. Hvis du omskriver sandheden for meget, risikerer du at give dit barn det indtryk, at der er ting, som er farlige at tale om. Konsekvensen er, at det bliver fremmed for dig at tale ordentligt om tingene, når virkeligheden senere kommer til at dreje sig om noget, der er mere betydningsfuldt end afføring.
2. Nogle mennesker er mere grove i munden end andre, og det er der som sådan ikke noget galt i. Derfor er det op til dig som forælder, hvilket ordvalg du vælger – om du kalder det “skider” eller “har afføring” det betyder ikke det store – det er mere et æstetisk spørgsmål.
3. Tænk over, hvordan din mimik og tone er i forbindelse med ordet. Det er det, som dit barn vil lægge mærke til. Hvis tonen i ordet lort, edderkop eller flyvemaskine er meget afslappet og positiv, så får barnet også et afslappet og positivt forhold til det. Men hvis du er anstrengt, unaturlig eller ligefrem skræmt i dit kropssprog, mens du taler om lidt kritiske emner, kan du overføre mere angst til dit barn, end situationen fortjener.
4. Vi skal ikke sige alt til vores børn. Hvis vi har store bekymringer om vores ægteskab eller økonomi, risikerer vi, at vores barn overdriver faren eller føler sig medansvarlig, hvis vi inddrager vores børn i utide. Et barn har bedst af at have tillid til, at forældrene kan klare tingene. Og hvis vi absolut synes, at vi bliver nødt til at sige noget om terrorisme eller krig, skal vi huske, at børn altid vil opfatte en fjern og abstrakt risiko som en nær og konkret fare. Derfor skal vi undgå at tale om konflikten som noget, hvor der er nogen, der vil os det ondt. Vi skal tale om den som noget fjernt, der ikke vedrører vores dagligdag.
LÆS OGSÅ: Lyver du også for dit barn?
LÆS OGSÅ: 11 fordomme om mødre
LÆS OGSÅ: "Jeg lyver for mine børn hver dag"