Mette Hovmand-Stilling om at være pylremor
Foto: Franne Voigt "Jeg knuger ham ind til mig og har mest af alt lyst til at forbyde ham nogensinde at kravle op i klatrestativet igen, eller i træer, eller gå balancegang på sandkassen – for tænk nu, hvis han falder ned og slår sig sådan virkelig slemt?"

Klumme: Slut med at være pylremor

Mette Hovmand-Stilling øver sig på at sige "hold godt fast" i stedet for "pas på!". Hun har nemlig besluttet sig for at forsøge at tøjle sin indre pylremor, der allerhelst vil pakke sine børn ind i vat.

Jeg kan stadig se situationen for mit indre blik: Min lillebitte søn på knap fire år sidder øverst oppe i børnehavens klatretårn med sit allerbredeste smil. ”HEJ MOAR,” vinker han.

Jeg vinker usikkert tilbage med hjertet helt oppe i halsen, mens jeg på et splitsekund prøver at forestille mig, hvor hurtigt jeg kan nå fra lågen over til tårnet for at gribe ham, når han falder de tre meter ned på jorden. Ikke HVIS, men NÅR.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

Jeg skynder mig over til ham, alt imens jeg fanger en pædagogs blik. Hvorfor pokker har de ikke styr på ham? ”Har I set, hvor højt oppe, han er?” fremstammer jeg stakåndet. ”Ja da! Det gør han hver dag!”, smiler hun roligt og tilføjer: ”Er han ikke bare sej?”

Øhh… Jeg ser til, mens min søn sikkert kravler ned, hopper det sidste stykke og løber over for at give mig et kram. ”Hvor var du højt oppe – sikke sej du er,” hvisker jeg ned i hans hår. Mit hjerte sidder stadig oppe i halsen. Jeg knuger ham ind til mig og har mest af alt lyst til at forbyde ham nogensinde at kravle op i klatrestativet igen, eller i træer, eller gå balancegang på sandkassen – for tænk nu, hvis han falder ned og slår sig sådan virkelig slemt?

Men han er så stolt, og den garvede pædagog så rolig. Og hun havde jo ret – han var virkelig sej!

Farvel til pylremor

Så lige der midt på børnehavens legeplads tog jeg en dyb indånding og traf en stor beslutning: Jeg ville ikke længere være en pylremor. Hende, der hele tiden løber i hælene på sine børn for at gribe dem, når de falder, holder dem i hånden hele vejen og hele tiden kommenterer mulige farer – bare for en sikkerheds skyld.

Du kender sikkert godt den følelse. Lysten til at bære sine børn på hænder og fødder og skåne dem for alle potentielle farer. Men i den bedste mening risikerer vi at gøre vores børn en bjørnetjeneste, det siger børneforsker og professor emeritus Per Schultz Jørgensen:

– Konsekvensen af at overbeskytte sine børn er, at de ikke får gjort deres egne vigtige erfaringer med at klare sig selv. De får ikke lært, hvad de kan og er gode til. De får ikke udviklet en indre fornemmelse af, at de klarer sig godt.

Jeg øver mig stadig hver dag i at slippe frygten.

Vi har et skur i vores have. Hvis min ældste søn, som i dag er otte, kravler op ad rebstigen og videre op ad det store kirsebærtræ, kan han springe over på taget. Der ligger han tit og kigger op i himlen, inden han klatrer videre.

Jeg øver mig i at råbe: ”Har du styr på det?” og ”hold godt fast” i stedet for ”pas på” og ”kan du så komme ned!”

Jeg indrømmer gerne, at det ikke altid er lige let, og at jeg sommetider kigger væk. Men jeg lader ham alligevel udforske sin krops formåen, for jeg ved, at det er godt for både motorik og sind.

Og ja, der kommer af og til blå mærker og rifter på armene, men jeg ved også, at selvtilliden stiger for hver gren, han kommer længere op i træet – og sikkert ned igen. Så jeg lader ham gøre det, mens jeg lærer ham at træde prøvende med foden, før han lægger hele sin vægt på. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg husker nemlig både den frydefulde fornemmelse ved at klatre i træer i min egen barndom, men også smerten, når man lander med et dunk på den hårde jord.

Om skribenten

Mette Hovmand-Stilling er chefredaktør på magasinet Vores Børn. Hun er gift med Simon og mor til Otto på seks år og Viggo på otto år. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Familieliv, Klumme og Mor