Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Getty Images Stakkels Selma, som er fanget i forældrenes interne krig.

Skilsmisse: Min søster og svoger svigtede deres datter

Alle kunne se, hvordan min lille niece led under den skilsmisse, min søster og svoger stod midt i. Ingen af dem tog dog hensyn til hende. Tværtimod. De råbte og skreg og brugt Selma i deres interne krig. De var som vanvittige og egoistiske børn, alt imens Selma gik mere og mere i stykker.

LÆSERBERETNING: Jeg har aldrig selv fået børn, så min niece Selma var med årene blevet min øjesten. Hun var 13 år nu, og jeg havde en tradition med, at hun altid besøgte mig søndag eftermiddag. Enten hyggede vi os med te og kager, eller også tog vi i byen, så på butikker eller gik i biografen. Selma havde altid været tryg ved mig, og da hendes forældres forhold var begyndt at slå revner, gjorde jeg, hvad jeg kunne for at være der for hende.

Sådan var det også den dag, hvor hun kom over allerede om formiddagen, og jeg kunne se, at hun havde grædt. Jeg åbnede døren, og hun stod bare der med hængende skuldre og uden smil i øjnene.

– Er det mor og far? spurgte jeg, mens jeg trak hende ind i min favn, og hun nikkede ned i min skulder.

Billederne af min søster Merete og hendes mand John fløj gennem hovedet på mig. De sidste mange gange, jeg havde set dem, føg gnisterne i luften, og de var helt uden hæmninger i deres skænderier. Det hele var for alvor gået ned ad bakke, da John efter knap 20 års ægteskab havde haft en længere affære med en kollega.

Merete havde dengang forvandlet sig til et rasende uhyre og havde foran både Selma og mig kaldt John de værste ting. Og John gav igen. Selma var blevet bange, skrækslagen faktisk. Krisen var blevet til daglige hakkerier, der nu bare syntes at vokse og vokse. Sidst jeg kom over til Merete og John, så jeg dem gennem køkkenruden. De stod og råbte hinanden ind i hovederne. Så højt, at jeg kunne høre deres: ”Kraftidiot” ”Du lytter jo aldrig” ”Kan ikke mere” helt derud, hvor jeg stod. Der var ingen tvivl om, at deres forhold var i opløsning.

Nu sad Selma i sofaen og fortalte mig om, hvordan hun var vågnet til endnu et kæmpe skænderi ude i køkkenet samme morgen. Da hun var trådt derud, havde hendes mor vendt sig mod hende, vild i øjnene og rød i hovedet, og sagt, at hun og faren skulle skilles. Selma skulle vide, at hun ville blive sammen med hende i huset. Selmas far skulle derimod bare forsvinde. Selma havde stået som et lammet dyr fanget i et par forlygter. Hun havde kun nået at spørge, hvad de snakkede om, før hendes far havde sagt, at det blev de to om at bestemme!

Så var Selma styrtet ud af døren.

I det samme ringede min mobil, og jeg så, at det var Merete. Jeg kunne berolige hende med, at Selma var hos mig, men at vi måtte snakke snarest. Vi aftalte at mødes dagen efter.

– Jeg vil bare ikke skifte skole! Jeg vil ikke flytte! Hvorfor kan de ikke bare finde ud af det? Jeg vil ikke have, de skal skilles! græd Selma.

LÆS OGSÅ: Det var et mareridt at blive mor

Jeg prøvede så nænsomt som muligt at forklare hende, at det nogle gange blev så svært for forældre at tale om problemerne, at en skilsmisse kunne være nødvendig. Hendes mormor og morfar blev jo også skilt.

Jeg tænkte på, hvordan Merete og mine forældres skilsmisse i sin tid havde været, og jeg så, hvordan Selma var fanget, bange og dybt ulykkelig. Jeg spurgte, om hun havde lyst til at bo her hos mig et stykke tid?

– Nej, jeg vil ikke væk hjemmefra! Jeg vil vide, hvad der sker.

Jeg mærkede Selmas frygt og tænkte på de alvorsord, jeg ville tale med Merete. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke lade være med at tænke: Omsider! Merete og Johns ægteskab var kørt helt af sporet. Nu gjaldt det blot om at få dem alle – men da især Selma – ud på den anden side.

Det er underligt, som mennesker kan forandre sig. John havde egentlig altid været fornuftig med fødderne plantet solidt på jorden. Nu var han blevet revet med af Meretes ramaskrig over utroskaben, et problem der åbenbart blev ved med at spøge. Merete virkede som om, hun havde stirret sig blind. Jeg havde uden held forsøgt at hjælpe hende videre efter Johns affære, men hun var helt gået i selvsving.

Merete så hærget ud, da vi mødtes dagen efter. Skilsmissen var en realitet. Men jeg kom op på stikkerne, da hun med foragt i øjnene fortalte mig, at John mente, at han skulle have forældremyndigheden, alene. Hun for sin del havde reageret med omvendt stejlhed: Hun ville også have Selma, alene!

Jeg så chokeret på Merete. Skulle de nu drage Selma ind i deres konflikt ved at slås om hende? Hvor urimelige, tarvelige og ondskabsfulde de end opfattede hinanden, så kunne de vel være voksne nok til at dele forældremyndigheden?

Merete slog ud med armene, og desperationens tårer stod hende i øjnene. – Jeg hader John lige nu. Jeg kan ikke styre det. Selma er jo min pige. John blæser jo ikke bare på mig, han blæser på os.

Jeg prøvede at få Merete til at falde ned. Få hende til at se konsekvenserne af at bekrige John. Det hele mindede alt for meget om vores egen historie. Havde Merete glemt, hvor knust hun var, da vores mor og far blev skilt? Hvordan hun havde følt en kæmpe skyld og havde været spændt ud mellem parterne? Hun havde pint og plaget sig selv, var det dét, hun nu ville byde Selma? Merete sagde nej, men faldt straks efter tilbage i sin afmagt. Det lykkedes ikke at få hende på bedre tanker.

Det endte med, at Statsamtet skulle tage stilling til forældremyndigheden.

Hverken John eller Merete kunne få ind i deres hoveder, at de skulle tænke på Selma først, for når jeg sad med Selma, var det så klart, at hun var skilsmissens offer nummer ét.

LÆS OGSÅ: Cecilie Beck taler ud om sin skilsmisse: ”Jeg har været nede og kysse bunden”

Hun blev ved med at spørge mig om, hvad hun skulle gøre. Hvordan hun skulle vælge side? Hvordan kan man vælge mellem sin mor og sin far? Angst og frygt for tab, følelsen af skyld, fyldte bare alt i det lille teenagehoved.

Da jeg forstod, at det var alvor med Statsamtet, kom jeg i tanke om, at børn også har lov til at få en bisidder. Jeg undte Selma at have en ved sin side, som rent faktisk talte hendes sag, og som kunne hjælpe hende til at forstå, at hun hverken skulle vælge eller dømme. Hun skulle tænke på og fortælle om sig selv, hendes tanker og følelser, uden filter.

Jeg gik en lang tur med Selma. Hun fortalte, hvordan hun elskede sin far, og hvad hun elskede ved sin mor.

– Jeg ville bare så gerne kunne have dem begge to, og hvis de ikke kan finde ud af at bo sammen, så vil jeg kunne være hos dem begge to. Bare de ikke skal bo alt for langt fra hinanden!

Jeg vidste præcis, hvad hun følte. Jeg var stor, da Meretes og mine forældre blev skilt, men lille Merete havde haft det netop som Selma havde det nu. Jeg fortalte Selma, at jeg kendte en dame, en socialrådgiver, der hed Helle. Hun kunne være ved Selmas side i Statsamtet. Hun ville kunne hjælpe hende med at få sagt alt det, hun gik og sagde til mig nu. Så ville hendes forældre måske endelig kunne lytte og forstå hende. Selma nikkede efter lidt tøven.

Nu gjaldt det så Merete og John. Da jeg mindede Merete om vores egen historie, og hvor meget hun selv kunne have brugt hjælp dengang, kunne jeg nærmest se, hvordan masken begyndte at krakelere, og hvordan hun omsider kunne se situationen – og Selma – udefra.

Jo, Selma var bare 13 år, og ja, hun havde brug for hjælp også.

Af taktiske årsager og fordi det hele var så betændt mellem John og Merete, foreslog jeg, at jeg tog snakken med John. Jeg prøvede at finde ind til ”gamle” John, manden med fødderne på jorden.

– Prøv lige at skrælle Merete væk. Læg alle skænderierne over i hjørnet… Kan du ikke se, at du river Selma midt over i jeres skilsmisse uden at give hende en chance for at komme til orde? John tyggede på den. Sad lidt, og indså endelig, at det var Selma og ikke Merete og ham, der var barnet i deres skilsmisse.

Jeg var med, da Selma første gang mødtes med Helle. Jeg kunne se, at hun hurtigt fik tillid til hende. De mødtes nogle gange forud for Statsamtet, og Selma fortalte mig, at Helle havde forklaret, hvordan det måske kunne blive sådan, at det hverken blev hendes mor eller far, der alene fik forældremyndigheden. Og at det helt sikkert ville blive sådan, at Selma kunne få lov at se både sin mor og far. Selma var vigtig i sagen – hvad hun mente og følte, talte også! Jeg trykkede Selmas hånd fast, da jeg forsikrede hende om, at Helle havde fuldstændig ret. Det var nogle hårde måneder, men Selmas rande under øjnene fortog sig noget, hun kunne abstrahere mere fra skilsmissen, tankerne kværnede ikke i døgndrift længere. Ikke at hun var lykkelig, men det gik fremad.

LÆS OGSÅ: Brevkasse: Min ekskæreste gider ikke vores lille søn

Da processen først var i gang, faldt Merete og især John også en del ned. Jeg kunne mærke Selmas smil gennem telefonrøret, da hun ringede efter mødet i Statsamtet. Det var gået godt, Helle havde været der og hjulpet, og Selma havde fået sagt, hvad hun ville sige.

Det endte med, at Merete fik forældremyndigheden, men heldigvis var hun blevet samarbejdsvillig. John fik lov at se Selma så ofte han – og Selma – ville det, og da Merete og John først var flyttet fra hinanden, begyndte de for alvor at samarbejde. Heldigvis.

Det var en ordentlig omgang, men jeg kan se, at Selma er kommet helskindet igennem. Og når hun ellers ikke er hos sin far, eller skal føjte med veninderne, kommer hun stadigvæk og besøger mig søndag eftermiddag. Det er lige så hyggeligt, og jeg bliver så glad, hver gang Selma smiler og jeg på den måde ser, hvordan hun stille og rolig er ved at finde hjem til sig selv igen.

Sådan foregår det:

Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere. De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt. Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på tlf. 30 85 19 68 eller på mail vibeked@hjemmet.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Skilsmisse og Familieliv